PRESSEMEDDELELSER 13. oktober 2015

Apple opdaterer iMac-familien med strålende nye Retina-skærme

Nyt trådløst tilbehør giver stationære computere Force Touch

CUPERTINO, Californien – 13. oktober 2015 – I dag har Apple meddelt, at hele iMac-familien vil blive opdateret. For første gang nogensinde vil 21,5" iMac kunne fås med en strålende ny Retina 4K-skærm, og 27" iMac med en Retina 5K-skærmen. De nye Retina-skærme gør billeder og videoer mere fordybende og naturtro takket være et bredere farveområde og en fantastisk billedkvalitet. De opdaterede iMac-computere har også mere kraftfulde processorer og en bedre grafik, to Thunderbolt 2-porte og nye lagringsmuligheder, der gør Fusion Drive med den store ydeevne endnu mere prisvenlig.
I dag præsenterede Apple også et nyt udvalg af trådløst tilbehør: de helt nye Magic Keyboard, Magic Mouse 2 og Magic Trackpad 2. Magic-enhederne har fået et nyt design, så de føles endnu mere behagelige end nogensinde, og de indeholder genopladelige batterier, der gør det helt unødvendigt at bruge engangsbatterier. Med Magic Trackpad 2 kommer Apples revolutionerende Force Touch-grænseflade også til den stationære computer, og iMac-oplevelsen får dermed en ny dimension.
“Fra den første iMac til i dag har der aldrig været tvivl om muligheder med iMac – der giver den ultimative oplevelse af en stationær computer med de nyeste teknologier, smukke skærme og avanceret design,” sagde Philip Schiller,  Apples direktør for Worldwide Marketing. “Det er de mest strålende iMac-computere, vi nogensinde har fremstillet. Med vores smukke nye Retina-skærme, mere kraftfulde processorer og bedre grafik samt det helt nye Magic-tilbehør fortsætter den nye iMac med at omdefinere den ultimative oplevelse af stationære computere.”
Med Retina-skærmen vises tekst skarpere end nogensinde, videoer er utroligt livagtige, og du kan se et helt andet niveau af detaljer på dine billeder. 21,5" iMac fås med den helt nye Retina 4K-skærm, der har en fantastisk opløsning på 4096 x 2304 samt 9,4 millioner pixels, hvilket er 4,5 gange så meget som en almindelig 21,5" iMac-skærm. Alle 27" iMac-computere har en Retina 5K-skærm – en alt-i-en-skærm med verdens højeste opløsning og hele 14,7 millioner pixels, hvilket er 7 gange så mange som en HD-skærm. Nu hvor 21,5" iMac og alle 27" iMac-computere har en Retina-skærm, er iMac med Retina-skærm endnu mere prismæssig overkommelig end nogensinde.
De nye Retina-skærme har et bredere farveområde, der giver din stationære computer mere strålende og naturtro farver. Med almindelige sRGB-baserede skærme kommer mange af de farver, du ser i virkeligheden, aldrig ind på din skærm. De nye Retina 5K- og 4K-skærme har et bredere P3-baseret farveområde, der giver et 25 % større farverum. Der er flere tilgængelige farver og mere levende billeder, som viser flere detaljer og ser mere naturtro ud end nogensinde.
Den nye 27" iMac med Retina 5K-skærm er hurtigere og mere effektiv end nogensinde, og den fås nu med Intel Core-processorer af 6. generation samt den nyeste AMD-grafik med en grafiks power på op til 3,7 teraflops. Den nye 21,5" iMac med Retina 4K-skærm har en Intel Core-processor af 5. generation og forbedret Intel Iris Pro-grafik. To Thunderbolt 2-porte er nu standard på alle iMac-computere og leverer op til 20 Gbps dataoverførselshastigheder til eksterne drev og ydre enheder med høj ydeevne. Og tre 802.11ac Wi-Fi-strømme gør det muligt for iMac-computere at understøtte trådløse netværksforbindelser på op til 1,3 Gbps.*
Fusion Drive kombinerer den store lagringskapacitet på en harddisk med den store ydeevne i flash, hvilket leverer hurtigere opstart og adgang til programmer og filer. Sammen med OS X tilpasses Fusion Drive til den måde, du bruger din iMac på, og flytter automatisk de filer og programmer, du bruger oftest, til flash-lageret. Fusion Drive har en helt utrolig ydeevne, der nu er mere prisvenlig med en ny konfiguration til en lavere pris, der kombinerer 1 TB harddisk med 24 GB hurtig flash. Fusion Drive fås nu også med 2 TB og 3 TB konfigurationer med 128 GB hurtig flash til mere krævende opgaver. For at opnå den ultimative lagring fås løsninger med ren flash-lagring på op til 1 TB som ekstraudstyr og er nu op til 2,5 gange hurtigere.**
De helt nye Magic Keyboard, Magic Mouse 2 og Magic Trackpad 2 er mere behagelige, funktionelle og miljøvenlige. Alle tre tilbehørsprodukter er udformet omkring et indbygget, genopladeligt litiumionbatteri, og de fjerner behovet for engangsbatterier. Deres interne struktur føles meget mere solid, og den gode kvalitet er til at mærke. Det nye Magic Keyboard indeholder et tastatur i fuld størrelse med et slankt nyt design, der fylder 13 procent mindre på dit skrivebord. Med den nye saksemekanisme og lavere profil giver Magic Keyboard en utrolig stabil, præcis og behagelig fornemmelse, når du skriver. Den nye Magic Mouse 2 er lettere, mere robust og har et optimeret foddesign, så musen glider bedre. Det nye Magic Trackpad 2 har en overflade, som er 29 % større, og for første gang kan stationære computere nu bruge Force Touch. Force Touch giver nye muligheder for at interagere med din Mac, herunder det nye dybdeklik, så du hurtigt kan slå et ord op, se et preview af en fil eller få vist et kort ud fra en adresse. De nye Magic-enheder danner straks par med din Mac, så snart de tilsluttes vha. et Lightning-til-USB-opladerkabel, og de kan holde i ca. en måned eller længere, når de er ladet helt op.***
Alle nye Mac-computere leveres med OS X El Capitan, den nyeste version af OS X, der giver en endnu bedre Mac-oplevelse og forbedrer systemets ydeevne. El Capitan er baseret på de banebrydende funktioner og det smukke design i OS X Yosemite, med opdateringer til administration af vinduer, indbyggede programmer og Spotlight-søgning samt en bedre ydeevne. Dermed sker dine daglige aktiviteter – f.eks. at starte programmer og skifte mellem dem, åbne PDF-filer og tjekke din mail – hurtigere og med bedre respons. El Capitan blev designet specifikt til Retina-skærmen og indeholder en ny systemskrift, der hedder San Francisco, som er blevet finjusteret, så den er nem at læse på en Retina-skærm.
iMovie, GarageBand og pakken af iWork-programmer leveres gratis med alle nye iMac-computere. iMovie, der nu er opdateret til at understøtte 4K-video, gør det nemt at lave smukke film, og du kan bruge GarageBand til at lave ny musik eller lære at spille klaver eller guitar. iWork-pakken med Pages, Numbers og Keynote gør det nemt at lave, redigere og dele imponerende dokumenter, regneark og præsentationer. Med Pages, Numbers og Keynote til iCloud kan du oprette et dokument på iPhone eller iPad, redigere det på din Mac, og samarbejde med venner, selv når de arbejder på en PC.
Priser og tilgængelighed
27" iMac med Retina 5K-skærm kan købes fra i dag via Apple.com/dk, Apples egne butikker og hos udvalgte autoriserede Apple-forhandlere. 27" iMac fås i tre modeller fra 15.999 kr., 17.999 kr. og 19.999 kr. Oplysninger om yderligere tekniske specifikationer, specielle konfigurationer og tilbehør findes på www.apple.com/dk/imac.
21,5" iMac kan købes fra i dag via Apple.com/dk, Apples egne butikker og hos udvalgte autoriserede Apple-forhandlere. 21,5" iMac kan købes i tre modeller fra 9.499 kr. og 11.299 kr. og med en Retina 4K-skærm fra 12.999 kr. Oplysninger om yderligere tekniske specifikationer, specielle konfigurationer og tilbehør findes på www.apple.com/dk/imac.
Alle nye iMac-computere leveres med det nye Magic Keyboard og Magic Mouse 2, og kunder kan bestille det nye Magic Trackpad 2 som ekstraudstyr. Det nye Magic-tilbehør kan også købes via Apple.com/dk, Apples egne butikker og hos udvalgte autoriserede Apple-forhandlere. Magic Keyboard kan købes i dag fra 829 kr. Magic Mouse 2 kan købes i dag fra 679 kr. Og Magic Trackpad 2 kan købes i dag fra 1.199 kr.
*Den faktiske hastighed varierer afhængigt af rækkevidde, forbindelseshastighed, lokale forhold, netværkets størrelse og andre faktorer.
**Test udført af Apple i september 2015 med 27" iMac-testkonfigurationer og -produktionsmodeller. Du kan få flere oplysninger, hvis du besøger www.apple.com/dk/imac/features.
***Test udført af Apple i september 2015 med testmodeller af Magic Keyboard-, Magic Mouse 2- og Magic Trackpad 2-enheder, firmware og software med iMac-produktionsmodeller.
Pressekontakt:
Erik Yström
Apple
eriky@apple.com
+46 (0)8-703 30 48   
 

    © 2015 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, iMac, Retina, Thunderbolt, Magic Keyboard, Magic Mouse, Magic Trackpad, OS X, Mac, Lightning, Spotlight, iMovie, GarageBand, iWork, Pages, Numbers, Keynote, iCloud, iPhone og iPad er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.