PRESSEMEDDELELSER 5. juni 2017

iOS 11 tilfører effektive nye funktioner i iPhone og iPad til efteråret

Den største softwarelancering til iPad nogensinde og nye AR-oplevelser er en del af hundredvis af opdateringer

iOS 11 vil tilføre effektive funktioner til iPad og hundredvis af nye funktioner til iPhone dette efterår.
San Jose, Californien – Apple gav i dag et smugkig på iOS 11, en omfattende opdatering af verdens mest avancerede styresystem til mobile enheder, som vil tilføre nye oplevelser og hundredvis af funktioner til iPhone og iPad dette efterår. iOS 11 er den største softwarelancering til iPad nogensinde og vil bl.a. byde på effektive multitasking-funktioner, en ny Arkiver-app og flere måder at bruge Apple Pencil på. Augmented Reality bliver nu tilgængelig på flere hundrede millioner iOS-enheder via en ny platform til udviklere, hvor de kan lave apps, der lader brugerne placere virtuelt indhold oven i scener fra virkeligheden. Med Core ML kan udviklerne bruge funktioner til maskinlæring direkte på enheden, så de nemt kan lave apps, der forudsiger handlinger, lærer og bliver mere og mere intelligente. Andre funktioner omfatter muligheden for at betale sine venner via Apple Pay, brug af Forstyr ikke under bilkørsel, som hjælper brugerne med at holde øjnene på vejen, endnu mere intelligens og en ny stemme til Siri samt professionelle finesser i Fotos og Kamera. iOS 11 kan fås i udviklerversion fra og med i dag og kommer som gratis softwareopdatering til iPhone og iPad til efteråret.
iOS 11 omfatter større integration med Apple Pencil ved hjælp af Øjeblikkelig markering, integreret tegning og meget mere.
“Med iOS 11 tilbyder vi den største AR-platform i verden, og den er tilgængelig for udviklere allerede i dag, så de ved hjælp af ARKit kan gå i gang med at skabe AR-oplevelser for flere hundrede millioner iPhone og iPad-brugere,” sagde Craig Federighi, Apples senior vice president of Software Engineering. “iOS 11 giver iPad-brugerne de effektive appfunktioner, de behøver for at kunne udnytte fordelene ved alt det, iPad kan bruges til, og det vil tilføre hundredvis af nye funktioner og fantastiske opdateringer til de iOS-apps, iPhone- og iPad-brugerne har glæde af hver eneste dag.

iPad bliver endnu mere effektiv 

iOS 11 er den største softwarelancering til iPad nogensinde.
iOS 11 gør multitasking på iPad endnu mere effektiv, idet en ny Dock til personlig tilpasning giver hurtig adgang fra enhver skærm til de apps og dokumenter, man bruger mest, og en appskifter i nyt design gør det muligt at skifte mellem parvise aktive apps, der bruges i Split View og nu også Slide Over. Den nye Arkiver-app holder alting samlet ét sted, uanset om man gemmer filer lokalt, i iCloud Drive eller hos andre udbydere såsom Box, Dropbox osv., og fordi Træk og anbring er tilgængelig i hele systemet, er det nemmere end nogensinde før at flytte billeder og tekst. Apple Pencil har større integration med iPad gennem understøttelse af integreret tegning og med en ny funktion, Øjeblikkelige noter, kan man åbne Noter fra låseskærmen bare ved at trykke på skærmen med Apple Pencil.

AR-oplevelser på iPhone og iPad

ARKit gør det let for udviklerne at skabe nye oplevelser på iPhone og iPad.
Apple lancerer en ny platform til udviklere, så de kan gøre AR-oplevelser i topkvalitet tilgængelige på iPhone og iPad ved hjælp af iOS-enhedernes indbyggede kamera, kraftfulde processorer og bevægelsessensorer. Med ARKit kan udviklerne udnytte den seneste visuelle computerteknologi til at lægge detaljeret og fascinerende virtuelt indhold oven i scener fra det virkelige liv, f.eks. til brug i interaktive spil, spændende shoppingoplevelser, industrielt design og meget mere.

Siri er endnu mere praktisk og naturlig

Siri er den mest populære personlige assistent i verden og bliver hver måned brugt af mere end 375 millioner aktive enheder i 36 lande. Ved hjælp af de seneste avancerede teknologier til maskinlæring og kunstig intelligens lyder de nye mandlige og kvindelige stemmer mere naturlige og udtryksfulde, idet de justerer deres tonefald, tonehøjde, tryk og tempo, mens de taler, og de kan oversætte engelske ord og udtryk til kinesisk, fransk, tysk, italiensk og spansk. Og Siri er meget mere end bare end stemme – gennem læring på selve enheden kan Siri nemlig give personlige oplevelser og komme med forslag ud fra, hvordan brugeren anvender Safari, News, Mail, Beskeder m.m. Når en bruger browser i Safari, lærer Siri for eksempel de emner eller steder, vedkommende er interesseret i, og foreslår dem så, når brugeren skriver tekst i Mail, Beskeder og andre apps.

Professionelle funktioner i Kamera og Fotos 

De nye effekter, Sløjfe og Returner, gør hvert eneste billede mere udtryksfuldt.
Med iOS 11 kan man tage Portræt-billeder med optisk billedstabilisering, True Tone-blitz og HDR, så hvert eneste pletskud ser endnu mere professionelt ud hver gang. Live Photos bliver mere udtryksfulde med de nye effekter, Sløjfe og Returner, som laver videoer med kontinuerlig afspilning i sløjfer, og med Lang eksponering kan man indfange tid og bevægelser. I Fotos er Mindefilm optimeret, så de kan afspilles i både stående og liggende retning, og der bliver automatisk lavet flere minder, f.eks. ud fra billeder af dyr, fødselsdagsfester o.l. Med iOS 11 præsenterer Apple en ny teknologi ved navn HEVC – High Efficiency Image File Format – som reducerer filstørrelsen af hvert eneste billede, man tager med iPhone 7 og iPhone 7 Plus.

Betal vennerne med Apple Pay

Det er hurtigt, nemt og sikkert at betale venner og familie med Apple Pay i Beskeder.
Apple Pay-brugere vil kunne sende betalinger til venner og familie og modtage betalinger af samme vej på en hurtig, nem og sikker måde De kan sende penge og modtage betaling direkte i Beskeder, eller de kan bede Siri om at betale andre via de kredit- og betalingskort, der allerede findes i deres Wallet. Når brugerne modtager en betaling, går pengene ind på deres nye Apple Pay Cash-konto. De kan så bruge pengene med det samme ved at sende dem til en anden person, betale for køb med Apple Pay i forretninger, apps og på nettet eller overføre dem fra Apple Pay Cash til deres bankkonto.

Brug af Forstyr ikke under kørslen

iOS 11 præsenterer en ny måde til at sikre, at bilisterne holder øjnene på vejen, nemlig brug af Forstyr ikke under kørslen iPhone kan registrere, hvornår man sandsynligvis kører bil, og automatisk slå meddelelser fra, så skærmen bliver ved med at være mørk. Brugerne kan vælge at sende et automatisk svar til deres kontakter i Favoritter, som giver besked om, at de kører i øjeblikket og ikke kan svare, før de er nået frem til deres destination.

Yderligere funktioner i iOS 11:

  • App Store har fået nyt design, så det er nemmere end nogensinde før at finde apps og spil. Ved hjælp af dybdegående indslag og interviews vil redaktørerne i App Store afdække historierne bag en række iOS-udviklere og de fantastiske apps og spil, de finder på.
  • App Store til iMessage har en appskuffe i nyt design, der giver hurtigere adgang til apps og klistermærker, så det er nemmere at give beskeder et ekstra pift, dele musik og meget mere.
  • Kontrolcenter kan tilpasses på flere måder for at give hurtig adgang til de mest brugte kontrolfunktioner på én side, mens en ny form for Låst skærm sørger for, at man nemmere kan se Meddelelser på ét sted.
  • Apple Kort indeholder også indendørskort over de største lufthavne og shoppingcentre over hele verden samt kørevejledning til vejbaner, så man får lettere ved at dreje af det rigtige sted eller ved den rigtige frakørsel.
  • Hjem understøtter tilbehør i endnu flere kategorier, bl.a. AirPlay 2-højttalere, og med nye triggere kan man automatisere sit hjem på endnu flere måder.
  • AirPlay 2 giver mulighed for at afspille lyd i flere rum ad gangen, så brugerne nemt kan styre deres højttalere via Kontrolcenter, Hjem-appen eller Siri.
  • Apple Music byder på flere måder at finde musik på sammen med vennerne. Abonnenter kan oprette en profil, så deres venner kan følge dem, lytte til de spillelister, de har delt, og få vist den musik, de hører mest.
  • Apple News er nu endnu bedre til at orientere og underholde læserne med personligt udvalgte tophistorier og forslag fra Siri, den nye Spotlight-fane med fantastiske artikler, som udvælges dagligt af Apple News-redaktørerne, og dagens bedste videoer under oversigten I dag.
  • Enhåndstastatur-indstillingen på iPhone gør det endnu nemmere at taste, når man er på farten, og via et nyt QuickType-tastatur på iPad får man hurtig adgang til tal, symboler og skilletegn.

iOS 11 til udviklere

Ved Worldwide Developers Conference viste Apple det enorme potentiale i at tilføre nye AR-oplevelser til iPhone og iPad. Apple præsenterede også yderligere værktøjer, som vil hjælpe millioner af talentfulde udviklere verden rundt med at gøre nye funktioner og oplevelser tilgængelige på mere end en milliard aktive Apple-enheder.
  • Core ML gør det nemt for udviklerne at lave smartere apps i kraft af den effektive maskinlæring, der forudsiger handlinger, lærer og bliver mere og mere intelligent. Med dette nye framework til maskinlæring, som er udviklet specielt til iOS, sker al databehandlingen lokalt på selve enheden ved hjælp af Apples særligt tilpassede silicium og den tætte integration af hardware og software, så systemet kan levere effektiv ydeevne og samtidig beskytte brugerens personlige data.
  • HomeKit er gjort endnu mere tilgængelig med nye funktioner, der gør det nemmere for udviklere og hobbybrugere at komme i gang, og med nye måder at godkende enheder på ved hjælp af  software – en oplagt løsning, når eksisterende tilbehør skal understøtte HomeKit. 
  • SiriKit gør det muligt for udviklere at integrere Siri i deres apps, og med iOS 11 bliver det udvidet til at understøtte flere kategorier, bl.a. huskelister, noter og påmindelser, overførsler og saldoer i brugernes bankkonti og apps, der viser QR-koder.
  • MusicKit lader udviklerne integrere Apple Music-funktioner i deres apps, så de kan give adgang til mere end 40 millioner sange, anbefalinger, udvalgt indhold og seneste søgninger.

Tilgængelighed 

Udviklerversionen af iOS 11 er tilgængelig for deltagere i iOS Developer Program på developer.apple.com fra og med i dag, og en offentlig betaversion bliver tilgængelig for iOS-brugere senere i denne måned på beta.apple.com. iOS 11 vil være tilgængelig til efteråret som gratis softwareopdatering til iPhone 5s og nyere modeller, alle modeller af iPad Air og iPad Pro, iPad (5. generation), iPad mini 2 og nyere modeller samt iPod touch (6. generation). Betalinger fra person til person og Apple Pay Cash vil være tilgængelig i USA på iPhone SE, iPhone 6 og nyere modeller, iPad Pro, iPad (5. generation), iPad Air 2, iPad mini 3 og Apple Watch dette efterår. Få mere at vide på apple.com/ios/ios11-preview. Funktionerne kan ændres. Nogle funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder.

Billeder af iOS 11

Apple revolutionerede den personlige teknologi med introduktionen af Macintosh i 1984. I dag er Apple verdensførende inden for innovation med iPhone, iPad, Mac, Apple Watch og Apple TV. Apples fire softwareplatforme – iOS, macOS, watchOS og tvOS – giver problemfrie overgange mellem alle Apple-enheder og styrker brugerne gennem banebrydende tjenester som App Store, Apple Music, Apple Pay og iCloud. Apples mere end 100.000 medarbejdere brænder for at skabe de bedste produkter i verden – og for at gøre verden til et bedre sted.
    1 Betalinger fra person til person og Apple Pay Cash bliver tilgængeligt i USA på iPhone, iPad og Apple Watch i dette efterår.

Pressekontakt

Apple Media Helpline

media.dk@apple.com

33 42 22 36