PRESSEMEDDELELSER 3. april 2014

Apple Worldwide Developers Conference starter den 2. juni i Moscone West i San Francisco

Udviklere kan ansøge om billetter til WWDC fra i dag

CUPERTINO, Californien—3. april 2014—Apple meddelte i dag, at den årlige Worldwide Developers Conference (WWDC) afholdes fra den 2. til den 6. juni i San Franciscos Moscone West. På denne fem dages konference får udviklere fra hele verden oplysninger om iOS og OS X og fremtiden, og de forsynes med de nyeste værktøjer og teknologier, så de kan fortsætte med at skabe de mest innovative apps og programmer til millioner af iOS- og Mac-kunder i hele verden . Programmet på WWDC vil indeholde mere end 100 tekniske møder, over 1.000 Apple-ingeniører, direkte sessioner, som hjælper udviklere med at integrere nye teknologier og finjustere deres apps samt Apple Design Awards, der viser de bedste apps fra det foregående år.
Udviklere kan ansøge om billetter via webstedet om WWDC (developer.apple.com/wwdc) nu og frem til den 7. april klokken 10.00 lokal tid (PDT), og billetter udstedes til deltagerne på basis af lodtrækning. Udviklere vil få kendskab til deres status mandag den 7. april kl. 5.00 lokal tid (PDT). Der vil også være 200 stipendier til studerende, så studerende fra hele verden kan få en chance for at få en gratis billet (developer.apple.com/wwdc/students). I år vil NCWIT (the National Center for Women & Information Technology) og forbundne partnere være med til at fremme stipendier til kvindelige ingeniører og programmører.

“Vi har verdens mest utrolige udviklersamfund og har planlagt en fantastisk uge til dem”, sagde Philip Schiller, Apples senior vice president of Worldwide Marketing. “Hvert år bliver publikum til WWDC mere mangfoldigt med udviklere inden for næsten alle tænkelige fag og fra alle verdenshjørner. Vi ser frem til at fortælle dem om vores nyeste fremskridt inden for iOS og OS X, så de kan skabe den næste generation af fantastiske apps.”

Aktiviteterne på WWDC 2014 omfatter:

  • Mere end 100 tekniske møder præsenteret af Apples ingeniører om et stort antal forskellige emner til udvikling, anvendelse og integrering af de nyeste iOS- og OS X-teknologier
  • Mere end 1.000 Apple-ingeniører understøtter over 100 direkte møder og begivenheder, hvor udviklere forsynes med hjælp på kodeniveau, får indsigt i optimale udviklingsteknikker og vejledning i, hvordan de bedst kan udnytte iOS-  og OS X-teknologierne i deres apps
  • De seneste innovationer, funktioner og funktionaliteter i iOS og OS X, og hvordan de kan forbedre en apps funktionalitet, ydeevne, kvalitet og design 
  • Muligheden for at komme i kontakt med tusindvis af ligesindede iOS- og OS X-udviklere fra hele verden – sidste år var der repræsenteret mere end 60 lande 
  • En ny serie af sammenkomster for deltager, der er fokuseret på særlige emner med specielle gæstetalere og aktiviteter
  • Interessante og inspirerende frokostmøder med ledende personligheder og meningsdannere fra teknologiens, videnskabernes og underholdningsbranchens verden, og
  • Apple Design Awards, som anerkender apps og  programmer til iPhone, iPad og Mac, der viser teknisk fortræffelighed, innovation og fremragende design.


Mandagens State of the Union-møde og Apple Design Awards streames direkte fra webstedet om WWDC, så flere udviklere i verden får adgang til de nyeste oplysninger i realtid. Der vil blive publiceret videoer fra alle tekniske møder i løbet af hele ugen på Apple Developers websted (developer.apple.com/wwdc/videos), og de vil være tilgængelige for alle registrerede udviklere.

På webstedet Apple Worldwide Developers Conference 2014 (developer.apple.com/wwdc) kan du ansøge om en billet og finde opdateringer og flere oplysninger.

Apple designer Mac-computerne, der er verdens bedste personlige computere, sammen med OS X, iLife, iWork og professionel software. Apple er førende inden for den digitale musikrevolution med iPod-modellerne og iTunes Store på internettet. Apple har genopfundet mobiltelefonen med den revolutionerende iPhone og App Store og definerer fremtiden for mobile medie- og computerenheder med iPad. 

Pressekontakt:
Christina Vedel
christina@pencilpr.dk
31319106




 

    © 2014 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Mac, Mac OS, Macintosh, OS X, iPhone og iPad er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne kan være varemærker tilhørende deres respektive ejere.