UPDATE 23. august 2018

Apple Pay og Apple Watch hjælper kunder med at fejre nationalparkerne i USA

Vandrer i Yosemite National Park.
Yosemite National Park i Californien og andre nationalparker i USA giver de besøgende naturskønne udsigter og mulighed for at opfylde personlige fitnessmål.
I dag præsenterede Apple nye måder, kunder kan nyde og støtte nationalparkerne i USA på – med et Apple Pay-donationsprogram og en Apple Watch-aktivitetsudfordring.
Fra den 24. til 31. august donerer Apple 1 USD til den amerikanske fond for nationalparker (National Park Foundation) for hvert køb, der foretages med Apple Pay i hvilken som helst Apple Store, på apple.com eller via Apple Store-appen i USA.
Apple Watch med National Park-præmie.
Apple Watch-brugere, der gennemfører et træningspas på mindst 50 minutter, får en særlig Apple Watch-præmie den 1. september.
Overskuddet støtter National Park Foundations mission om at beskytte nationalparker gennem projekter som bl.a. genopretning af biotoper, historisk bevarelse og at engagere den næste generation af parkforvaltere gennem programmer som Open OutDoors for Kids.
“Amerikas nationalparker er skatte, alle bør opleve. Og vi er stolte af at støtte dem igen denne måned ved at donere en dollar for hvert køb, der foretages med Apple Pay i en af vores forretninger,” sagde Tim Cook, CEO for Apple. “Disse imponerende steder er vores nationale arv, og hos Apple påtager vi os et ansvar for at kunne give dem videre til fremtidige generationer – lige så ekstraordinære, smukke og vilde, som vi fandt dem.”
Den 1. september får Apple Watch-brugere i hele verden, som gennemfører et træningspas, hvor de går, løber eller kører i kørestol i mindst 50 minutter, en præmie i appen Aktivitet samt klistermærker til Beskeder, som er inspireret af nationalparker.  De 50 minutter hylder dette års 50-års jubilæum for Redwood National Park.
App Store fremhæver også en samling af nogle af de bedste apps, der gør det nemt for brugere at navigere og udforske landets smukkeste nationalparker.
Apple har bygget videre på den kontinuerlige indsats for at passe på miljøet ved at beskytte og skabe nok bæredygtigt forvaltede skove i hele verden til at dække sit nuværende og fremtidige papirforbrug. Sammen med The Conservation Fund har Apple beskyttet 36.000 hektar skov i den østlige del af USA, der er certificeret som bæredygtigt forvaltede. Sidste år nåede Apple sit mål om bæredygtigt emballage: 100 procent af papiret i Apples emballage kommer fra ansvarligt forvaltede skove, kontrollerede trækilder eller genbrugskilder.

Billeder af Apple Watch-aktivitetsudfordringen i nationalparker

Pressekontakt:

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36