åbner i nyt vindue
UPDATE 16. november 2022

Apple og MLS meddeler, at MLS Season Pass lanceres den 1. februar

MLS Season Pass-logoet på et billede af to fodboldspillere på banen.
Apple og Major League Soccer meddelte i dag, at MLS Season Pass bliver lanceret den 1. februar 2023. Det er en enestående abonnementstjeneste til fans i over 100 lande og områder, som viser alle direkte MLS-ligakampe, hele slutspillet og Leagues Cup,1 alt sammen uden reklamer. Med MLS Season Pass når MLS ud til sit hidtil største antal seere i verden på en enklere og mere strømlinet måde: Alle kampe kan ses på milliarder af enheder via Apple TV-appen på Apple-enheder, Smart TV-modeller, streamingenheder, modtagerbokse og spillekonsoller samt online på tv.apple.com/. Lanceringen af MLS Season Pass markerer det officielle startfløjt for det 10 år lange samarbejde mellem MLS og Apple. Det er første gang i sportens historie, at en større professionel sportsliga indgår et sådant samarbejde.
St. Louis CITY SC, som debuterer i den udvidede liga i 2023, afslørede i dag trøjerne til klubbens allerførste sæson, hvor der er et Apple TV-mærke på ærmerne. Alle 29 klubber har Apple TV-mærket i forskellige farver på deres spillerdragter, og resten af klubbernes trøjer vil blive annonceret i ugerne op til starten af 2023-sæsonen.
“Det er det helt perfekte tidspunkt at lancere MLS Season Pass på i forlængelse af den mest dramatiske MLS-cup i historien og med tanke på, at MLS er den hurtigst voksende fodboldliga i verden,” sagde Eddy Cue, Apples Senior Vice President for Services. “Vi tæller dagene til februar 2023, hvor fans i hele verden kan få glæde af MLS Season Pass på milliarder af enheder – alt sammen uden reklamer.”
“Vi er vildt begejstrede over at kunne præsentere vores fans for MLS Season Pass, et nyt hjemsted for alle MLS-kampe og et stort udvalg af liga- og klubindhold, som de ikke finder andre steder,” fortalte MLS-direktøren Don Garber. “Vi har de mest engagerede og passionerede fans i sportens verden, og nu kan de se alle kampe overalt med MLS Season Pass.”
MLS Season Pass giver fansene det største og mest tilgængelige udvalg af MLS-indhold nogenside, herunder alle MLS- og Leagues Cup-kampe samt hundredvis af MLS NEXT Pro- og MLS NEXT-kampe i løbet af sæsonen. På kampdage sender MLS Season Pass et eksklusivt, direkte kommentatorprogram, så fansene aldrig går glip af et flot mål eller en forrygende redning, og de kan se replays, højdepunkter og analyser. Fra den 1. februar kan fansene abonnere på MLS Season Pass i Apple TV-appen. Prisen bliver annonceret på et senere tidspunkt.
Når MLS Season Pass lanceres den 1. februar 2023, bliver tjenesten et eksklusivt sted for fans, hvor de kan se alle direkte MLS-ligakampe, hele slutspillet og Leagues Cup – alt sammen uden reklamer.
Som tidligere meddelt, sparkes MLS 2023-sæsonen i gang den 25. februar. Lokalopgøret mellem 2022 MLS Cup-vinderne Los Angeles FC og LA Galaxy er den eneste åbningskamp, der er blevet afsløret indtil videre. Den historiske kamp skal spilles på Rose Bowl Stadium, og det er den første MLS-ligakamp, som er blevet spillet der siden 2002. Alle “MLS is Back”-kampe i åbningsweekenden kan ses gratis i Apple TV-appen.
Fans kan se MLS-kampe med enten engelsk- eller spansktalende kommentatorer, og de kan også nemt lytte til klubbernes egne radioudsendelser i Apple TV-appen. Alle kampe med deltagelse af canadiske hold vil være tilgængelige på fransk. Kampene spilles primært på lørdage og onsdage, og et par kampe afvikles om søndagen. De fleste kampe fløjtes i gang kl. 19.30 lokal tid, med optakt til kampen fra kl. 19.00. Et par kampe om ugen vil muligvis blive vist på andre tidspunkter.
Det komplette kampprogram for Major League Soccer i 2023 bliver offentliggjort i midten af december.
MLS Season Pass giver en forsmag på kommende kampe og giver fansene dybdegående dækning af deres favoritklubber hver uge gennem hele sæsonen. På kampdagen har fansene mulighed for at se enhver kamp fra start, uanset hvornår de åbner appen. Når kampen er slut, kan fansene se replays, højdepunkter og meget andet, så de kan blive opdateret på det, de gik glip af, både på og udenfor banen.
Et abonnement på MLS Season Pass er inkluderet ved køb af MLS-billetpakker til hele sæsonen hos MLS-klubber. Et udvalg af MLS- og Leagues Cup-kampe, herunder nogle af de største playoffkampe, vil også være tilgængelige uden ekstra omkostninger for abonnenter på Apple TV+, mens et antal kampe kan ses gratis i Apple TV-appen.
Yderligere oplysninger om, hvilke hold der vises i MLS Season Pass, produktionsforbedringer samt alle de muligheder, fans har for at opleve MLS-indhold på tværs af Apples økosystem, bliver offentliggjort i de kommende uger.

Følg MLS på Apple News 

Med iOS 16 introducerede Apple News en ny Mine sportsgrene-sektion, hvor brugerne nemt kan følge deres favoritklubber, -hold og -ligaer, læse artikler fra hundredvis af førende nyhedsmedier, se resultater, kampprogrammer og stillinger i de mest populære professionelle ligaer og college-ligaer samt se højdepunkter direkte i News-appen. Fans kan gå ind på apple.news/mysports for at følge Major League Soccer og deres favoritklubber i News-appen, følge med i alt, hvad der sker i ligaen, og nemt synkronisere deres hold med Apple TV-appen.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  1. Dette omfatter ikke Leagues Cup and Campeones Cup for seere i Mexico.

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36