Apple Pay og anonymitet

Oplysninger om kort, lokalitet, enheds­indstil­linger og brugsmønstre sendes muligvis til Apple og bruges muligvis, sammen med kontooplysninger, til at give vurderinger til din kortudsteder eller betalingsnetværket for at indstille Apple Pay og forhindre transaktionssvindel.
 

Apple Pay er designet til at beskytte dine oplysninger og give dig mulighed for at vælge, hvad du deler.

Privacy Icon

  • Når du føjer et kort til Apple Pay bliver oplysninger om kortet, lokalitet og oplysninger om enhedsindstillinger og brugsmønstre muligvis sent til Apple for at afgøre, om det kan bruges.
  • Nogle af ovenstående oplysninger, kontorelaterede oplysninger samt oplysninger om parrede enheder deles muligvis med kortudstederen eller banken for at fastslå gyldighed og forhindre svindel.
  • Når du bruger Apple Pay i apps og på nettet, deles oplysninger, som kræves til behandling af betalingen, med appen eller webstedet. Dit faktiske kortnummer deles ikke med butikken.
  • Apple Pay-data, som ikke længere kan forbindes med dig, kan bruges af Apple til at forbedre Apple Pay og andre Apple-produkter og -tjenester.

Med Apple Pay kan du foretage sikre indkøb i butikker, apps og på nettet vha. dine debet- og kreditkort samt forudbetalte kort.

Føje kort til Apple Pay

Når du føjer betalingskort som butiks-, kredit- og debetkort samt forudbetalte kort til Apple Pay, bliver de oplysninger, du giver om kortet, om visse enhedsindstillinger er slået til muligvis sendt til Apple med henblik på at vurdere din ret til at slå Apple Pay til. Din enhed evaluerer muligvis også brugsmønstre for enheden (f.eks. hvor stor en procentdel af tiden enheden er i bevægelse og det anslåede antal opkald pr. uge) med henblik på at identificere svindel. Oplysningerne, der evalueres af din enhed, deles ikke med Apple på en måde, der kan forbindes til dig.

Apple kan også levere oplysninger til kortudstederen, betalingsnetværket eller evt. leverandører, som kortudstederen har bemyndiget til at slå Apple Pay til, med det formål at vurdere, om dit kort kan bruges med Apple Pay, indstille kortet med Apple Pay og for at forhindre svindel, inklusive:

  • Nummeret på dit kreditkort, debetkort eller forudbetalte kort
  • Det navn og den faktureringsadresse, der er knyttet til din Apple-id-, iTunes- eller App Store-konto
  • Generelle oplysninger om aktiviteten på din Apple-id-, iTunes- og App Store-konto (f.eks. om du har foretaget køb i iTunes gennem længere tid)
  • Oplysninger om din enhed og – hvis du bruger Apple Watch – om den parrede iOS-enhed (f.eks. et enheds-id, telefonnummer og navn og model på enheden for både dit Apple Watch og den parrede iOS-enhed)
  • Lokaliteten på det tidspunkt, hvor du tilføjer kortet (hvis Lokalitetstjenester er slået til)
  • Historik over tilføjelse af betalingskort til konto eller enhed
  • Samlet statistik om oplysninger fra betalingskort, som du har føjet til eller forsøgt at føje til Apple Pay

Når du føjer et kort til Apple Pay med en tredjepartsapp, som f.eks. en bank-app, sender appen et konto- eller kort-id til din enhed. Denne information bruges af Apple og din kortudsteder til at afgøre, om dit kort kan bruges, til at opsætte dit kort med Apple Pay og til at forhindre svindel. For at hjælpe dig med at indstille kort, som du har eller har haft for nylig på andre enheder, opbevarer Apple en kortreference med din iCloud-konto, som kan bruges med kortudstederen eller betalingsnetværket til at tilføje kortet igen efter indtastning af sikkerhedskoden. Apple Pay opbevarer ikke nummeret på det original kreditkort, debetkort eller forudbetalte kort.

Betaling med Apple Pay

Oplysninger, der deles, når du foretager en betaling
Når du starter en betaling i en app, på nettet eller i Apple Messages for Business vha. Apple Pay, leveres dit postnummer eller andre lignende oplysninger til appen, webstedet eller butikken for at muliggøre udregning af afgifter og leveringsomkostninger. Når du har godkendt betalingen, leveres der også andre oplysninger, som butikken har anmodet om, f.eks. et enheds- eller butiksspecifikt kontonummer, din leveringsadresse eller e-mailadresse. Kortnummeret på dit kredit- og debetkort eller forudbetalte kort overgives ikke, når du bruger Apple Pay.

For at sikre, at tilbagevendende betalinger eller andre opkrævninger fra butikker, f.eks. abonnementer, bliver godkendt af dig, når du vælger at angive berettigede Apple Pay-betalingsmetoder til deltagende butikker til tilbagevendende betalinger eller opkrævninger fra butikker, vil din udsteder og/eller betalingsnetværk godkende og generere et butiksspecifikt kontonummer, der bliver brugt til disse betalinger. Det er kun det butiksspecifikke kontonummer, der kan bruges af en deltagende butik til at godkende transaktioner, uden at du skal foretage dig noget. Apple vil være klar over, hvilke butikker der er knyttet til dine butiksspecifikke kontonumre, men ikke hvad du har købt, eller hvor meget du har betalt. Du kan administrere dine butiksspecifikke kontonumre i Wallet ved at trykke på kortet og derefter trykke på knappen Mere for at se kortoplysningerne.

Når du forsøger at foretage en transaktion online eller i en app med et kort, der har visse forbedrede funktioner til forhindring af svindel, vil kortet evaluere oplysninger om dit Apple‑id, din enhed og din lokalitet, hvis du har slået Lokalitetstjenester til for Wallet, for at udforme svindelvurderinger på enheden. Resultaterne af svindelvurderingerne, som blev foretaget på enheden, men ikke de underliggende data, sendes til Apple og kombineres med oplysninger, som Apple har om enheden og kontoen, for at udvikle svindelvurderinger for Apple Pay-transaktioner. Disse svindelvurderinger for transaktioner kan deles med dit betalingsnetværk sammen med et id for din leveringsadresse og din IP-adresse, hvis den er tilgængelig, for at forhindre svindel på transaktionstidspunktet. Id’et for leveringsadressen er forskelligt for hvert betalingsnetværk og kan bruges til at bekræfte, om den samme leveringsadresse bruges til forskellige transaktioner foretaget med det samme kort på din enhed. Dette gøres uden at afsløre den faktiske adresse. Du kan altid tjekke, om et kort understøtter denne funktion til forbedret forhindring af svindel, ved at kigge på bagsiden af dine betalingsoplysninger i Wallet. Du kan vælge et andet kort for at forhindre, at svindelvurderinger bliver delt med dit betalingsnetværk.

Apps og websteder kan kontrollere, om du har indstillet Apple Pay
Når du bruger en app eller er på et websted, der bruger Apple Pay i iOS, watchOS eller macOS, kan appen eller webstedet kontrollere, om du har slået Apple Pay til på den pågældende enhed. Når du besøger et websted i Safari på en iOS-enhed eller en Mac, som der ikke kan føjes noget kort til, kan webstedet kontrollere, om Apple Pay er indstillet på en iPhone eller et Apple Watch, der bruger den samme iCloud-konto. Du kan forhindre websteder, som du besøger, i at kontrollere, om Apple Pay er slået til, ved at ændre dine indstillinger. I iOS skal du gå til Indstillinger > Safari > Avanceret > Kontroller Apple Pay. I visionOS skal du gå til Indstillinger > Apps > Safari > Avanceret > Kontroller Apple Pay. På Mac skal du gå til Safari > Indstillinger > Avanceret og fravælge “Websteder må søge efter Apple Pay og Apple Card”.

Beskyttelse af dine betalingsmetoder

Beskyttelse af betalingsmetoder i Safari
For at hjælpe med at beskytte dine betalingsmetoder i Apples økosystem og drage fordel af anonymitets- og sikkerhedsfordelene ved Apple Pay, vil dine understøttede Apple Pay-betalingsmetoder fra Wallet også være tilgængelige i Autoudfyld i Safari. Når du bruger Autoudfyld i Safari til at handle på websteder, kan du indstille et virtuelt kortnummer for at skjule dit fysiske kortnummer, hvis dette understøttes af deltagende kortnetværk og -udsteder. Apple sender begrænsede oplysninger om din betalingsmetode til dit netværk for at slå denne funktion til. Herefter genereres et virtuelt kortnummer, som du kan bruge, når du handler online med Autoudfyld i Safari. Du kan administrere dine Apple Pay-kortnumre, herunder virtuelle kortnumre, ved at gå til bagsiden af dit kort i Wallet og trykke på det for at se kortoplysningerne. Du kan også hjælpe med at beskytte de betalingsmetoder, der allerede er tilgængelige i Autoudfyld i Safari, ved at betale via Apple Pay eller med et virtuelt kortnummer i stedet for dit fysiske kortnummer. Administrer denne indstilling i iOS ved at gå til Indstillinger > Wallet & Apple Pay og trykke på Brug Apple Pay, når det er muligt. Administrer denne indstilling i visionOS ved at gå til Indstillinger > Apps > Safari > Wallet & Apple Pay og trykke på Brug Apple Pay, når det er muligt. Når denne indstilling er slået til, vil begrænsede oplysninger om dit gemte kort i Autoudfyld i Safari blive sendt til dit betalingsnetværk til godkendelse, da disse oplysninger er nødvendige for at bekræfte, at du er berettiget til at bruge Apple Pay. Hvis dit betalingsnetværk viser, at kortet kan bruges til dette formål, føjer Apple betalingsmetoden til Wallet, og netværket genererer et Apple Pay-kortnummer, som bruges til at forbedre sikkerheden, når du handler online.

Beskyttelse af betalingsmetoder med Apple‑id
Apple hjælper dig med at administrere dine betalingsmetoder i Apples økosystem ved at kontrollere, om nogen Apple Pay-betalingsmetoder kan tilføjes som en betalingsmetode, der kan knyttes til dit Apple‑id, og viser de betalingsmetoder i Indstillinger > [dit navn] > Betaling og levering > Tilføj betalingsmetode > Betalingsmetode. Når du udfører en transaktion med dit Apple-id, kontrollerer Apple muligvis også, om nogen tilknyttede betalingsmetoder for dit Apple-id kan bruges til Apple Pay. Hvis det er tilfældet, vælger Apple muligvis at slå Apple Pay til for den pågældende betalingsmetode for at beskytte dine betalingsoplysninger. Du kan altid ændre dine betalingsmetoder til dit Apple‑id ved at gå til Indstillinger > [dit navn] > Betaling og levering.

Apple sender dine betalingsoplysninger, men opbevarer dem ikke

For at kunne sende dine betalingsoplysninger sikkert i apps, på websteder og i virksomhedschats, sendes oplysningerne krypteret til Apple, hvor de kortvarigt dekrypteres og derefter krypteres igen med en nøgle, som kun butikken kan læse, så det kun er butikken, udvikleren eller deres betalingsprocessor, der kan dekryptere dine betalingsoplysninger. Når du betaler på en Mac, som der ikke kan føjes noget kort til, kommunikerer din Mac og den enhed, der godkender betalingen, over en krypteret kanal via Apples servere. Apple bevarer ikke nogen af disse oplysninger i en form, der kan identificere dig.

Sporing af Apple Pay-bestillinger

For at du kan få adgang til sporing af bestillinger, når du har foretaget et køb med Apple Pay, sender en deltagende butik dine enhedsbegrænsede bestillingsoplysninger til din enhed, så du kan spore din bestilling. Og Apple leverer et butiksspecifikt enheds-id og push-token til butikken, som butikken kan bruge til at levere opdateringer om bestillingen til enheden. Apple formidler opdateringer fra butikker, men gemmer ikke bestillingsoplysninger, og sporer ikke hvor mange, hvor ofte og hvilke butikker, der sender opdateringer. Sporingsoplysninger for bestillingen opbevares lokalt på dine enheder og holdes ajour på tværs af enheder ved at synkronisere en krypteret kopi, som Apple ikke kan få adgang til. Du kan altid administrere dine Apple Pay-bestillinger ved at trykke for at se dine bestillinger, trykke på en bestemt bestilling og trykke på Administrer bestilling. Du kan også administrere notifikationer om bestillinger ved at gå til Bestillinger, trykke på knappen Mere og derefter trykke på Ignorer notifikationer.

Når du logger ud af din konto, opbevarer din enhed muligvis stadig begrænsede oplysninger om bestillinger, som enheden stadig får opdateringer om. Disse oplysninger vises ikke til brugere af enheden, bliver opbevaret i en kort periode, og bruges kun af din enhed til at stoppe, at opdateringer bliver sendt til enheden, når der er blevet logget ud, for at forhindre uautoriseret adgang til dine bestillingsoplysninger.

Deling af kontoaktivitet med tredjepartsapps

Du kan dele dine kontooplysninger om Apple Card, Savings og Apple Cash samt transaktionshistorik med deltagende apps til administration af privatøkonomi, som du har tillid til, fra App Store. Apps skal anmode om at kunne læse din kontoaktivitet fra Apple Card, Savings eller Apple Cash fra Apple Pay i Wallet. Du vælger, hvilke data du deler med disse apps, og du kan ændre, hvad du deler, når som helst. Kontoaktivitet, som du vælger at dele med en tredjepartsapp, administreres i henhold til den pågældende apps anonymitetspolitik. Apple ser og opbevarer ikke dine kontooplysninger eller transaktionshistorik, når du deler din kontoaktivitet.

Rejsekort

Når du føjer et rejsekort til Wallet, bliver oplysninger om rejsekortet knyttet til din iCloud-konto. Så længe dit rejsekort har en positiv saldo, vil kortet fortsat være knyttet til din iCloud-konto, så du kan gendanne saldoen. Hvis du føjer flere rejsekort til Wallet, kan Apple eller dets partnere muligvis forbinde personlige oplysninger og kontooplysninger mellem kort, f.eks. kan personlige rejsekort forbindes med ikke-personlige rejsekort. I Japan kan samlede oplysninger, som ikke kan identificere dig personligt, om indstilling af rejsekort i Wallet periodevis deles med operatører til mobile enheder.

Når du bruger et rejsekort, kan en kontaktfri kortlæser få adgang til oplysninger om stationer besøgt for nylig, transaktionshistorik og ekstra billetter. Alle kontaktfrie kortlæsere i nærheden kan få adgang til disse oplysninger, hvis kortet er indstillet som dit ekspresrejsekort (en indstilling, som giver dig lov til at færdiggøre transaktioner uden brug af Touch ID, Face ID eller en kode). Du kan administrere Ekspresrejse på din iOS-enhed ved at gå til Indstillinger > Wallet & Apple Pay eller ved at trykke på Wallet & Apple Pay i appen Watch og derefter trykke på Ekspresrejsekort og vælge et betalingskort.

Bonus- og gavekort

Apple Pay giver dig også mulighed for at bruge gyldige bonus- og gavekort, der opbevares i Wallet, til at foretage kontaktfrie køb med bonus- og gavekort i udvalgte butikker. Hvis du føjer et bonus- eller gavekort til Wallet, opbevares oplysninger om din konto eller dit kort (inklusive et id) på din enhed og synkroniseres via iCloud. Du kan slå iCloud-synkronisering fra ved at gå til Indstillinger > [dit navn] > iCloud > Apps, der bruger iCloud > Vis alle og trykke for at slå Wallet fra.

Når du har indløst et Apple Gift Card eller føjet værdi til din Apple‑id-saldo, bliver kortet til din Apple-konto føjet til Wallet, så du nemt kan se dine seneste transaktioner og bruge din Apple-konto-saldo til at foretage køb i Apple Store.

Når du bruger Apple Pay i butikker, kan betalingsterminaler anmode om bonus- eller gavekort-id’er fra dens forbundne bonus- eller gavekort på din enhed som en del af transaktionen. Du kan slå denne funktionalitet fra ved at vælge kortet i Wallet og slå Automatisk valg fra i kortoplysningerne. Hvis betalingsterminalen ikke modtager et bonuskort-id fra din enhed, når du betaler med Apple Pay, kan det i nogle butikker udløse en notifikation, hvor du bliver spurgt, om du vil føje dit bonuskort til Apple Pay eller tilmelde dig butikkens bonusprogram, hvis du ikke er medlem. I tilfælde af tilmelding til bonusprogram kan butikken bede dig om oplysninger som navn, postnummer, e-mailadresse og telefonnummer. Selvom Apple modtager besked, når du tilpasser en butiks bonuskort, sendes de oplysninger, som du deler, direkte fra din enhed til butikken og behandles i overensstemmelse med butikkens anonymitetspolitik.

Studiekort

Hvis du vælger at tilføje et understøttet studiekort i Wallet, bliver der muligvis sendt oplysninger om dit studiekort, og om visse enhedsindstillinger er slået til, til Apple. Der kan også leveres oplysninger fra Apple til din skole og udbydere, der har fået tilladelse af din skole, for at aktivere dit id-kort, afgøre om det kan bruges, opsætte dit kort og forhindre svindel, herunder:

  • Dit studiekortnummer
  • Det navn og den faktureringsadresse, der er knyttet til din Apple‑id-, iTunes- eller App Store-konto
  • Oplysninger om din enhed og, hvis du bruger Apple Watch, den parrede iOS-enhed (f.eks. enheds-id og enhedens model)

Apple modtager og lagrer dit studiekortfoto og lagrer det med din iCloud-konto

Når du bruger et studiekort, kan læsere af kontaktløse kort tilgå dit id-kortnummer, hvis kortet er indstillet til at fungere i Ekspresfunktion (en indstilling, der gør det muligt for dig at foretage transaktioner uden Touch ID, Face ID eller en kode). Du kan administrere Ekspresfunktion på din iPhone i Indstillinger > Wallet & Apple Pay eller i appen Watch ved at trykke på Wallet & Apple Pay.

Andre oplysninger

For at afgøre tilgængeligheden af Wallet- og Apple Pay-funktioner, når du bruger et kort i Wallet, kontrollerer Apple muligvis om det er berettiget til at bruge funktionerne ved at tjekke landet, hvor kortet blev udstedt, og om udstederen deltager i funktionen.

Hvis du har slået Lokalitetstjenester til, bliver din enheds lokalitet på tidspunktet for køb i butikker muligvis sendt anonymt til Apple, og den vil blive brugt til at hjælpe Apple Pay med at forbedre nøjagtigheden af firmanavne i korttransaktionshistorikken i Wallet og bevares evt. i samlingen for at forbedre Apple Kort, Apple Pay og Wallet. Du kan altid slå denne lokalitetsbaserede funktion i Apple Pay fra på din iOS-enhed ved at gå til Indstillinger > Anonymitet & sikkerhed > Lokalitetstjenester > Systemtjenester og trykke for at slå Butiks-id i Apple Pay fra. På Mac skal du gå til Systemindstillinger > Anonymitet & sikkerhed > Anonymitet > Lokalitetstjenester og derefter klikke for at slå Wallet fra.

Med henblik på at forbedre Apple Pay indsamler Apple oplysninger om din brug af Apple Pay og opbevarer dem på en måde, der ikke identificerer dig personligt. Disse oplysninger omfatter den tid, det tager dig at tilføje et kort eller gennemføre en transaktion vha. Apple Pay. Apple kan også bruge disse oplysninger til at forbedre andre Apple-produkter og -tjenester til markedsføring og til at forhindre svindel og øge sikkerheden.

Vilkår for kortholdere, brugere og butiksaftaler eller andre vilkår og betingelser gældende for brug af funktionerne i Apple Pay vil fortsat være bestemmende for din brug af dine kort og deres brug i forbindelse med Apple Pay, og sådanne vilkår kan have ekstra anonymitetspolitikker. Hvis Apple får mistanke om svindel i forbindelse med brugen af Apple Pay, kan oplysninger om den pågældende Apple-konto og de mistænkelige transaktioner blive delt med kortudstederen eller betalingsnetværket med henblik på at forhindre svindel.

Apple opbevarer kun personlige data, så længe det er nødvendigt i forbindelse med de formål, de blev indsamlet til, herunder som beskrevet i denne meddelelse og i overensstemmelse med Apples anonymitetspolitik eller som lovgivningen foreskriver. Når vi fastslår længden på opbevaringsperioder, undersøger vi først grundigt, om det er nødvendigt at opbevare de indsamlede personlige data, og hvis opbevaring kræves, arbejder vi på at opbevare de personlige data i så kort tid, som det er muligt i henhold til lovgivningen.

Oplysninger indsamlet af Apple vil altid blive behandlet i overensstemmelse med Apples anonymitetspolitik, som kan læses på www.apple.com/dk/privacy

Udgivelsesdato: 5. marts 2024