åbner i nyt vindue
UPDATE 9. juli 2020

Apple opdaterer kodeforløb og -materialer til undervisere og elever

Nye undervisningsmaterialer til Udvikling med Swift og Alle kan kode samt et nyt onlinekursus til lærere

En tegning af en underviser foran en computer med en skærm, der viser en række vinduer med elever og deres bærbare computere i en fjernundervisningssituation.
Nye værktøjer til underviserne hjælper elever fra folkeskole til videregående uddannelser med at lære at kode, uanset hvor de befinder sig.
Apple præsenterede i dag et nyt sæt værktøjer, der skal hjælpe undervisere med at undervise elever i kodning fra folkeskole til videregående uddannelse. Ud over omfattende forbedringer af materialet til Udvikling med Swift og Alle kan kode lancerer Apple også et nyt gratis kompetenceudviklingskursus i Udvikling med Swift for undervisere. Kurset skal supplere behovet for datalogiundervisere i USA, og det hjælper undervisere på alle fagniveauer med at opbygge grundlæggende viden til at undervise i appudvikling med Swift. I en situation, hvor mange institutioner underviser på fjernbasis, ønsker Apple desuden at tilføre ressourcer til undervisere og forældre, så de kan have de nødvendige værktøjer til at hjælpe eleverne med at lære og udvikle sig, uanset hvor de befinder sig.
“Apple har arbejdet sammen med undervisere i 40 år, og vi er især stolte af at se, hvordan Udvikling med Swift og Alle kan kode har været medvirkende til, at lærere og elever kan gøre en forskel i deres lokalsamfund,” sagde Susan Prescott, Apples Vice President of Markets, Apps and Services. “Vi har set lokale studerende udvikle apps for fødevaresikkerhed til deres campus og set folkeskolelærere arrangere virtuelle kodeklubber i løbet af sommerferien. Som en del af vores ønske om at udvide adgangen til undervisning i datalogi glæder det os at kunne lancere et nyt kompetenceudviklingskursus, så flere undervisere, uanset erfaringsniveau, kan lære at kode og undervise den næste generation af udviklere og designere.” 
Apple forbedrer sit materiale til undervisning i kodning for Udvikling med Swift og Alle kan kode. Udvikling med Swift er rettet mod gymnasieelever og højere uddannelsesinstitutioner og underviser både i Swift, et effektivt og intuitivt open-source-programmeringssprog, der er udviklet af Apple, og Xcode på Mac til nye og erfarne kodere. Alle kan kode introducerer kodning for elever i 4. til 8. klasse og bruger opgaver og spil som hjælp til at undervise i det grundlæggende i Swift med Swift Playgrounds-appen.
“Det nye Udvikling med Swift-materiale hjælper vores elever med at udvikle de tekniske og bløde kompetencer, som arbejdsgiverne efterspørger,” siger Bill Skrzypczak, der underviser på en to-årig medarbejderuddannelse i design og udvikling af mobilapps på McHenry County College i Illinois. “Jeg er stolt over, at samtlige vores kandidater har fået ansættelse med en gennemsnitsløn på 70.000 til 100.000 dollars, herunder både vores tilbagevendende voksne studerende og vores almindelige studerende.” 
Udvikling med Swift-undervisningsmaterialet er nu helt redesignet, så det imødekommer de studerendes læringsstile ud fra undervisernes input, som Apple løbende har indhentet. Den nye serie omfatter fire bøger: “Develop in Swift Explorations”, “Develop in Swift AP CS Principles” og “Develop in Swift Fundamentals”, som alle er blevet udgivet i dag, og “Develop in Swift Data Collections”, der udkommer til efteråret. Undervisningsmaterialet kan hentes gratis i Apple-appen Bøger.
Xcode vist på en MacBook Pro.
Xcode på Mac er centrum for Apples udviklingsoplevelse, og Swift er Apples effektive og intuitive åbne programmeringssprog, hvor alle kan udvikle fantastiske apps.
Apple udgiver også det næste sæt bøger til Alle kan kode-materialet i dag. “Eventyr med Alle kan kode” er beregnet til elever, der allerede har fuldført “Alle kan kode-opgaver”, og tilbyder mere avancerede muligheder for at udvikle med Swift-kode. Her lærer eleverne om vigtige programmeringskoncepter, der bruges i appudvikling, mens de arbejder med mere udfordrende lektioner i Swift Playgrounds. 
“Kodning giver mine elever i mellemskolen mulighed for at opbygge kompetencer inden for computertænkning og udvikle kreative løsninger på de problemer, der optager dem,” sagde Jessica Bibbs-Fox, der underviser i fysik og matematik i 8. klasse på Kelly Elementary School i Compton Unified School District i Californien i USA. “Mange af dem arbejder med traumatiske hændelser i deres lokalsamfund, og de færdigheder er vigtige for at hjælpe dem med at blive effektive problemløsere både i og uden for skolen.” 
Bibbs-Fox har brugt Alle kan kode-materialet med sine elever i tre år og har lært at kode sammen med dem, hvilket der er kommet resultater ud af, som kan bruges i den virkelige verden. Hun mener, at den nye Eventyr-serie vil give skolerne mulighed for at planlægge kodeforløb, der spænder over flere klassetrin. 
“Eventyr-indholdet er opbygget, så eleverne bedre kan forstå de mere avancerede kodningskoncepter,” sagde Bibbs-Fox. “Eleverne kan gå længere i Swift Playgrounds og opbygge mere erfaring med Swift-kodning, hvilket vil hjælpe i deres overgang til Xcode og Udvikling med Swift-materialet.”
Elev- og lærervejledningen “Eventyr med Alle kan kode” fås nu gratis i Apple-appen Bøger.
Datalogilærerforeningen Computer Science Teachers Association bemærker, at mindre end 50 procent af alle amerikanske gymnasier tilbyder undervisning i datalogi, og at mange universitetsstuderende ikke kan komme ind på de datalogikurser, der er nødvendige for at gå til eksamen, til dels på grund af en vedvarende mangel på undervisere. I et forsøg på at afhjælpe dette vil Apple begynde at tilbyde et nyt, gratis online kompetenceudviklingskursus for undervisere. Kurset forestås af Apple-eksperter og vil hjælpe undervisere på alle færdighedsniveauer til at erhverve de kompetencer, de har brug for til at undervise i Swift og Xcode, hvilket gør det til et ideelt introduktionskursus til undervisning i Udvikling med Swift-materialet. Interesserede undervisere kan tilmelde sig kurset i dag. Det vil være tilgængeligt fra den 13. juli via Canvas Learning Management System. 
Som støtte til forældre med børn, der lærer at kode derhjemme, tilføjer Apple en ny vejledning til deres sæt af fjernundervisningsressourcer. “A Quick Start to Code” er nu tilgængeligt og har 10 kodningsudfordringer, der er udviklet til elever i alderen 10 år og opefter, på iPad eller Mac. Yderligere ressourcer er tilgængelige på Apples nye website om læring hjemmefra, der blev lanceret i foråret, hvor undervisere og forældre har adgang til on-demand-videoer og virtuelle konferencer om fjernundervisning og kan planlægge gratis individuelle virtuelle coachingforløb, som alle varetages af undervisere fra Apple. Der tilføjes løbende nye videoer som en del af Apple Education Learning-serien – bl.a. videoer om brug af Apples brancheførende tilgængelighedsfunktioner. 
I 2016 lancerede Apple Alle kan kode, et udførligt forløb med materialer, der kan hjælpe elever med alle typer forudsætninger, fra børnehave- til universitetsniveau, med at lære at kode, så de kan løse problemer og blive forberedt til arbejdsmarkedet. Udvikling med Swift blev udgivet i 2019, og i dag benytter mere end 9.000 grundskoler og højere uddannelsesinstitutioner verden over undervisningsmaterialerne Alle kan kode og Udvikling med Swift fra Apple.
Del artikel

Billeder af Udvikling med Swift og Alle kan kode

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36