PRESSEMEDDELELSER 18. april 2019

Apple udvider sine globale genbrugprogrammer

Apples genbrugsrobot Daisy.
Daisy, Apples genbrugsrobot, vil nu demontere brugte iPhone-enheder, der returneres til Best Buy i USA og KPN i Holland.
Cupertino, Californien – Apple offentliggjorde i dag en omfattende udvidelse af deres genbrugsordninger, som firdobler antallet af steder, hvor kunder i USA kan sende deres iPhone til demontering hos Daisy, Apples genbrugsrobot. Daisy demonterer og genbruger udvalgte brugte iPhone-enheder, der returneres til Best Buy-butikker over hele USA og KPN-forhandlere i Holland. Kunderne kan også aflevere deres kvalificerede enheder til genbrug i enhver Apple Store eller via apple.com som en del af Apple Trade In-ordningen.
Apple har modtaget næsten 1 million enheder igennem Apple-ordninger, og en Daisy kan demontere 1,2 millioner enheder om året. I 2018 nyistandsatte virksomheden mere end 7,8 millioner Apple-enheder og var med til at forhindre, at over 48.000 tons elektronikaffald endte på lossepladsen. 
“Avanceret genbrug skal blive en vigtig del af forsyningskæden for elektronik, og Apple udstikker en ny kurs, der hjælper med at skabe fremskridt i vores branche,” sagde Lisa Jackson, Apples Vice President for Environment, Policy and Social Initiatives. “Vi arbejder hårdt for at designe produkter, som vores kunder kan stole på i lang tid. Når det bliver tid til at genbruge dem, håber vi, at fordelene ved vores ordninger vil anspore alle til at indlevere deres gamle enheder.”
Forskellige iPhone-modeller på Daisy.
Daisy kan demontere 200 iPhone-enheder i timen.
Daisy kan nu demontere 15 forskellige iPhone-modeller med en hastighed på 200 i timen, så endnu flere vigtige materialer genvindes til genbrug. Når Daisy har genvundet materialerne, bliver de genanvendt i produktionsprocessen. I forbindelse med kobolt, som er et vigtigt batterimateriale, sender Apple iPhone-batterier, som Daisy har genvundet, tilbage til tidligere trin i forsyningskæden. De kombineres derefter med skrot fra udvalgte produktionsanlæg, og for første gang anvendes kobolt, der er genvundet gennem denne proces, nu til at lave splinternye Apple-batterier – et komplet lukket kredsløb for dette ædelmetal. 
Apple bruger også 100 % genbrugt tin i en nøglekomponent i hovedbundkortet i 11 forskellige produkter. Virksomhedens udvikling af en aluminiumslegering, der er lavet af 100 % genbrugt aluminium, reducerer CO2-belastningen for de nye MacBook Air og Mac mini til næsten halvdelen i forhold til ældre modeller. Fra og med i år omsmeltes aluminium genvundet via Apple Trade In-ordningen til kabinetter til MacBook Air.
Apple ønsker at gå videre med deres forskning i genbrug, og virksomheden har i dag også meddelt, at de åbner et laboratorium til materialegenvinding, som er dedikeret til opdagelsen af fremtidige genbrugsprocesser. På det nye anlæg på over 830 m2 i Austin, Texas, vil man lede efter innovative løsninger, der involverer robotter og maskinlæring, for at forbedre traditionelle metoder som målrettet demontering, sortering og opskæring. Laboratoriet vil samarbejde med Apples teknikerteams såvel som akademikere om håndtering af og forslag til løsninger på de udfordringer, branchen i dag står over for i forhold til genbrug.
Apple fortsætter med at udvide deres ordninger for at sikre, at enheder bruges så længe som muligt. Antallet af Apple Stores og netværk af Authorized Service Providers er vokset til over 5.000 over hele verden. Sidste efterår implementerede Apple en ny metode til optimering af reparation af iPhone-skærme, som giver yderligere tusindvis af selvstændige butikker mulighed for at tilbyde denne service. Apple lancerede også en ordning til batteriudskiftning og genbrug for alle sine produkter.
I dag offentliggjorde Apple sin miljørapport for 2019, som indeholder yderligere oplysninger om virksomhedens klimaændringsløsninger, herunder den nylige meddelelse om, at 44 af deres leverandører har forpligtet sig til at bruge 100 % vedvarende energi til produktionen af produkter til Apple. Rapporten kan ses på apple.com/environment. Virksomheden vil fejre Jordens dag den 22. april med Today at Apple-sessioner med miljøtema i alle Apple Stores, og App Store vil have originale historier og samlinger af apps og spil, der hjælper brugerne med at passe på Jorden og overveje deres rolle i naturens økosystem. Apples Jordens dag-udfordring opfordrer også Apple Watch-brugere til at fuldføre et vilkårligt træningspas udendørs på 30 minutter eller mere for at få en særlig Jordens dag-præmie og klistermærker til Beskeder.1
iPhone, der viser Jordens dag-samling i App Store.
App Store fejrer Jordens dag med apps og spil, der hjælper brugerne med at passe på Jorden og leve bæredygtigt.
Apple vil også støtte tiltag fra de miljøfokuserede velgørenhedsorganisationer Conservation International, SEE Foundation og The Recycling Partnership og udvider dermed sidste års indsats vedrørende naturbeskyttelse og ressourceeffektivitet.

Billeder af Daisy og Jordens dag

    1 Brugerne skal have iOS 12.1.3 og watchOS 5.1.3 eller nyere for at se Aktivitet-udfordringen.

Pressekontakt:

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36