TIL MEDIERNE 27. januar 2014

Apple offentliggør resultatet fra første kvartal

Salget af iPhone og iPad giver rekordomsætning og -driftsoverskud

CUPERTINO, Californien – 27. januar 2014 – Apple offentliggjorde i dag resultatet for første kvartal af regnskabsåret 2014, som sluttede den 28. december 2013. Selskabet havde en rekordomsætning på 57,6 mia. dollar og en nettofortjeneste i kvartalet på 13,1 mia. dollar, dvs. 14,5 dollar pr. aktie. Disse resultater skal sammenlignes med en omsætning på 54,5 mia. dollar og en nettofortjeneste på 13,1 mia. dollar eller 13,81 dollar pr. aktie i samme kvartal året før. Bruttoavancen var på 37,9 % i forhold til 38,6 % i samme kvartal sidste år. 63 % af kvartalets omsætning stammede fra internationalt salg.
Selskabet havde et rekordsalg på 51 mio. iPhones i forhold til 47,8 mio. i samme kvartal året før. Apple solgte også 26 mio. iPads – også en rekord – i forhold til 22,9 mio. i samme kvartal året før. Der blev solgt 4,8 mio. Mac-computere i forhold til 4,1 mio. i samme kvartal året før.
Apples bestyrelse har annonceret en kontant dividende på  3,05 dollar pr. almindelig aktie i firmaet.  Dividenden udbetales den 13. februar 2014 til aktieindehavere registreret pr. 10. februar 2014.
“Vi er virkelig meget tilfredse med rekordsalget af iPhone og iPad, det store salg af vores Mac-produkter og den fortsatte vækst i iTunes, software og tjenester”, sagde Tim Cook, Apples CEO. “Vi er vilde med at have de mest tilfredse, loyale og engagerede kunder og investerer stadig store summer i vores fremtid for at gøre deres oplevelser med vores produkter og tjenester endnu bedre”.
“Vi opnåede en pengestrøm på 22,7 mia. dollar fra driften og udbetalte ekstra 7,7 mia. kontant til aktionærerne gennem dividender og tilbagekøb af aktier i december kvartal, hvorved de samlede udbetalinger i henhold til vores program for returnering af kapital er oppe på 43 mia. dollar”, sagde Peter Oppenheimer, Apples CFO.
Apple har følgende forventninger til det andet kvartal af regnskabsåret 2014:
  • Omsætning på mellem 42 mia. og 44 mia. dollar
  • Bruttofortjeneste på mellem 37 % og 38 %
  • Driftsudgifter på mellem 4,3 mia. og 4,4 mia. dollar
  • Andre indtægter/(udgifter) på 200 mio. dollar
  • Skat på 26,2 %


Apple vil levere direkte streaming af pressekonferencen om resultatet af 1. kvartal i regnskabsåret 2014 kl. 23.00 den 27. januar 2014 påhttps://www.apple.com/quicktime/qtv/earningsq114. Denne webcast vil derefter også være tilgængelig i omkring to uger.
Denne pressemeddelelse indeholder fremadrettede budskaber, inklusive – men ikke begrænset til – budskaber om firmaets forventede indtjening, bruttofortjeneste, driftsomkostninger, andre indtægter/(udgifter) og skatteprocent.
Disse budskaber er behæftet med risici og usikkerheder, og de faktiske resultater kan variere.
Risici og usikkerheder inkluderer uden begrænsning virkningen af konkurrencemæssige og økonomiske faktorer og firmaets reaktion på disse faktorer, på forbrugeres og virksomheders beslutninger om køb af firmaets produkter; fortsat konkurrencepres på markedet; firmaets evne til i rette tid at levere produkter til markedet og stimulere kundernes efterspørgsel af nye programmer, produkter og teknologiske innovationer; den evt. virkning af produktintroduktioner og -overgange, ændringer i produktpriser og -sammensætninger og/eller stigende komponentpriser på firmaets bruttofortjeneste; risikoen ved lagerbeholdning i forbindelse med firmaets behov for at bestille eller forpligte sig til at bestille produktkomponenter, før kundeordrer modtages; den fortsatte tilgængelighed på acceptable vilkår – eller i det hele taget – af visse komponenter og tjenester, der er vigtige for virksomheden, og som firmaet i øjeblikket får leveret fra en enkelt eller et begrænset antal kilder; den evt. virkning af firmaets afhængighed af produktion og logistiktjenester leveret af tredjeparter på kvaliteten, kvantiteten og prisen på de leverede produkter og tjenester; risici i forbindelse med firmaets internationale aktiviteter; firmaets afhængighed af tredjeparters immaterielle rettigheder og digitale indhold; den potentielle betydning, hvis firmaets får en dom for at have krænket andres immaterielle rettigheder; firmaets afhængighed af den måde, distributører, fragtfirmaer og forhandlere af firmaets produkter driver virksomhed på; den evt. virkning af problemer med kvaliteten af produkter og tjenester på firmaets fortjeneste på salg og drift; fortsat beskæftigelse og tilgængelighed af nøglepersoner i ledelsen og nøglemedarbejdere; krig, terrorisme, problemer med offentlig sundhed, naturkatastrofer og andre omstændigheder, der kan afbryde forsyninger og leverancer og mindske efterspørgslen efter produkter; samt ufavorable resultater af andre juridiske processer.
Der findes af og til flere oplysninger om de potentielle faktorer, der kan få betydning for firmaets økonomiske resultater, i afsnittene “Risk Factors” og “Management’s Discussion and Analysis of Financial Condition and Results of Operations” i firmaets offentlige rapporter, der er indleveret til SEC, inklusive firmaets Form 10-K for det regnskabsår, der sluttede den 28. september 2013, og Form 10-Q for det kvartal, der sluttede den 28. december 2013, og som skal indleveres til SEC. 
Firmaet forpligter sig ikke til at opdatere nogen fremadrettede budskaber eller oplysninger, som er gældende på de respektive datoer for offentliggørelsen.
Pressekontakt:
Petter Ahrnstedt
Apple
ahrnstedt.p@apple.com
+46 08-703 3056
Christina Vedel
christina@pencilpr.dk
31319106

    © 2014 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Mac, Mac OS og Macintosh er varemærker tilhørende Apple Inc. Andre firma- og produktnavne kan være varemærker tilhørende deres respektive ejere.