Appen Sundhed og anonymitet

Appen Sundhed er udviklet til at beskytte dine oplysninger og give dig mulighed for at vælge, hvad du vil dele.

Appen Sundhed kan samle data fra din iPhone eller iPad, dit Apple Watch og andre enheder, sundhedsjournaler og apps, du bruger, så du kan få et bedre overblik over alle dine sundhedsoplysninger på et samlet sted. Du kan styre, hvilke data der opbevares i appen Sundhed, og hvilke data der deles med tredjepartsapps og personer, du stoler på.

Du har fortsat kontrol over, hvilke funktioner du bruger i appen Sundhed, f.eks. Sundhedsjournaler, Min cyklus, Medicin, Mental sundhed og Søvn. Nogle iOS- og watchOS-funktioner (f.eks. notifikationer om puls og støj) kan være slået til som standard. Du kan altid slå tilgængelige funktioner til eller fra i appen Sundhed ved at trykke på fanen Browse eller din profil og derefter trykke på den sundhedskategori eller -funktion, du vil slå til eller fra. Nogle sundhedsfunktioner bruger muligvis dit område til at afgøre, om funktionen er tilgængelig.

Når din enhed er låst med en kode, Touch ID eller Face ID, er alle dine sundheds- og fitnessdata i appen Sundhed – bortset fra Nødinfo – krypterede og ikke tilgængelige. Hvis du bruger iOS 12 eller en nyere version og slår tofaktorgodkendelse til, vil Apple heller ikke kunne læse dine data om sundhed og aktivitet, der synkroniseres til iCloud.

Du kan vælge at bruge iCloud til at holde dine data ajour på tværs af dine enheder, vælge at sikkerhedskopiere dine data til en iTunes-krypteret sikkerhedskopi på din computer eller vælge at dele dine data. Det er også muligt at eksportere en kopi af dine sundhedsdata, der er tilgængelige på din enhed, fra appen Sundhed. Det gør du ved at trykke på dit profilfoto i øverste højre hjørne og derefter trykke på Eksporter alle sundhedsdata.

iCloud-sikkerhedskopiering og -synkronisering

Du kan vælge at sikkerhedskopiere dine sundhedsdata i iCloud, hvor de er krypterede under forsendelsen og mens de opbevares. Med iCloud-synkronisering kan du også holde dine sundhedsdata ajour på alle dine enheder. Det er også muligt at bruge funktionerne til deling i appen Sundhed vha. iCloud-synkronisering, f.eks. muligheden for at dele data fra Sundhed med andre tredjepartsapps, du stoler på. Hvis iCloud er slået til, bliver dine data i appen Sundhed som standard sikkerhedskopieret. Du kan altid slå iCloud-sikkerhedskopiering fra ved at gå til Indstillinger > [dit navn] > iCloud og trykke for at slå Sundhed fra.

Deling

Del data fra appen Sundhed med tredjepartsapps
Du kan vælge at dele data fra appen Sundhed med tredjepartsapps, du stoler på. Apps skal anmode om at kunne læse data fra eller skrive data til appen Sundhed. Alle tredjepartsapps skal forklare, hvorfor de beder om adgang til dine data i appen Sundhed. Hver app skal også have en anonymitetspolitik, der beskriver, hvordan sundhedsdata bruges, og du bør gennemse disse politikker, før du giver apps adgang til dine sundhedsdata. Du vælger, hvilke data du deler med disse tredjepartsapps, og du kan ændre, hvad du deler, når som helst. Du kan altid se, hvilke tredjepartsapps du har givet adgang til dine data i appen Sundhed, og administrere, hvilke data du deler med og modtager fra disse tredjepartsapps. Nogle datatyper fra appen Sundhed er muligvis ikke tilgængelige i tredjepartsapps. Læs mere om, hvordan du administrerer data, du deler med og modtager fra tredjepartsapps, på support.apple.com/kb/HT204351.

Del data fra appen Sundhed med familie og venner
Du kan også vælge at dele data fra appen Sundhed med personer, du stoler på. Du kan vælge og dele visse data fra appen Sundhed med andre personer i dine kontakter, som bruger Sundhed, f.eks. familie og venner.

Du har fortsat kontrol over, hvilke data der deles med andre brugere af appen Sundhed. Når personen, du vælger at dele dine sundhedsdata med, accepterer invitationen, kan vedkommende se et resume af dataene, du deler i appen Sundhed, herunder et udvalg af dine eksisterende sundhedsdata og fremtidige opdateringer vedr. data, du deler, medmindre du vælger at stoppe deling. Personen kan også modtage advarsler, rapporter om tendenser og andre opdateringer relateret til data, du deler. Apple kan ikke få adgang til eller se de data, du deler med andre brugere af appen Sundhed.

Du kan se sundhedsdatakategorierne, du vælger at dele med en anden bruger af appen Sundhed. Tryk på fanen Deling og derefter på personen, du deler data med, i appen Sundhed. Derefter kan du tilføje og fjerne sundhedsemner, der deles med vedkommende, og se eksempler på de data, du aktuelt deler.

Du kan altid stoppe deling af data fra appen Sundhed. Det gør du ved at åbne appen Sundhed, trykke på fanen Deling, vælge den person, du ikke længere vil dele med, og derefter trykke på Stop deling. Hvis du vælger at holde op med at dele, slettes alle tidligere data, som du har delt med den anden bruger, fra appen Sundhed på vedkommendes enhed.

Del data fra appen Sundhed med behandlere
Du kan vælge og dele bestemte kategorier af data i appen Sundhed, f.eks. aktivitetsdata, pulsdata og prøveresultater, på din iPhone eller iPad med en deltagende sundhedsorganisation, når du logger ind med dine kontooplysninger til sundhedsorganisationen. Apple og din enhed opbevarer ikke og har ikke adgang til dine kontooplysninger. Du vælger, hvilke data du deler med din sundhedsorganisation, og du kan ændre, hvad du deler, når som helst. Du kan også altid se, hvilke sundhedsorganisationer du deler data fra appen Sundhed med. Hvis du vil se og administrere deling af sundhedsdata med en sundhedsorganisation, skal du åbne appen Sundhed, trykke på fanen Deling og derefter trykke på den sundhedsorganisation, du vil administrere. Behandlere, som er tilknyttet sundhedsorganisationen og har adgang til din patientjournal, kan se de sundhedsdata, du vælger at dele med den pågældende sundhedsorganisation.

Alle data fra appen Sundhed, som du vælger at dele, krypteres og opbevares af Apple på en særlig server, så Apple kan dele disse data på sikker vis med den valgte sundhedsorganisation. Dine data sendes kun fra din iPhone og iPad, når enheden er låst op og har forbindelse til internettet. Apple bevarer ikke og har ikke adgang til krypteringsnøglerne til data, der opbevares på vores servere og deles med din sundhedsorganisation, og kan ikke dekryptere, se eller på anden måde få adgang til disse data. Apple bevarer kun de data fra appen Sundhed, du vælger at dele med din sundhedsorganisation, så længe det er nødvendigt for at understøtte din brug af delingsfunktionen, og bruger kun disse data til at gøre delingsfunktionen mulig. Alle sundhedsdata, du deler i forbindelse med denne funktion, er krypteret under overførsel og ved opbevaring på Apples servere. Når du bruger denne funktion, opbevares alle data, du vælger at dele med din sundhedsorganisation og som administreres af Apple, i et sikkert system i overensstemmelse med retningslinjerne om anonymitet og sikkerhed som anført i HIPAA-standarderne (Health Insurance Portability and Accountability Act of 1996).

Din behandler modtager ikke notifikationer, når dine data er tilgængelige, og kan muligvis ikke se de data, du deler. Hvis du godkender deling, bliver dine helbredsjournaler fra den sundhedsorganisation, du deler med, også automatisk hentet og gemt i appen Sundhed. Din behandler kan føje de oplysninger, du vælger at dele, til din helbredsjournal og bruge de oplysninger, du deler, til at foretage en personlig vurdering af dit helbred. Alle data, du vælger at dele med sundhedsorganisationen, behandles i overensstemmelse med sundhedsorganisationens retningslinjer og procedurer for sikkerhed og anonymitet.

Du kan altid stoppe deling af data fra appen Sundhed. Det gør du ved at åbne appen Sundhed, trykke på fanen Deling, vælge den sundhedsorganisation, du vil administrere, og derefter trykke på Stop deling. Hvis du vælger at holde op med at dele, vil den pågældende sundhedsorganisation ikke længere have adgang til dine data via denne funktion. Behandlere kan gemme de oplysninger, du har delt med dem, i deres journaler, inden du fjerner adgangen.

Du kan foruden at dele data fra appen Sundhed med behandlere også bruge funktionen Helbredsjournaler til på sikker vis at hente dine lægejournaler fra deltagende sundhedsorganisationer til appen Sundhed. Læs om Helbredsjournaler på iPhone på support.apple.com/kb/HT208680.

Medicin

Du kan administrere og registrere indtag af medicin, vitaminer og kosttilskud i appen Sundhed. Ved hjælp af funktionen Medicin kan du oprette en medicinliste og indstille tilpassede medicinplaner og påmindelser. I nogle områder kan du se faglige oplysninger om lægemidlerne og modtage advarsler, hvis du har tilføjet medicinkombinationer i funktionen Medicin, der kan være problematiske. Du kan tilføje medicin ved at indtaste oplysningerne manuelt, ved at søge i appen Sundhed (hvis tilgængelig) eller bruge iPhone-kameraet til at tilføje medicin. Behandling af data relateret til funktionen Medicin sker på enheden. Du kan også bruge funktionerne i Sundhedsdeling til at dele oplysninger om medicin med din familie, dine venner og behandlere.

Mental sundhed

Du kan registrere din sindsstemning og faktorer, der påvirker den, og følge disse oplysninger over tid i appen Sundhed under kategorien Mentalt velbefindende. Du kan f.eks. se data om sindsstemning i interaktive diagrammer og indstille påmindelser om at registrere din sindsstemning. Brugere har også mulighed for at udfylde alderssvarende standardiserede evalueringer om angst og depression, der ofte bruges på klinikker. Behandling af data relateret til funktionerne i Mental sundhed sker på enheden. Du kan bruge funktionerne i Sundhedsdeling til at dele data om sindsstemning med din familie og venner. Du kan også rulle til Muligheder under enten Risiko for depression eller Risiko for angst og trykke på Eksporter PDF for at dele data fra dine evalueringer om depression og angst med behandlere.

Nødinfo på iPhone

I appen Sundhed på iPhone kan du oprette Nødinfo med oplysninger, som du vælger at føje til din Nødinfo, herunder oplysninger om sygdomme, allergier, medicinbrug, dit profilfoto m.m. Med Vis på låst skærm kan redningsfolk og andre se din Nødinfo, når iPhone er låst.

Du kan også føje nødkontakter til Nødinfo. Hvis du tilføjer nødkontakter, advares de automatisk, når du bruger Nødopkald SOS fra din iPhone eller fra dit Apple Watch. Du kan muligvis også tillade, at dine Nødinfo sendes automatisk til alarmcentralen via en sikker tredjepartstjeneste, når du ringer eller sender en tekstbesked til det lokale alarmtelefonnummer (f.eks. 112) eller bruger Nødopkald SOS på din iPhone eller dit Apple Watch. Du skal slå Del under nødopkald til (hvis tilgængelig) for automatisk at sende dine Nødinfo til alarmcentralen, når du ringer eller sender en tekstbesked til det lokale alarmtelefonnummer eller bruger Nødopkald SOS. Læs mere om Nødinfo på support.apple.com/kb/HT207021.

Du kan oprette eller opdatere Nødinfo i appen Sundhed på iPhone. Tryk på din profil i øverste højre hjørne, tryk på Nødinfo, og tryk derefter på Gå i gang eller Rediger. Du kan angive, hvilke oplysninger der vises i Nødinfo, og hvilke der er tilgængelige på den låste skærm.

Vaccinationsjournal

Du kan vælge på sikker vis at hente og gemme din verificerbare, digitale vaccinationsjournal såsom din COVID-19-vaccinationsjournal i appen Sundhed. Din vaccinationsjournal indeholder oplysninger såsom dit navn, din fødselsdato, vaccinetype og vaccinationsdato(er). Du kan tilføje din verificerbare, digitale vaccinationsjournal i appen Sundhed ved at få din vaccinationsjournal som QR-kode eller som et digitalt arkiv fra den administrerende enhed eller vaccinationsregistreringskontoret for det område, hvor du fik vaccinen. Når du scanner QR-koden eller trykker på arkivet, får du mulighed for at åbne journalen i appen Sundhed. Hvis du har tilføjet en konto hos en deltagende sundhedsorganisation, kan din verificerbare digitale vaccinationsjournal også importeres til og gemmes i appen Sundhed vha. funktionen Helbredsjournaler.

Hvis du bruger en QR-kode eller et link til at føje din vaccinationsjournal til appen Sundhed på iPhone, kan du også vælge at føje den til Wallet. Derved kan du hurtigt få adgang til vaccinationsjournalen i appen Wallet. Når du føjer et vaccinationskort til Wallet, gemmes en kopi af din vaccinationsjournal i appen Wallet på den iOS-enhed, som du brugte til at tilføje vaccinationskortet. Vaccinationskortet, der er gemt i Wallet, synkroniseres ikke på dine enheder og sikkerhedskopieres ikke til iCloud. Hele vaccinationskortet vises ikke på låseskærmen på iPhone, før du har godkendt det med Face ID, Touch ID eller kode. Du skal derfor godkende, før du kan vise dit vaccinationskort frem. Når du har godkendt dette, kan alle med adgang til enheden se vaccinationskortet, når det vises på skærmen, så du bør passe godt på enheden.

Du kan altid fjerne dit vaccinationskort fra Wallet. Den kopi, der er gemt i appen Sundhed, slettes ikke, hvis du fjerner vaccinationskortet fra Wallet. Du kan altid slette vaccinationsjournalen i appen Sundhed. Hvis du sletter vaccinationsjournalen i appen Sundhed, slettes vaccinationskortet også i Wallet. Læs mere om verificerbare helbredsjournaler på support.apple.com/kb/HT212752.

Få adgang til sundhedsdata med Siri

Du kan bede Siri om at registrere visse typer sundhedsdata i appen Sundhed eller læse dine oplysninger, der er tilgængelige i appen Sundhed, op. Behandling af data relateret til genkendte anmodninger fra Siri om data fra appen Sundhed sker på enheden. Hvis Siri ikke genkender din anmodning som en anmodning om data fra appen Sundhed, sendes alle sundhedsoplysninger, du har inkluderet i anmodningen, til Siri-serveren. Du kan altid slå Siris adgang til dine data fra appen Sundhed fra ved at gå til Indstillinger > Sundhed > Dataadgang og enheder > Siri og derefter trykke for at slå Adgang til sundhedsdata fra.

Fjernelse af appen Sundhed

Hvis du ikke længere vil bruge appen Sundhed, kan du fjerne den fra iPhone eller iPad ved at holde en finger på appen på hjemmeskærmen og derefter trykke på Fjern app. Når du sletter appen Sundhed på din iPhone eller iPad, vil dine sundhedsdata forblive på enheden, og alle apps og modtagere af sundhedsdeling, som du har delt sundhedsdata med, vil stadig have adgang til de eksisterende sundhedsdata, du har valgt at dele. Derudover vil data fra nogle sensorbaserede sundhedsfunktioner (som f.eks. Puls og appen Iltniveau i blodet) fortsat blive målt og gemt på enheden. Du kan administrere dine sundhedsdata – som f.eks. at slette sundhedsdata og tilbagekalde tilladelser givet til tredjepartsapps og modtagere af sundhedsdeling – i appen Indstillinger ved at gå til Indstillinger > Sundhed. Hvis du fortryder, kan du hente appen Sundhed igen fra App Store.

Opbevaring

Du har fortsat kontrol over, hvilke oplysninger der føjes til appen Sundhed, og hvor længe oplysningerne opbevares. Dine data fra appen Sundhed gemmes i appen af samme navn og i iCloud, hvis du vælger at sikkerhedskopiere dine sundhedsdata til iCloud, så længe du vælger at gemme dine oplysninger i appen Sundhed. Du kan altid gennemse, redigere og slette data fra appen Sundhed. Læs mere om administration af sundhedsoplysninger i appen Sundhed på support.apple.com/guide/iphone/view-health-and-fitness-information-iphe3d379c32/ios.

Andre oplysninger

Oplysninger indsamlet af Apple vil altid blive behandlet i overensstemmelse med Apples anonymitetspolitik, som kan læses på www.apple.com/dk/privacy

Bemærk: Nogle funktioner er muligvis ikke tilgængelige på visse enheder, i alle områder eller på alle sprog.

Udgivelsesdato: 18. september 2023