UPDATE 30. november 2017

Apple og (RED) fejrer et gavmildt rekordår

Kundernes køb udgør 144 millioner dages livsvigtig medicin

Ambassadør for (RED) Constance Mudenda og hendes datter Lubona, der blev født HIV-fri i 2012.
Siden oprettelsen af (RED) i 2006 har organisationen arbejdet utrætteligt på at hjælpe de mere end 37 millioner mennesker i hele verden, der lever med HIV. I forbindelse med årets World AIDS Day kan Apple fejre et rekordår med en samlet donation på over 30 millioner USD til Den Globale Fond. Det svarer til i alt 144 millioner dage med ARV-medicin, der forhindrer overførsel af HIV fra mødre til deres ufødte børn. I løbet af de sidste 11 år har Apples kunder været med til at finansiere mere end 475 millioner dages livsvigtig medicin.
“Inddragelsen af vores produkter og tjenester gør det let for vores kunder at støtte os i kampen for at skabe den første aids-frie generation,” sagde Lisa Jackson, Vice President of Environment, Policy and Social Initiatives hos Apple. “Samarbejdet med (RED) om at stoppe overførslen af HIV fra mødre til deres ufødte børn har allerede gjort en stor forskel i de områder, hvor der er allermest brug for hjælpen. Vi er fast besluttede på at fortsætte arbejdet og styrke de næste generationer med denne vigtige indsats.”
Apple har i løbet af de sidste 11 år doneret mere end 160 millioner USD til Den Globale Fond.
(RED) kan fejre en bemærkelsesværdig milepæl, da organisationen siden sin grundlæggelse har indsamlet mere end 500 millioner USD til Den Globale Fond. Midlerne har finansieret Den Globale Fonds hjælpearbejde, der består af prævention, tests, behandling, rådgivning og sygepleje i de områder, hvor behovet er størst.
“Apples arbejde for at bekæmpe aids er uden sidestykke. Det gælder ikke bare det imponerende beløb på 160 millioner USD, som de har indsamlet til den globale fond, og som har haft stor betydning for mange millioner af liv. Apple har også bidraget med varme, opmærksomhed, energi og synlighed, hvilket har været med til at skabe fokus på denne sag,” sagde Deb Dugan, CEO for (RED). “Deres trofaste støtte kan ikke undervurderes, og vi takker alle Apples medarbejdere for at have hjulpet (RED) med at nå milepælen med en halv milliard dollar, som er blevet indsamlet til hjælpearbejde og kampen for at besejre denne sygdom.”
På World AIDS Day vil kunderne i App Store bemærke, at fanen I dag tager sig anderledes ud.
I dag har 20,9 millioner mennesker adgang til livsvigtig medicin. Det er en stigning fra de 19,5 millioner ved udgangen af 2016 og fra 700.000 i 2000. Procentdelen af gravide kvinder med HIV, der modtager behandling, er også steget voldsomt: 76 % i 2016, en stigning fra 47 % i 2010. I 2005 blev der hver dag født 1200 børn med HIV. I dag er tallet nede på 400, og UNAIDS forudser, at tallet ved afslutningen af 2020 kan være tæt på nul. Dermed er verden godt på vej mod at have udryddet aids allerede i 2030. 
Som symbol på Apple-kundernes fælles gennemslagskraft i forbindelse med World AIDS Day 2017 vil over 400 Apple Stores have et rødt Apple-logo hele ugen, og for hver betaling med Apple Pay i en fysisk butik, online eller i en app vil Apple donere 1 USD til Den Globale Fond. De besøgende i App Store i hele verden vil opleve, at fanen I dag tager sig anderledes ud og formidler historier om initiativet. De vil f.eks. kunne komme med bag kulisserne og se, hvordan udviklere støtter (RED). Spilvirksomheden King indfører også særlige pakker til sine mest populære spiltitler – Candy Crush Saga, Candy Crush Jelly Saga og Candy Crush Soda Saga – og al indtjening fra køb i disse apps går til Den Globale Fond. 

Billeder af Apples partnerskab med (RED)

Pressekontakt:

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36