PRESSEMEDDELELSER 22. december 2013

China Mobile og Apple bringer iPhone til China Mobiles 4G- og 3G-netværk den 17. januar 2014

iPhone 5s og iPhone 5c kan forudbestilles fra den 25. december 2013

BEIJING og CUPERTINO, Californien – 22. december 2013 – Apple og China Mobile meddelte i dag, at de har indgået en mangeårig aftale om at sælge iPhone til verdens største mobilnetværk. Som følge af aftalen bliver det muligt at købe iPhone 5s og iPhone 5c fra China Mobiles mange detailbutikker og fra Apples butikker i hele Kina fra fredag den 17. januar 2014. iPhone 5s, verdens mest fremsynede smartphone, og iPhone 5c, den hidtil mest farverige iPhone, kan forudbestilles på China Mobiles officielle website (http://www.10086.cn) og kundeservice, “10086”, fra onsdag den 25. december 2013.
“Apples iPhone er elsket af millioner af kunder i hele verden. Vi ved, at der er mange China Mobile-kunder og potentielle nye kunder, som er spændt på at opleve kombinationen af iPhone og China Mobiles førende netværk. Vi glæder os over, at iPhone hos China Mobile vil understøtte vores 4G/TD-LTE- og 3G/TD-SCDMA-netværk, så kunderne får en hurtig mobiltjeneste”, sagde Xi Guohua, China Mobiles direktør.
“Apple har enorm respekt for China Mobile, og vi glæder os til at samarbejde med dem. Kina er et ekstremt vigtigt marked for Apple, og vores samarbejde med China Mobile gør det muligt at udbrede iPhone til kunderne på verdens største netværk”, sagde Tim Cook, Apples CEO. “iPhone-kunderne i Kina er en entusiastisk og hurtigt voksende gruppe, og vi kan ikke forestille os en bedre måde at fejre det kinesiske nytår på end at sørge for, at alle de China Mobile-kunder, der har lyst, kan få en iPhone”.
China Mobile har nu over 1,2 millioner 2G/GSM-, 3G/TD-SCDMA- og 4G/TD-LTE-basestationer og over 4,2 millioner Wi-Fi-adgangspunkter, hvilket sikrer bred dækning med kvalitetsnetværk til iPhone 5s- og iPhone 5c-kunder. China Mobile opbygger verdens største 4G-netværk. Ved slutningen af 2013 vil China Mobiles 4G-tjenester være tilgængelige i 16 byer, inklusive Beijing, Shanghai, Guangzhou og Shenzhen. Ved slutningen af 2014 regner China Mobile med at have opstillet mere end 500.000 4G-basestationer, som dækker over 340 byer med 4G-tjeneste. Samarbejdet mellem Apple og China Mobile vil styrke udviklingen af Kinas egen 4G/TD-LTE-teknologi. iPhone hos China Mobile understøtter de vigtigste mobilstandarder, så China Mobiles kunder nu kan få en global telefon.
iPhone 5s omdefinerer verdens bedste smartphone-oplevelse med utrolige nye funktioner, der er pakket ind i et ufatteligt tyndt og let design, herunder den Apple-designede 64 bit A7-processor, et helt nyt iSight-kamera med 8 megapixels og True Tone-blitz og Touch ID, en innovativ funktion, som kan bruges til nemt at låse telefonen op med en finger. iPhone 5c har et helt nyt design i fem flotte farver med masser af funktioner, som brugerne kender og elsker, f.eks. den smukke 4" Retina-skærm, A6-processorens rasende hurtige ydeevne og iSight-kameraet med 8 megapixels – samtidig med at den har virkelig lang batteritid.* Både iPhone 5s og iPhone 5c tilbyder flere 4G LTE-bånd end nogen anden smartphone i verden og er udstyret med helt nye FaceTime HD-kameraer.
iPhone 5s og iPhone 5c leveres med iOS 7, den vigtigste iOS-opdatering siden den originale iPhone, med en utrolig ny brugergrænseflade, der er helt nydesignet med en elegant farvepalet, tydelig og funktionelle lag og fine bevægelser, som får det til at føles mere levende. iOS 7 har hundredvis af fantastiske nye funktioner, inkl. Kontrolcenter, Meddelelsescenter, forbedret multitasking, AirDrop, en forbedret version af Fotos, Safari og Siri.
Oplysninger om priser på og levering af iPhone 5s og iPhone 5c til China Mobile bliver tilgængelige på et senere tidspunkt.
Du kan få flere oplysninger om iPhone, hvis du besøger https://www.apple.com/dk/iphone.
*Batteritid afhænger af enhedens indstillinger, brug og andre faktorer.  Faktiske resultater varierer.
China Mobile er verdens største udbyder af mobiltjenester målt på netværksstørrelsen og kundebasen og betjener over 760 millioner kunder. Firmaet noteres på New York Stock Exchange og Stock Exchange of Hong Kong Limited og har været på Dow Jones Sustainability Indexes (“DJSI”) seks år i træk. China Mobile har for nylig lanceret et nyt produkt, “and!”, som bogstaveligt talt betyder “tilslut” eller “opret forbindelse” og er udtryk for en ny drøm, nemlig en ny drøm om at udbrede verdens mest avancerede teknologi til kinesiske kunder i 4G-æraen; drømmen afspejler den venlige, intime og gensidige tillid og det harmoniske forhold mellem China Mobile, dets kunder og samfundet.
Pressekontakter:
Petter Ahrnstedt
Apple
ahrnstedt.p@apple.com
+46 08-703 3056
Christina Vedel
christina@pencilpr.dk
31 31 91 06
    © 2013 Apple Inc. Alle rettigheder forbeholdes. Apple, Apple-logoet, Mac, Mac OS, Macintosh, iPhone, iSight, Touch ID, Retina, FaceTime, AirDrop, Safari og Siri er varemærker tilhørende Apple. Andre firma- og produktnavne er varemærker tilhørende deres respektive ejere.