PRESSEMEDDELELSER 27. juni 2019

Jony Ive etablerer selvstændig designvirksomhed med Apple som kunde

Jony Ive og Tim Cook i Apple Park.
Jony Ive og Tim Cook ved lanceringen af iPhone XR i september 2018.
Cupertino, Californien – Apple meddelte i dag, at Sir Jony Ive, Apples chief design officer, stopper som medarbejder i virksomheden senere på året for at etablere en selvstændig designvirksomhed, som vil kunne tælle Apple blandt sine primære kunder. Ive vil arbejde tæt sammen med Apple på en række projekter, samtidig med at han vil forfølge sine egne mål i den nye virksomhed. 
“Jony er enestående i designverdenen. Hans rolle i Apples genopblomstring kan ikke overvurderes, fra den banebrydende iMac i 1998’erne til iPhone og den uhørte ambition om Apple Park, hvor han i den senere tid har lagt så meget af sin energi og arbejde,” sagde Tim Cook, Apples CEO. “Apple vil fortsat nyde godt af Jonys talent og arbejde direkte sammen med ham på eksklusive projekter samt gennem det løbende arbejde, som udføres af det fantastiske og passionerede designteam, han har opbygget. Efter at have arbejdet sammen i så mange år, er jeg lykkelig for, at vores samarbejde fortsætter med at udvikle sig, og jeg ser frem til at arbejde sammen med Jony i lang tid fremover.”
Designteamlederne Evans Hankey, vice president of Industrial Design, og Alan Dye, vice president of Human Interface Design, vil referere til Jeff Williams, Apples chief operating officer. Både Hankey og Dye har haft nøgleroller som ledere i Apples designteam i mange år. Williams har stået i spidsen for udviklingen af Apple Watch, siden idéen opstod, og vil bruge mere af sin tid på at arbejde sammen med designteamet i deres atelier.
“Efter næsten 30 år og utallige projekter er jeg mest stolt af det vedvarende arbejde, vi har gjort med at skabe et designteam, en designproces og designkultur hos Apple, som er uden sammenligning. Det er i dag stærkere, mere dynamisk og mere talentfuldt end på noget andet tidspunkt i Apples historie,” sagde Ive. “Teamet vil helt sikkert trives under ledelse af Evans, Alan og Jeff, som har været blandt mine nærmeste kolleger. Jeg har den største tillid til mine designerkolleger hos Apple, som også er mine nærmeste venner, og jeg ser frem til at arbejde sammen med dem i mange år fremover.”  
Apples designteam, der har modtaget utallige designpriser, samler kreative personer fra hele verden, der repræsenterer adskillige discipliner, bl.a. brugergrænseflade, industriel design, grafik og skrifttypedesign, haptisk design og lyddesign.

Pressekontakt:

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36