UPDATE 24. september 2018

Hent macOS Mojave i dag

Opdateringen inkluderer bl.a. Mørk funktion, Stakke, nye programmer, Mac App Store med nyt design og meget mere

iMac Pro, der viser Dynamisk skrivebord om natten lokal tid med dock.
macOS Mojave har nye funktioner inspireret af de professionelle brugere, men designet til alle, som f.eks. Mørk funktion, Stakke, nye programmer og Mac App Store, der har fået nyt design.
macOS Mojave, den nyeste version af det mest avancerede styresystem til stationære computere, fås nu som gratis softwareopdatering til Mac-brugere. macOS Mojave giver Mac flere nye funktioner, som f.eks. Mørk funktion, der forvandler skrivebordet med dramatiske mørke farver, og et nyt Dynamisk skrivebord med en række tidsstyrede billeder, der skifter udseende, som dagen skrider frem. Nye produktivitetsfunktioner som Stakke kan rydde op på et rodet skrivebord ved automatisk at organisere dine filer i pæne grupper. Mac-oplevelsen forbedres også med ankomsten af iOS-apps, du allerede kender, som f.eks. News, Værdipapirer, Memoer, Hjem og den redesignede Mac App Store med avanceret redaktionelt indhold, der gør det nemmere end nogensinde at finde de programmer til Mac, du har brug for. 
Programmet Beskeder i Mørk funktion på Mac-skrivebord.
Mørk funktion forvandler Mac med mørkere farver på tværs af indbyggede Mac-programmer, som f.eks. Beskeder, Mail, Kort, Kalender, Fotos m.fl.

Mørk funktion: Et dramatisk nyt look til Mac

Mørk funktion forvandler skrivebordet med mørke farver, der sætter fokus på indholdet og gør det rart og behageligt for øjnene – især, hvis du arbejder i omgivelser med lav belysning som f.eks. i et mørkelagt rum eller på et fly. Mørk funktion er smukt integreret på tværs af indbyggede Mac-programmer som Mail, Beskeder, Kort, Kalender og Fotos. Brugerne kan slå Mørk funktion til i Systemindstillinger, og udviklere af tredjepartsprogrammer kan også integrere Mørk funktion i deres egne programmer.

Stakke: Ryd op på skrivebordet

Stakke kan hurtigt rydde op på skrivebordet ved automatisk at organisere dine filer i pæne grupper baseret på filtyper som billeder, præsentationer, PDF’er og tekstdokumenter. Brugerne kan også tilpasse deres Stakke, hvis de ønsker, at der skal sorteres ud fra andre filkarakteristika som f.eks. dato eller mærker. Du får nemt adgang til stakkede filer ved at klikke på en Stak for at udvide den og derefter åbne en fil. 
Stakke, der organiserer filer på et MacBook Pro-skrivebord i stakke.
Stakke skaber orden på selv de mest rodede skriveborde ved automatisk at samle filer i ordnede grupper.

Dynamisk skrivebord: En helt ny Mac-oplevelse

For første gang har skrivebordsbaggrunden i macOS Mojave en række billeder, der skifter, så de passer til tidspunktet på dagen, uanset hvor brugeren befinder sig i verden. Skrivebordet med Mojaveørkenens bølgende sandklitter forandres med forskellige lysforhold baseret på tidspunktet på dagen – fra daggry til morgen, middag, skumring og aften – for at give Mac-brugeren en helt ny oplevelse. 
iMac Pro, der viser Dynamisk skrivebord i løbet af dagen.
Dynamisk skrivebord leverer en smuk tidsstyret skrivebordsbaggrund med belysning, der skifter baseret på tidspunktet på dagen.

Finder: Få mere fra hånden end nogensinde før

Finder i macOS Mojave har en spritny gallerioversigt, der giver brugerne mulighed for at scrolle gennem filerne visuelt, imens preview-vinduet viser alle metadataene for en fil, så det bliver nemmere at håndtere medieaktiver. Hurtige kommandoer vises nu i preview-vinduet i Finder. Funktionen giver bl.a. brugerne mulighed for at oprette og adgangskodebeskytte PDF’er og endda køre tilpassede Automator-handlinger. Med Hurtige kommandoer kan brugerne nu rotere og beskære billeder, markere i en PDF og tilpasse lyd- og videoklip. Funktionen åbnes ved at vælge en fil og trykke på mellemrumstasten på tastaturet. 
Finder-skrivebord med Mørk funktion.
Opdateringer til Finder gør det endnu nemmere at administrere filer og medieaktiver.

Skærmbilleder: Hurtigere end nogensinde

Skærmbilleder tilbyder brugervenlige betjeningsværktøjer på skærmen, som giver hurtig adgang til skærmbilledefunktioner og nye videooptagelsesfunktioner. Du får adgang til denne funktion ved at åbne Skærmbillede-værktøjet eller trykke på Shift-Command-5 for at se en række værktøjer til at tage stillbilleder og optage video af skærmen på din Mac. Du kan f.eks. indstille en timer eller vælge, hvor skærmbillederne skal gemmes. 

Kontinuitetskamera: Problemfri integration på tværs af Mac og iPhone

Med Kontinuitetskamera kan brugerne tage et billede eller scanne et dokument eller en genstand i nærheden med deres iPhone og få det vist på deres Mac. Brugerne kan ganske enkelt vælge “Importer fra” i Pages, Keynote, Numbers, Noter, Mail og andre understøttede programmer for at scanne eller tage billeder med deres iOS-enhed i nærheden. 
MacBook Pro med Keynote, der viser et billede af en gul stol taget med en iPhone 8 ved siden af.
Kontinuitetskamera gør det muligt for brugerne at tage et billede eller scanne et dokument i nærheden med deres iPhone og få det vist automatisk på deres Mac i nærheden.

Nye programmer: News, Værdipapirer, Memoer og Hjem

Velkendte iOS-apps, som f.eks. News, Værdipapirer, Memoer og Hjem, fås nu for første gang også til Mac, så brugerne kan gøre mere end nogensinde før direkte på deres stationære computer. News er en pålidelig og velinformeret kilde til nyheder og oplysninger særligt udvalgt af redaktører og tilpasset til hver enkelt bruger. I Værdipapirer kan du nemt holde øje med markedet. Her har du adgang til særligt udvalgte nyheder om markedet sammen med en personlig oversigt, der bl.a. indeholder kurser og interaktive diagrammer. Med Hjem kan brugerne styre deres HomeKit-aktiverede tilbehør og gøre alt fra at tænde lyset og justere en termostat til at tjekke en babyalarm. Og Memoer gør det nemt at optage personlige noter, forelæsninger, møder, interviews eller sangidéer med den indbyggede mikrofon på Mac og senere få adgang til dem via iCloud fra iPhone, iPad eller Mac.

Ny Mac App Store: Find flere fantastiske programmer til Mac

Mac App Store har fået et helt nyt design og har nu avanceret redaktionelt indhold, som gør det nemmere end nogensinde at finde programmer til Mac. Den nye Find-fane giver dig de hotteste nye programmer til Mac, mens faner som Kreativitet, Arbejde, Spil og Udvikler hjælper brugerne med at finde programmer til et specifikt projekt eller formål. Historier, samlinger og videoer hjælper dig med at finde det perfekte program med detaljerede oplysninger og viden om disse nyttige programmer og de udviklere, der bruger dem. Mac App Store har også en række spændende nye programmer, f.eks. produktivitetsværktøjer som Omni Focus 3 og spil som Alto’s Adventure og The Gardens Between.
Kreativitet-side i den nye Mac App Store på et MacBook Pro-skrivebord.
Den splinternye Mac App Store er blevet redesignet og tilbyder avanceret redaktionelt indhold, som gør det nemmere at finde nye programmer til Mac end nogensinde før.

Safari: Forbedret sikkerhed, når du surfer på nettet

I Safari hjælper forbedret intelligent trackingbeskyttelse med at undgå, at sociale medier via “Synes godt om”- og “Del”-knapper samt kommentarwidgets sporer brugere uden tilladelse. Safari præsenterer også forenklede systemoplysninger, når brugerne browser på nettet, for at forhindre dataselskaber i at oprette et unikt “fingeraftryk”, der kan bruges til sporing. For at hjælpe brugerne med at administrere deres adgangskoder opretter, autoudfylder og gemmer Safari nu også automatisk stærke adgangskoder, når brugere opretter nye internetkonti og advarer mod genbrugte adgangskoder, så brugerne kan ændre dem.

Ekstra funktioner 

  • Safari understøtter nu websitesymboler i browserfaner, så brugerne nemt kan finde rundt i deres åbne faner med et enkelt blik. Websitesymboler kan aktiveres i Safariindstillinger. 
  • Mail har nu en Emoji-menu direkte i skrivevinduet i Mail, så det er hurtigt og nemt at tilføje Emoji i mails. 
  • Siri på Mac giver nu brugerne mulighed for at styre deres HomeKit-aktiverede enheder og har også forbedret viden om mad, kendte personer og motorsport. 
  • Med macOS Mojave kommer britisk engelsk, australsk engelsk, fransk-canadisk og traditionelt kinesisk for Hongkong som nye sprogmuligheder samt bedre kort over Kina og indtastning af translittererede engelske ord på japanske tastaturer.
Tilgængelighed
macOS Mojave kan nu hentes som gratis softwareopdatering til Mac-computere lanceret fra midten af 2012 og fremefter samt Mac Pro-modeller fra 2010 og 2012 med anbefalede grafikkort, der understøtter Metal. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder. Du kan læse mere på: apple.com/dk/macos/mojave.

Billeder af macOS Mojave

Pressekontakt:

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36