åbner i nyt vindue
UDTALELSER FRA APPLE 14. marts 2020

Apples reaktion på COVID-19

Til alle medlemmer af Apple-familien verden over
Den globale spredning af COVID-19 berører os alle. Hos Apple kommer mennesker i første række, og alt, hvad vi gør, er baseret på den overbevisning, at teknologi kan ændre folks liv, og i håbet om, at teknologi kan være et værdifuldt redskab i en tid som denne. Lærere betræder nye veje for at gøre fjernundervisning mere nærværende. Virksomheder forsøger sig med nye måder at opretholde produktionen på. Og læger kan diagnosticere sygdomme og nå ud til millioner af mennesker med vigtigt nyt, hurtigere end man kan blinke. Vi tilpasser os alle og reagerer på hver vores måde. Apple ønsker fortsat at spille en rolle med at hjælpe enkeltpersoner og samfund med at komme stærkere igennem krisen.
Men den globale indsats med at beskytte de mest sårbare, studere virussen og pleje de syge kræver al vores omsorg, og at vi alle deltager. Jeg vil gerne fortælle jer, hvordan vi gør vores del.
Vi giver tilbage
Apples donationer til den globale COVID-19-indsats, både med hensyn til at hjælpe dem, der er syge, og mindske pandemiens økonomiske og samfundsmæssige virkninger, nåede i dag op på 15 mio. dollars på verdensplan.
Vi kan også meddele, at vi fordobler enhver donation fra vores medarbejdere for at understøtte COVID-19-indsatsen lokalt, nationalt og internationalt.
I vores kontorer og butikker
Først ønsker jeg at udtrykke min medfølelse med medlemmerne af Apple-familien i Storkina. Selvom hastigheden af smittespredningen er faldet drastisk, ved vi, at virkningerne af COVID-19 stadig mærkes meget voldsomt. Jeg ønsker at udtrykke min dybe taknemmelighed over for vores team i Kina for at være determinerede og bevare modet. Alle vores butikker i Storkina er igen åbne fra i dag. Jeg vil også gerne takke vores driftsteam og partnere for deres kæmpe indsats for at genoprette vores forsyningskæde. Vores fælles erfaringer har hjulpet os med at udvikle bedste praksis til enorm gavn for vores globale indsats.
En af erfaringerne er, at den mest effektive måde at minimere risikoen for overførsel af smitte er at undgå større forsamlinger og holde afstand til hinanden i sociale sammenhænge. Antallet af nye smittede stiger fortsat i andre lande, og vi tager yderligere forholdsregler for at beskytte vores teammedlemmer og kunder.
Vi lukker alle vores detailbutikker uden for Storkina frem til den 27. marts. Vi har forpligtet os til at levere en exceptionel service til vores kunder. Vores onlinebutikker er åbne på www.apple.com , eller man kan downloade Apple Store-appen i App Store. Kunder, der ønsker service og support, kan gå ind på support.apple.com . Jeg ønsker at takke vores fantastiske detailteams for deres dedikerede indsats for at berige vores kunders liv. Vi er jer alle meget taknemmelige.
På alle vores kontorer i lande uden for Storkina indgår vi fleksible arbejdsaftaler. Det betyder, at teammedlemmer skal arbejde hjemmefra, hvis det er muligt, og hvis arbejdet kræver, at man er på kontoret, skal man følge retningslinjerne om at holde størst mulig afstand til kolleger. Omfattende og meget grundig rengøring fortsætter i alle bygninger. Vi indfører nye helbredsscreeninger og temperaturkontrol på alle vores kontorer.  
Alle vores timeansatte medarbejdere vil fortsat få løn i overensstemmelse med sædvanlig drift. Vi har udvidet vores orlovspolitikker for at tilgodese personlige eller familierelaterede helbredsforhold, der er skabt af COVID-19, herunder rekreation, pleje af en syg, nærtstående person, tvungen karantæne eller børnepasningsproblemer som følge af skolelukninger.
Til vores brugere og partnere
Vi ved, at vores brugere er afhængige af Apple-produkter hele tiden, og især i tider som disse. Vi møder denne udfordring med samme kreativitet og passion, som med alt andet vi påtager os.  
Apple News har lanceret et nyt COVID-19-afsnit, hvor brugerne kan være sikre på at finde de nyeste dokumenterede meddelelser fra pålidelige nyhedskanaler.
Som I måske har bemærket, kommer vores årlige Worldwide Developers Conference til at foregå i et helt nyt onlineformat i år. Vi ser det som en mulighed for at samle udviklere fra hele verden på en ny måde.
Fremtidsudsigter
Vi er fuldt bevidste om tidens udfordringer. Hele Apple-familien står i gæld til vores heltemodige beredskab, læger, sygeplejersker, forskere, offentlige sundhedseksperter og embedsmænd verden over, som yder en fuldhjertet indsats for at hjælpe verden i denne tid. Vi ved endnu ikke med sikkerhed, hvornår den største risiko er bag os.
Og alligevel er jeg inspireret af den menneskelighed og målbevidsthed, som jeg har set fra alle hjørner af vores globale samfund. Som præsident Lincoln sagde i en tid med stor modgang: “Situationen er meget vanskelig, men vi må leve op til den situation. Da det er en ny situation, må vi tænke på en ny måde og handle på en ny måde.”
Det er sådan, Apple altid vælger at møde store udfordringer. Og vi vil også leve op til denne.
Tim

Pressekontakt:

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36