PRESSEMEDDELELSER 8. juni 2015

Apple Pay kommer til Storbritannien

Den nemme, sikre og private metode til at betale kunder internationalt

SAN FRANCISCO – 8 juni 2015 – Apple meddelte i dag, at Apple Pay og dets nemme, sikre og private betalingsform bliver tilgængeligt for kunder i Storbritannien fra næste måned. Uanset om de handler ind, tager en kop kaffe, køber frokost eller kører med undergrundsbanen, vil briterne snart være i stand til at foretage mange af deres daglige køb med Apple Pay. Når det lanceres, vil over 250.000 steder tage imod betaling via Apple Pay med hjælp fra otte af Storbritanniens bedst etablerede banker på tværs af alle større betalingskort-netværk.
“Apple Pay er hurtigt blevet en vigtig del af millioner af brugeres daglige shopping-rutiner, og det har givet dem en enklere, hurtigere og mere sikker betalingsform,” sagde Eddy Cue, der er Apples ledende vicedirektør for internetsoftware og -tjenester. “Vi er begejstrede for at introducere Apple Pay i Storbritannien med støtte fra de største banker, en utrolig lang liste af butikker og mange af vores brugeres yndlingsapps.” 
Betaling i butikker eller direkte i apps har aldrig været lettere. Shopping i butikkerne går hurtigt med Apple Pay, og der er ingen ekstra trin – du skal bare holde din iPhone op mod en berøringsfri læser, samtidig med at du holder en finger på Touch ID. Med Apple Watch kan du bare dobbeltklikke på knappen på siden og holde urskiven op mod den berøringsfrie læser for at købe direkte fra dit håndled. Køb, der foretages direkte i apps med Apple Pay, kan gøres så simpelt som en berøring med en finger, så iPhone- og iPad-brugere kan betale for varer og tjenester, inkl. tøj, elektronik, sundheds- og skønhedsartikler, billetter og meget mere.
Sikkerhed og databeskyttelse er af højeste prioritet i Apple Pay. I Storbritannien vil brugerne snart få alle fordelene ved beskyttelse af personlige oplysninger, transaktionsdata samt oplysninger om betalingskort med den brancheførende sikkerhed, som Apple Pay tilfører. Når et betalingskort tilføjes, vil selve kortnummeret hverken blive gemt på enheden eller på Apples servere. I stedet tildeles et unikt kortnummer til enheden, det krypteres og lagres sikkert i det sikre element på enheden, og hver transaktion godkendes med en unik, dynamisk engangssikkerhedskode.
I Storbritannien vil Apple Pay blive understøttet af betalingskort fra American Express, MasterCard og Visa Europe, som udstedes af mange af de mest populære banker, bl.a. first direct, HSBC, NatWest, Nationwide Building Society, Royal Bank of Scotland, Santander og Ulster Bank. Andre store banker følger trop i efteråret, bl.a. Bank of Scotland, Coutts, Halifax, Lloyds Bank, MBNA, M&S Bank og TSB Bank. 
“Som en del af vores mål om at blive nummer ét er vi 100 % fokuseret på at give vores kunder den bedste og mest nyskabende oplevelse,” sagde Ross McEwan, direktør for Royal Bank of Scotland. “Uanset om det er på et strøg, i en lille butik eller på farten direkte i apps, tilbyder Apple Pay en enkel og sikker betalingsform. Vi er glade for at være blandt de første banker i Storbritannien, der kan tilbyde denne tjeneste til vores kunder.”
Fra juli vil brugere af iPhone 6, iPhone 6 Plus og Apple Watch kunne foretage køb alle steder, hvor der anvendes berøringsfri betaling. Udover de 39 Apple-butikker i Storbritannien, omfatter de førende shoppingsteder, hvor Apple Pay kan anvendes, Boots UK, BP, Costa Coffee, Dune, JD Sports, KFC UK & Ireland, Liberty, LIDL, Marks & Spencer (M&S), McDonald’s UK, Nando’s, New Look, Post Office, Pret A Manger, SPAR, Starbucks, SUBWAY stores, Wagamama og Waitrose. Hos Transport for London vil Apple Pay også kunne bruges, så man kan bruge sin iPhone eller sit Apple Watch til at betale for rejser eller den daglige pendlen. 
“Vi er stolte af at være en af de første detailforretninger, der introducerer Apple Pay i vores butikker i hele Storbritannien. Uanset om kunderne nyder vores særlige fødevaresortiment eller vores tøjkollektioner, vil vores tidlige introduktion af Apple Pay give dem en problemfri og sikker metode til at betale ved kassen,” udtalte Marc Bolland, direktør for Marks & Spencer. 
Betalingen er enkelt at gennemføre direkte i apps – man behøver ikke at udfylde omfattende kontoformularer manuelt eller indtaste forsendelses- og faktureringsoplysninger igen og igen. Apps, hvor man kan bruge Apple Pay i Storbritannien, omfatter blandt andre Addison Lee, Airbnb, Argos, Booking.com, British Airways, Domino’s, easyJet, Hailo, HotelTonight, hungryhouse, JD Sports, Just Eat, lastminute.com, Miss Selfridge, Ocado, Stubhub, thetrainline.com, Top 10, Topshop, Uncover, Vueling, YPlan, Zalando og Zara. Når der købes direkte i apps, er Apple Pay kompatibelt med iPhone 6, iPhone 6 Plus, iPad Air 2 og iPad mini 3.
Apple revolutionerede den personlige teknologi med lanceringen af Macintosh i 1984. I dag er Apple verdens førende inden for innovation med iPhone, iPad, Mac og Apple Watch. Apples tre softwareplatforme – iOS, OS X og watchOS – giver problemfri oplevelser på tværs af alle Apple-enheder og leverer banebrydende tjenester, herunder App Store, Apple Music, Apple Pay og iCloud. De 100.000 ansatte i Apple gør en stor indsats for at lave verdens bedste produkter og for at gøre verden til et bedre sted, end vi fandt den.
Pressekontakt:
Erik Yström
Apple
eriky@apple.com 
+46 (0)8-703 30 48  

    © 2015 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Apple Pay, iPhone, Touch ID, Apple Watch, iPad, iPad Air og iPad mini er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.