Artikel
17. marts 2021
Caria-app hjælper med at aflive myterne om overgangsalderen
Arfa Rehman, CEO og medstifter af appen til fremme af kvinders sundhed, giver indsigt i et overset segment i samfundet
Inden for kvinders sundhed har de medicinske fremskridt haft fokus på prævention og fertilitetsbehandlinger, selvom kvinder bruger mange år og i gennemsnit 20.000 USD på at prøve sig frem med behandlinger, lægebesøg og produkter i et forsøg på at få den rette diagnose og behandling af overgangsalderen.
Medstifterne Arfa Rehman og Scott Gorman indså, at der var behov for vejledning og støtte i perioden omkring overgangsalderen, og sammen lancerede de Caria (tidligere kaldet Clio) – en personlig guide, der kan hjælpe brugerne med at forstå ændringerne i overgangsalderen og holde symptomerne under kontrol.
“Der mangler viden om overgangsalderen og behandling af den i medicinske kredse, da kun 20 procent af uddannelsesprogrammerne inden for obstetrik og gynækologi i USA omfatter undervisning i overgangsalderen,” siger Rehman, som også er CEO for Caria. “Det betyder, at store dele af sundhedspersonalet ikke er tilstrækkeligt uddannet til at diagnosticere og behandle overgangsalderens symptomer, så kvinder ofte ikke har tilstrækkelige muligheder og støtte.”
I en undersøgelse udført af Female Founders Fund svarede 78 procent af svarpersonerne, at overgangsalderen griber forstyrrende ind i deres liv, og 23 procent svarede, at overgangsalderen havde enten “stor” eller “fuldstændig invaliderende” indvirkning på deres liv.
Som hjælp benytter Caria en AI-baseret assistent, som kvinder kan chatte med for at finde årsagen til deres symptomer og forsøge at pejle sig ind på, hvilken fase af overgangsalderen de befinder sig i. Det vil hjælpe med at øge Carias intelligens, så appen kan tilbyde udvalgt personlig indsigt i sundhedsmæssige problemstillinger og anbefalinger vedrørende ernæring, velvære og træning. Det giver kvinder bedre mulighed for at komme godt igennem overgangsalderen med løsninger, der er skræddersyet til netop deres profil og præferencer.
Caria er udviklet i samarbejde med eksperter, der er specialiseret i kvinders sundhed, og appen giver en dokumenteret tilgang til at komme godt igennem overgangsalderen, herunder kognitiv adfærdsterapi, hypnoterapi, ernæringsterapi, mindfulness og træning. Appen har også skræddersyede programmer til alle overgangsalderens faser – præmenopause, perimenopause, naturlig menopause eller postmenopause – og udvalgte mål. Caria lancerede for nylig et premium-abonnement, som giver ubegrænset adgang til programmer udarbejdet af eksperter, der kan hjælpe med at lindre symptomer.
“Fordi der er så få muligheder, når det gælder håndtering af overgangsalderen, og generelt mangel på veldesignede produkter til Generation X-kvinderne, håber vi på, at Caria kan udfylde tomrummet,” siger Rehman.
I 2019 deltog Rehman og Gorman i Apple Entrepreneur Camp, hvor de for første gang samarbejdede ansigt til ansigt med en af deres vigtige udviklere. De mener, at ordningen var afgørende for udviklingen af Caria og hjalp dem med at indarbejde nye teknologier og tage ekspertindsigt fra Apples designteam til sig om, hvordan appens brugeroplevelse kan forbedres.
“Som designbaseret virksomhed inden for sundhed har udvikling på Apple-platformen og udnyttelse af iOS-funktionerne gjort det nemmere at realisere vores prioritering af brugernes anonymitet og sikkerhed og samtidig give en førsteklasses brugeroplevelse,” siger Rehman. På denne Camp byggede teamet den første version af deres app til Apple Watch og begyndte på arbejdet med at indarbejde Genveje i Siri, som nu giver brugerne af appen mulighed for at logføre alle deres nuværende og nye symptomer, udløsende faktorer og daglige aktiviteter fra et hvilket som helst sted ved hjælp af stemmen.
“Overgangsalderens symptomer kan gribe forstyrrende ind i kvinders liv, lige når vores karriere og vores indtjeningsevne er på sit højeste,” siger Rehman. “Der er for øjeblikket 50 millioner kvinder, som gennemgår perimenopause og menopause – et segment af høj værdi, som ofte er blevet overset. Så der ligger en enorm værdi i at rette blikket mod kvinder i overgangsalderen med innovative løsninger, der opfylder deres behov.”
Overgangsalderen er ofte behæftet med tabu og stigma. Nedenfor afslører – og afliver – Rehman de mest almindelige myter om overgangsalderen med sine egne ord.
Myte: Overgangsalderen er en universel oplevelse, som er ens for alle.
Der er fire faser i overgangsalderen: præmenopause, perimenopause (når symptomerne starter, og cyklusserne bliver uregelmæssige), menopause (12 måneder uden en cyklus) og postmenopause. Der er ingen universalskabelon med symptomer, timing og varighed – alle kvinder har vidt forskellige oplevelser. Desuden er overgangen mellem de forskellige faser ikke ret afgrænset, og ofte ved kvinderne ikke, om deres symptomer er relateret til overgangsalderen eller noget helt andet. Når folk hører ordet “overgangsalder,” tænker de ofte på hedeture, men overgangsalderen er en kompleks proces, der kan forårsage mere end 40 typer symptomer. Det kan dreje sig om alt fra angst/depression, træthed og ledsmerter til ændringer i kognition og fordøjelse. Desuden kan overgangsalderen og de ændringer, den medfører, have en enorm indvirkning på kvinders kroppe og være med til at afgøre hele den anden halvdel af deres liv.
Myte: Overgangsalder forekommer kun hos kvinder omkring pensionsalderen.
De fleste kvinder starter allerede på perimenopause, når de er i 30'erne og 40'erne, og ligger derfor i aldersgrupperne Generation X og den ældste del af det såkaldte Millennial-segment, hvor karriere og indtjeningsevne er på sit højeste. Overgangsalderen kan være en periode med enorm styrke og produktivitet i kvinders liv og karrierer, selvom de fleste ikke tænker sådan om overgangsalderen. Derfor forholder kvinder sig ofte tavse for at undgå at blive stigmatiserede. Når kvinder ikke har den fornødne støtte og ikke kan holde deres symptomer under kontrol, påvirker det deres fysiske og mentale sundhed samt deres karriere – og det skaber ulighed på arbejdsmarkedet. 88 procent af kvinderne i Caria-fællesskabet rapporterer, at ukontrollerede symptomer påvirker deres arbejde og karriere.
Myte: Der findes ingen behandling for overgangsalderen.
Det er ingen hemmelighed, at kvinder i alle aldre er berørt af den manglende repræsentation af kvinder inden for medicinsk forskning. Kvinder blev systematisk udelukket fra kliniske forsøg, hvilket betyder, at vores moderne forståelse af menneskets sundhed er baseret på data fra mænd. Det har betydet, at områder, der specifikt gælder for kvinder, ikke har fået ret meget fokus. Det er vigtigt, at vi får aflivet myten om, at der ikke findes nogle brugbare løsninger, som kan afhjælpe overgangsalderen, og at kvinderne bare skal “bide tænderne sammen.” I vores forskning rapporterede 70 procent af kvinderne om en negativ oplevelse hos lægerne, når de henvendte sig for at få hjælp til gener fra overgangsalderen, og følte sig afvist. Der er mange forskningsdokumenterede tilgange til at tackle almindelige symptomer på overgangsalderen, herunder både lægemidler og holistiske tilgange.
De kommende måneder vil Caria sammen med University of Illinois at Chicago undersøge, hvor effektiv appen er til at afhjælpe symptomerne fra overgangsalderen. Aktuelle brugerundersøgelser viser, at 85 procent af kvinderne oplevede en forbedring af symptomerne efter brug af Caria.
“Vi er virkelig begejstrede for at kunne bygge videre på dette fundament og indsamle flere klinisk validerede data. Det bliver den første randomiserede undersøgelse, der undersøger en digital adfærdsbaseret sundheds-app til brug i overgangsalderen,” siger Rehman.
“Selvom alle kvinder kommer i overgangsalderen, findes der ikke tilstrækkelig forskning,” siger hun. “Vores videnskabelige forståelse af overgangsalderen er meget begrænset på grund af manglen på data, og der er store muligheder i at få indsamlet det første datasæt i stor skala om midaldrende kvinders sundhed. Vi ved, at der er en sammenhæng mellem ændringerne i overgangsalderen, og hvordan kvinder klarer sig senere i livet, hvad angår hjerte-kar-sygdomme, deres kognitive evner og den generelle sundhed. Med disse data kan vi derfor få en bedre forståelse af sammenhængen og fastslå, hvordan vi kan optimere behandlingen af kvinder i perioden omkring overgangsalderen, så de kan få et bedre helbred på langt sigt.”
Yderligere oplysninger om Caria kan fås ved at besøge App Store.
Del artikel
Billeder af Carias CEO og medstifter, Arfa Rehman