åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 26. august 2021

Apple indgår aftale med udviklere i USA om en række App Store-opdateringer, som er til gavn for virksomheder og sikrer en fortsat fantastisk brugeroplevelse

CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple præsenterede i dag en række ændringer i App Store, som – forudsat at man opnår domstolens godkendelse – løser et gruppesøgsmål anlagt af udviklere i USA. Aftalens betingelser vil bidrage til at gøre App Store til en endnu bedre forretningsmulighed for udviklerne, samtidig med at man bevarer den sikre og pålidelige markedsplads, som brugerne elsker. Apple værdsætter udviklernes feedback og idéer, som har været med til at forme aftalen, og respekterer den igangværende juridiske vurderingsproces.
Aftalen fastslår, at udviklerne har lov til at informere deres brugere om købsmuligheder uden for selve iOS-appen, samtidig med at den udvider de prispunkter, som udviklerne kan tilbyde i forhold til abonnementer, køb i apps og betalte apps, og etablerer en ny fond, som skal hjælpe kvalificerede udviklere i USA. Disse opdateringer udgør det seneste kapitel i Apples langvarige indsats for at gøre App Store til en endnu bedre markedsplads for såvel brugerne som udviklerne.
“App Store har helt fra starten været et økonomisk vidunder. Det er det sikreste og mest pålidelige sted for brugerne at hente apps og en fantastisk forretningsmulighed for udviklerne, som giver dem mulighed for at nytænke, blomstre og vokse,” udtaler Phil Schiller, Apple Fellow med det overordnede ansvar for App Store. “Vi vil gerne takke de udviklere, der har samarbejdet med os om at nå frem til disse aftaler, som understøtter målsætningerne med App Store og er til gavn for alle vores brugere.”

Små udviklere får større fleksibilitet og flere ressourcer

Efter en konstruktiv dialog er Apple og sagsøgerne i sagen mellem Cameron et al. og Apple Inc. nået frem til en aftale, der angiver syv fælles hovedprioriteter for Apple og de små udviklere. Aftalen er blevet indsendt til sagens dommer og afventer dennes godkendelse.
  • Som en anerkendelse af, at App Store Small Business Program har været en succes, har Apple og udviklerne indgået aftale om at bevare ordningens nuværende struktur som minimum de næste tre år. Virksomheder med en årlig omsætning på mindre end 1 million dollars kan fortsat nøjes med at betale en reduceret kommission, mens større udviklere betaler App Stores standardkommission på køb af apps og betalinger i apps.
  • Søgefunktionen i App Store har alle dage haft til formål at gøre det nemt for brugerne at finde de apps, de leder efter. Efter anmodning fra udviklerne har Apple accepteret, at søgeresultaterne fortsat vil være baseret på objektive parametre som downloads, stjernevurderinger, tekstrelevans og indikationer på brugeradfærd. Aftalen bevarer det nuværende søgesystem i App Store som minimum de næste tre år.
  • For at give udviklerne endnu større fleksibilitet til at nå ud til deres kunder fastslår Apple desuden, at udviklerne gerne må anvende kommunikationsformer som f.eks. e-mail til at udbrede information om betalingsmetoder uden for selve iOS-appen. Udviklerne skal som sædvanligt ikke betale kommission til Apple for køb, som foretages uden for appen eller App Store. Brugerne skal give samtykke til at modtage kommunikationen og have mulighed for at fravælge den igen.
  • Apple udvider også antallet af prispunkter, som udviklerne kan benytte i forhold til abonnementer, køb i apps og betalte apps, fra færre end 100 til flere end 500. Udviklerne fastsætter stadig deres egne priser.
  • Apple giver fortsat udviklerne mulighed for at gøre indsigelse mod afvisning af en app, hvis de mener at være udsat for uretfærdig behandling. Dette har hidtil vist sig at være en vellykket ordning. Apple har indvilget i at føje indhold til App Review-websitet for at gøre udviklerne klogere på, hvordan indsigelsesprocessen fungerer.
  • Igennem de senere år har Apple delt mange nye oplysninger om App Store på apple.com. Apple har indvilget i at udarbejde en årlig gennemsigtighedsrapport, der er baseret på disse data, og som deler relevante tal vedrørende gennemgangen af apps, herunder antallet af apps, som bliver afvist af forskellige årsager, antallet af deaktiverede kunde- og udviklerkonti, objektive data om søgeforespørgsler og -resultater samt antallet af apps, som er blevet fjernet fra App Store.
  • Apple etablerer desuden en fond, som skal hjælpe små udviklere i USA – særligt i forbindelse med, at verden stadig døjer med eftervirkningerne af COVID-19. Yderligere information følger på et senere tidspunkt.

Lancering af News Partner Program

Apple løftede i dag også sløret for yderligere App Store-opdateringer i form af lanceringen af News Partner Program. Ordningen anerkender vigtigheden af dybdegående journalistik samt en fri og uafhængig presse og byder på en række nye initiativer, der udvider Apples støtte til journalistikkens verden.
For at deltage i ordningen skal nyhedsorganisationerne give deres kunder adgang til indhold i Apple News ved hjælp af Apple News Format. De deltagende organisationer får tildelt en kommission på 15 procent, når der tegnes kvalificerede abonnementer på deres nyhedsapp. I kombination med App Store Small Business Program vil denne nye ordning give nyhedsorganisationerne adskillige muligheder for at gøre deres indhold tilgængeligt for Apples kunder og samtidigt gavne lokaljournalistikken. Få flere oplysninger om ordningen på apple.com/newsroom.
Med de opdateringer, der er præsenteret i dag, fortsætter App Store sin udvikling mod at blive en endnu bedre forretningsmulighed for udviklerne, samtidig med at man bevarer brugernes sikre og pålidelige markedsplads. Apple udstyrer allerede over 30 millioner registrerede udviklere med alle de værktøjer, ressourcer og støttefunktioner, de behøver for at kunne skabe og levere software til over en milliard kunder i hele verden på Apples platforme.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36