åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 20. april 2021

Den helt nye iMac har et smukt design i en lang række levende farver med den banebrydende M1-chip og en strålende 4.5K Retina-skærm

iMac tilbyder for første gang Touch ID samt det bedste kamera og de bedste mikrofoner og højttalere på en Mac nogensinde
Syv nye iMac-modeller fremviser computerens slanke profil og udvalget af farver.
iMac har et helt nyt og utroligt smukt design, som er usædvanligt tyndt med en imponerende profil set fra siden, der nærmest forsvinder.
Cupertino, Californien Apple har i dag lanceret en helt ny iMac med et meget mere kompakt og utroligt tyndt design takket være M1-chippen. Den nye iMac tilbyder effektiv ydeevne i et design, der er bare 11,5 millimeter tyndt, med en imponerende profil set fra siden, som nærmest forsvinder. iMac fås i en række levende farver, som passer til brugerens personlige stil og lyser op i ethvert rum. Den har en 24" 4.5K Retina-skærm med 11,3 millioner pixels, en lysstyrke på 500 nits og over en milliard farver, som gør den visuelle oplevelse strålende og dynamisk.
Den nye iMac har også et 1080p FaceTime HD-kamera, mikrofoner i studiekvalitet og et lydsystem med seks højttalere – bedste kamera og lyd i en Mac nogensinde. Desuden har iMac nu for første gang Touch ID, som gør det nemmere end nogensinde at logge sikkert på, foretage køb med Apple Pay eller skifte brugerprofiler med et hurtigt tryk med fingeren. Kombinationen af power og ydeevne fra M1-chippen og macOS Big Sur gør, at programmer åbnes lynhurtigt, hverdagsopgaver føles utroligt hurtige og flydende, og krævende opgaver som redigering af 4K-video og bearbejdning af kæmpestore billeder går hurtigere end nogensinde. Den nye iMac bliver en del af et enestående udvalg af Mac-modeller med M1-chip, som også dækker MacBook Air, 13" MacBook Pro og Mac mini. Den markerer endnu et skridt fremad i Apples overgang til deres egen speciallavede chip. iMac er mere personlig, effektiv, kompetent og sjov end nogensinde før, og den kan bestilles fra fredag den 30. april. iMac vil kunne fås fra sidste halvdel af maj.
“M1 gør en kæmpe forskel for Mac, og i dag glæder vi os meget over at kunne introducere den helt nye iMac – den første Mac, hvor designet er bygget op omkring den banebrydende M1-chip,” udtaler Greg Joswiak, Apples Senior Vice President for Worldwide Marketing. “Med kombinationen af et enestående design i syv smukke farver, den strålende 4.5K Retina-skærm, Touch ID, det bedste kamera, de bedste mikrofoner og de bedste højttalere i en Mac nogensinde, M1-chippens fantastiske ydeevne og macOS Big Surs effektivitet løfter den nye iMac alt det, som folk elsker ved iMac, op på et helt nyt niveau.”

Et helt nyt design takket være M1

Den nye iMac er resultatet af en komplet gentænkning af en af verdens mest ikoniske computere. Den har et tyndere og mere kompakt design, som er imponerende fra alle vinkler. Takket være SoC (system on chip)-arkitekturen og M1's fantastiske energieffektivitet er bundkortet og kølekomponenterne drastisk konsoliderede og formindskede sammenlignet med den forrige generation, så iMac næsten forsvinder, når man ser den fra siden. Det betydeligt mere kompakte design reducerer iMacs størrelse med 50 procent1, så den fylder mindre og nemt kan stå endnu flere steder.
Sølvfarvet iMac med Magic Keyboard og Magic Mouse i matchende farve, efterfulgt af iMac i seks farver.
Den nye iMac fås i syv forskellige levende farver – grøn, gul, orange, lyserød, lilla, blå og sølv – som spreder glæde i ethvert rum.
Med en lang række farver – grøn, gul, orange, lyserød, lilla, blå og sølv – gør den nye iMacs design ethvert rum smukkere og mere personligt end nogen anden computer kan. iMac har mere afdæmpede farver og en tyndere ramme på forsiden, så brugerne kan fokusere på deres indhold, hvorimod bagsiden fanger blikket med en stærkere og mere dristig farve. iMacs forenklede design fuldendes med et nyt strømstik med magnetisk tilslutning og et smukt vævet kabel på to meter i matchende farve.
Blå iMac set fra siden, som viser strømstik og vævet kabel i matchende farve.
Den nye iMacs forenklede design fuldendes med et vævet kabel i matchende farve og et strømstik, som tilsluttes magnetisk.

Smuk 24" 4.5K Retina-skærm

Højdepunktet ved iMac har altid været, at den har den bedste skærm på markedet. Den nye iMac har en stor 24" 4.5K Retina-skærm2 med smallere ramme og 11,3 millioner pixels. Med et bredere farveområde (P3) og over en milliard farver plus en lysstyrke på 500 nits bliver billederne på skærmen levende og mere strålende. Denne nye skærm indeholder også TrueTone-teknologi, som automatisk justerer farvetemperaturen, når omgivelserne ændrer sig, så der opnås en mere naturlig visuel oplevelse. Desuden har 4.5K Retina-skærmen på den nye iMac en brancheførende antirefleks-belægning, som sørger for bedre komfort og gør tekst nemmere at læse.
En farverig udendørs tennisbane vises i markante, strålende farver på 4.5K Retina-skærmen på iMac.
Den nye iMac har en stor 24" 4.5K Retina-skærm, så brugerne kan nyde deres indhold helt ned i de mindste detaljer.

M1-chippens banebrydende ydeevne findes nu på iMac

Takket være den power og ydeevne, som M1-chippen og macOS Big Sur har at byde på, vækkes den nye iMac øjeblikkeligt fra vågeblus, hverdagsopgaver føles hurtigere og mere flydende, og programmer åbnes utroligt hurtigt. I Safari kan brugerne browse endnu hurtigere og have hundredvis af faner åbne samtidig, og i Fotos kommer brugerne lynhurtigt igennem redigering af deres billeder. Med Apple Arcade kan de nyde eksklusive spil på den store iMac-skærm, og brugerne kan også bruge en række iPhone- og iPad-apps direkte på deres iMac uden at skulle ændre arbejdsgang. macOS leverer desuden kraftfulde iCloud- og Kontinuitetsfunktioner, som giver brugerne mulighed for at arbejde problemfrit på tværs af iMac, iPhone og andre Apple-enheder.
Den nye iMac giver den ultimative macOS Big Sur-oplevelse. Det raffinerede design giver Mac power og skønhed på et helt nyt niveau, og det giver brugerne mulighed for at nyde den store 24" 4.5K Retina-skærm fuldt ud. macOS Big Sur giver brugerne flere kontrolfunktioner lige ved fingerspidserne, og det er spækket med forbedringer af vigtige programmer som Safari, Beskeder og Kort.
Den effektive 8-core CPU i M1-chippen har den hurtigste CPU-kerne i en chip med lavt strømforbrug.3 Og 8-core GPU'en har den hurtigste integrerede grafik i en personlig computer.4 Når de kombineres med den yderst effektive arkitektur med samlet hukommelse og 16-core Apple Neural Engine, leverer den nye iMac en ydeevne, som er fuld af power sammenlignet med standardmodeller af 21,5" iMac:
  • Op til 85 procent hurtigere CPU-ydeevne, så brugerne kan eksportere deres yndlingsvideoprojekt i iMovie hurtigere end nogensinde, nemt arbejde med kæmpestore billeder på 100 megapixels i Lightroom og kompilere nye programmer i Xcode på en brøkdel af den tid, det tidligere tog.
  • Op til to gange hurtigere GPU-ydeevne for bestemte programmer som Affinity Photo og Photoshop, og op til 50 procent hurtigere end den mest effektive separate grafik i den hurtigste 21,5" iMac, så brugerne kan redigere i realtid eller tilføje komplekse filtre til deres billeder på et øjeblik.
  • Mulighed for at redigere op til fem flydende 4K-videostreams, eller en 8K-videostream5, helt problemfrit i Final Cut Pro.
  • Op til tre gange hurtigere maskinlæring i programmer, som udnytter 16-core Neural Engine i M1.6

Bedste kamera, mikrofoner og højttalere på en Mac nogensinde

iMac har et 1080p FaceTime HD-kamera – det bedste nogensinde i en Mac – som leverer video i høj kvalitet og en fantastisk ydeevne i svagt lys. iMac udnytter også billedsignalprocessoren i M1-chippen og Neural Engine, hvilket øger billedkvaliteten fra kameraet med bedre støjreduktion, større dynamisk område og forbedret autoeksponering og hvidbalance. Det sikrer, at brugerne altid ser godt ud, uanset om de hyggesnakker med familien eller deltager i et videoopkald fra hjemmekontoret.
Som supplement til kameraet har den nye iMac tre mikrofoner i studiekvalitet, som leverer opkald og videooptagelser med klarere lyd – det er de bedste mikrofoner på Mac nogensinde. Mikrofonerne er placeret, så de reducerer feedback fra resten af systemet, og samtidig sørger retningsbestemt stråledannelse for, at de bedre kan ignorere baggrundsstøj og fokusere på en brugers stemme. Resultatet er mere naturlige samtaler og krystalklare optagelser.
Den nye iMac har også det bedste lydsystem på en Mac nogensinde. Den har to par vibrationsdæmpende bashøjttalere, som sidder side om side. De leverer en imponerende basrespons og reducerer samtidig utilsigtede vibrationer. Hvert par afbalanceres med en højtydende diskant. Resultatet er et lydsystem med seks højttalere, som producerer en altomsluttende lydoplevelse med fyldig, artikuleret bas og sprøde mellemtoner og høje toner. Alle disse innovative højttalerfunktioner gør sammen med avancerede algoritmer iMac i stand til at understøtte rumlig lyd, når video afspilles med Dolby Atmos. Sammen med sin smukke 4.5K Retina-skærm gør iMac det muligt at få en fantastisk biografoplevelse i ethvert rum.
iMac har et 1080p FaceTime HD-kamera – det bedste kamera i en Mac nogensinde – som leverer billeder i højere kvalitet uanset belysning, så brugerne altid ser fantastisk ud.

Tusindvis af Universal-programmer til rådighed

Der findes nu tusindvis af populære og effektive Universal-programmer, som udnytter M1 og macOS Big Sur til fulde, som f.eks. Photoshop, Twitter, Microsoft Office, Quicken, Slack, Affinity Publisher, Zappos, 1Password og DaVinci Resolve, og der kommer flere til hver uge. Med power fra M1 og macOS Big Sur og tusindvis af Universal-programmer kan iMac forvandle et kontor til en biograf, en dagligstue til et klasseværelse, et køkken til et konferencelokale – eller den kan stjæle opmærksomheden i din butik.
Et billede redigeret i Photoshop, som vises på en orange iMac.
Tusindvis af Universal-programmer, som f.eks. Photoshop (ovenfor), kan nu til fulde udnytte M1 og macOS Big Sur, og der kommer flere til hver uge.

iMac får nu Touch ID og tilbehør i matchende farver

Kunderne kan vælge mellem tre Magic Keyboard-modeller med smukke kabinetter i aluminium, som matcher farven på iMac. Og for første gang har iMac nu Touch ID.7 Funktionen er integreret trådløst i Magic Keyboard, og den bruger en særlig sikkerhedskomponent i tastaturet, som kommunikerer direkte med Secure Enclave i M1. Sammen skaber de en krypteret forbindelse, der beskytter brugerens fingeraftryksdata fra start til slut. Uanset om brugerne vil låse deres Mac op eller foretage et køb med Apple Pay, foregår det hurtigt, nemt og sikkert. Desuden virker Touch ID med Hurtigt brugerskift, så kunderne kan skifte til en anden brugerprofil med et hurtigt tryk med fingeren. Kunderne kan også vælge Magic Keyboard med Touch ID og numeriske taster samt Magic Mouse, der matcher farven, og Magic Trackpad, som er branchens bedste.

Avancerede forbindelser til data og enheder

Alle iMac-computere har to Thunderbolt-porte til superhurtig dataoverførsel, der giver kunderne mulighed for at tilslutte andre enheder, som f.eks. en skærm på op til 6K som Apple Pro Display XDR, og Wi-Fi 6 leverer en hurtigere trådløs ydeevne. 8-core iMac-konfigurationen har to ekstra USB-C-porte, og den har også en Ethernet-port (1 Gbps) i strømforsyningen for at spare på pladsen på skrivebordet.
Blå iMac set bagfra, der viser Thunderbolt- og USB-C-porte.
iMac har avancerede forbindelser med op til fire USB-C-porte, herunder to Thunderbolt-porte til superhurtig dataoverførsel, og understøtter en skærm på op til 6K.

Bedre for miljøet

Apples globale drift er i dag CO2-neutral, og målsætningen er, at hele virksomheden skal være klimaneutral inden 2030, hvilket omfatter forsyningskæderne til produktion og alle produktlivscyklusser. Det betyder, at alle solgte Apple-enheder vil være 100 procent CO2-neutrale – hele vejen fra materialeindsamling, fremstilling af komponenter, samling og transport til kundens brug, opladning, genbrug og materialegenvinding.
Den nye iMac minimerer sin påvirkning af miljøet, idet den bruger aluminium med reduceret CO2-aftryk til kabinettet og 100 procent genanvendt tin i hovedbundkortets lodning. Emballagen er lavet af 100 procent træfiber, der er genanvendt eller kommer fra ansvarligt forvaltede skove. Magneterne i højttalerne, ventilatorens motor og strømstikket er lavet af 100 procent genanvendte sjældne jordarter. iMac er fri for skadelige stoffer og overholder Apples høje standarder for energieffektivitet.

iMac bliver en del af M1-familien

Alle Mac-modeller med M1 – den nye iMac, MacBook Air, 13" MacBook Pro og Mac mini – er blevet forvandlet til en helt ny type produkt, og de kan hver især noget helt andet end tidligere. I kombination med macOS Big Sur giver M1 Mac en enestående batteritid og en banebrydende ydeevne. Der findes en Mac til enhver, uanset om kunderne prioriterer bærbarhed, power eller funktioner. Læs mere om Mac-modellerne på apple.com/dk/mac.
Mac-familien med den nye iMac, MacBook Air, 13" MacBook Pro og Mac mini.
Den nye iMac slutter sig til de fantastiske Mac-modeller, som har M1, herunder MacBook Air, 13" MacBook Pro og Mac mini.
Priser og tilgængelighed
  • Den nye 24" iMac kan bestilles fra fredag den 30. april på apple.com og i Apple Store-appen. Fra sidste halvdel af maj vil kunderne begynde at modtage den, og den vil kunne købes i udvalgte Apple Stores og via autoriserede Apple-forhandlere.
  • iMac med 7-core GPU fås fra 11.499 kroner i grøn, lyserød, blå og sølv. Den har 8-core CPU, 8 GB samlet hukommelse, 256 GB SSD, to Thunderbolt-porte, Magic Keyboard og Magic Mouse.
  • iMac med 8-core GPU fås fra 13.199 kroner i grøn, gul, orange, lyserød, lilla, blå og sølv. Den har 8-core CPU, 8 GB samlet hukommelse, 256 GB SSD, to Thunderbolt-porte, to ekstra USB 3-porte, Magic Keyboard med Touch ID, Magic Mouse og Ethernet.
  • Se flere tekniske specifikationer, tilbehør og muligheder for tilpasning af konfigurationer på apple.com/dk/mac.
  • Alle kunder, der køber iMac hos Apple, får et gratis personligt møde med en Apple-ekspert på nettet, hvor de vil modtage vejledning til, hvordan de kan få deres iMac til at fungere, som de ønsker.
  • Kunder kan aflevere deres gamle enhed og få et Apple-gavekort eller tilskud til en ny. Hvis enheden ikke er kvalificeret til et tilskud, sørger Apple for at genbruge den helt gratis.
  • I en begrænset periode kan kvalificerede kunder, der køber en ny iPhone, iPad, iPod touch, Mac eller et nyt Apple TV, se Apple TV+ gratis i et år og få Apple Arcade gratis i tre måneder.8
Del artikel

Billeder af den helt nye iMac

  1. Udsagn baseret på en sammenligning med 21,5" iMac.
  2. Den faktiske skærmstørrelse er 23,5" diagonalt.
  3. Test udført af Apple i oktober 2020 med testmodeller af 13" MacBook Pro-systemer med Apple M1-chip og 16 GB ram. Den højeste singlethread-ydeevne for opgaver blev målt ved hjælp af udvalgte benchmarkprogrammer, der anvendes som standard i branchen, kommercielle programmer og open source-programmer. Sammenlignet med de CPU’er med den bedste ydeevne for bærbare computere, der var kommercielt tilgængelige på testtidspunktet. Test af ydeevne udføres med specielle computersystemer og repræsenterer den omtrentlige ydeevne i MacBook Pro.
  4. Test udført af Apple i oktober 2020 med testmodeller af 13" MacBook Pro-systemer med Apple M1-chip og 16 GB ram ved hjælp af udvalgte benchmarkprogrammer, der anvendes som standard i branchen. Sammenlignet med de integrerede GPU’er med den bedste ydeevne for bærbare computere, der var kommercielt tilgængelige på testtidspunktet. Integreret GPU defineres som en GPU placeret på en monolitisk siliciumchip sammen med CPU og hukommelsescontroller bag et samlet hukommelsesundersystem. Test af ydeevne udføres med specielle computersystemer og repræsenterer den omtrentlige ydeevne i MacBook Pro.
  5. Udsagn er baseret på en sammenligning med den mest avancerede konfiguration af 21,5" iMac.
  6. Test udført af Apple i marts 2021 med testmodeller af 24" iMac-systemer med Apple M1-chip og 8-core GPU samt produktionsmodeller af 3,0 GHz 6-core Intel Core i5-baserede 21,5" iMac-systemer, som alle var konfigureret med 8 GB ram og 256 TB SSD. Testet med betaversioner af Xcode 12.5 og Create ML 2.0 og en Action Classification-model, som blev lavet i programmet. Test af ydeevne udføres med specielle computere og repræsenterer iMacs omtrentlige ydeevne.
  7. iMac med 7-core GPU kan konfigureres med Magic Keyboard med Touch ID.
  8. 39 kroner/måned for henholdsvis Apple TV+ og Apple Arcade efter den gratis prøveperiode. Særtilbud gælder i tre måneder efter første aktivering af den kvalificerede enhed. Et tilbud på Apple TV+ og et på Apple Arcade pr. gruppe med Familiedeling. Abonnementer fornyes automatisk, indtil de opsiges. Andre begrænsninger og vilkår er gældende. Besøg apple.com/dk/promo for at få mere at vide.

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36