PRESSEMEDDELELSER 22. september 2014

iPhone-salget satte ny rekord med over 10 millioner solgte enheder den første weekend

CUPERTINO, Californien – 22. september 2014 – Apple meddelte i dag, at de har solgt mere end 10 millioner eksemplarer af de nye iPhone 6- og iPhone 6 Plus-modeller bare tre dage efter lanceringen den 19. september. iPhone 6 og iPhone 6 Plus kan i øjeblikket kun fås i USA, Australien, Canada, Frankrig, Tyskland, Hongkong, Japan, Puerto Rico, Singapore og Storbritannien og vil kunne købes i over 20 andre lande fra den 26. september. De nye iPhones vil kunne fås i 115 lande inden årets udgang. 
 
“Salget af iPhone 6 og iPhone 6 Plus har overgået vores forventninger for lanceringsweekenden, så vi kunne ikke være mere tilfredse,” sagde Apples CEO, Tim Cook. “Vi vil gerne takke alle vores kunder for at gøre dette til den bedste lancering nogensinde og slå alle tidligere salgsrekorder med flere banelængder. Vores team levede op til fremstillingskravene bedre end nogensinde før, og vi kunne have solgt mange flere iPhones, hvis udbuddet var større. Så nu arbejder vi hårdt på at ekspedere ordrer så hurtigt som muligt.
 
iPhone 6 og iPhone 6 Plus repræsenterer de største fremskridt i iPhones historie i form af to nye modeller med imponerende Retina HD-skærme på 4,7" og 5,5". Og masser af innovativ teknologi i et helt nyt og utroligt tyndt design med fine overgange, der gør, at man får en telefon, som stadig ligger godt i hånden og er nem at bruge. Begge modeller er på alle måder bedre end forgængerne og leveres med den Apple-designede A8-processor med 2. generation af 64-bit-arkitektur som i stationære computere, der sikrer enormt hurtig ydeevne og energieffektivitet, avancerede iSight- og FaceTime HD-kameraer, ultrahurtig trådløs teknologi samt Apple Pay, der er en enklere metode til nem og sikker betaling med en enkelt berøring med fingeren.*
 
De nye iPhones indeholder iOS 8, som er den største lancering siden App Store og giver en enklere, hurtigere og mere intuitiv brugeroplevelse med nye funktioner i Beskeder og Fotos, forslag, mens man skriver med Apples QuickType-tastatur, og Familiedeling. iOS 8 fås også med den nye app Sundhed, som giver dig et klart overblik over dine sundheds- og fitness-data, samt iCloud Drive, så du kan opbevare og åbne filer, uanset hvor du er. 
 
Vores kunder opfordres til at besøge Apple Store, enten via appen eller på nettet, for at modtage opdateringer om tilgængelighed og forventede leveringsdatoer. Alle kunder, der køber en iPhone 6 eller iPhone 6 Plus i en Apple Retail Store tilbydes en gratis personlig indstillingsservice, som hjælper dem med at tilpasse deres iPhone ved at indstille mail, vise dem nye apps fra App Store m.m., så de kommer godt i gang med deres nye iPhone, før de går fra butikken. Kunderne kan også lære mere om iOS 8 og deres nye enhed på gratis workshops hos alle Apple Retail Stores verden over. 
 
Priser og tilgængelighed
iPhone 6 fås i guld, sølv og space grey og forhandles i Danmark til en vejledende udsalgspris på 5.199 kr. for 16 GB modellen, 5.999 kr. for 64 GB modellen, og som noget helt nyt findes der nu også en 128 GB model til 6.799 kr. iPhone 6 Plus fås i guld, sølv og space grey og forhandles i Danmark til en vejledende salgspris på 5.999 kr. for 16 GB modellen, 6.799 kr. for 64 GB modellen og 7.599 kr. for den nye 128 GB model. Begge modeller kan købes i Apple Online Store, Apples egne butikker og hos udvalgte udbydere og udvalgte autoriserede Apple-forhandlere. iPhone 6 og iPhone 6 Plus kan fås i USA, Australien, Canada, Frankrig, Tyskland, Hongkong, Japan, Puerto Rico, Singapore og Storbritannien.
 
Fra den 26. september kan iPhone 6 og iPhone 6 Plus fås i yderligere 20 lande, heriblandt Østrig, Belgien, Danmark, Finland, Irland, Isle of Man, Italien, Liechtenstein, Luxembourg, Holland, New Zealand, Norge, Portugal, Qatar, Rusland, Saudi-Arabien, Spanien, Sverige, Schweiz, Taiwan, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater. iPhone 6 og iPhone 6 Plus vil kunne fås i 115 lande inden årets udgang. 
 
*Apple Pay bliver tilgængeligt for iPhone 6- og iPhone 6 Plus-kunder i USA som en gratis opdatering til iOS 8 i oktober.
**Kun for kunder, der opfylder betingelserne. Kontakt din udbyder for at få flere oplysninger.
 
Apple står bag Mac-computerne, der er verdens bedste personlige computere, samt OS X, iLife, iWork og professionel software. Apple er førende inden for den digitale musikrevolution med iPod-modellerne og iTunes Store på internettet. Apple har genopfundet mobiltelefonen med den revolutionerende iPhone og App Store og definerer fremtiden for mobile medie- og computerenheder med iPad.
 
Pressekontakt:
Nikki Thompson
Apple
nikkithompson@apple.com
+44 (0) 20 7184 1232
Christina Vedel
christina@pencilpr.dk
31 31 91 06
 

    Apple, the Apple logo, Mac, Mac OS, Macintosh, iPhone, Retina, iSight, FaceTime, Apple Pay, App Store, QuickType, iCloud Drive and Apple Store are trademarks of Apple. Other company and product names may be trademarks of their respective owners.