Apple Card og anonymitet

Oplysninger om din ansøgning, konto samt brug af enheden og indstillinger deles med Apple, Goldman Sachs og en tjeneste til identitetsbekræftelse med henblik på behandling af din ansøgning, identitetskontrol og forebyggelse af svindel.
 

Apple Card er udviklet til at beskytte din anonymitet og sikkerhed, så du kan fokusere på din økonomi.

Privacy Icon

  • De oplysninger, du afgiver i din Apple Card-ansøgning, bliver brugt af Apple og Goldman Sachs og bliver delt med en tredjepartsudbyder af identitetskontrol med henblik på at kontrollere din identitet og forhindre svindel.
  • Du får måske mulighed for at dele oplysninger med Goldman Sachs om dine tidligere forretningsforhold med Apple som et led i din ansøgning. Du kan muligvis også styre, om Apple må bruge oplysninger om dit forhold til Apple med henblik på at forbedre Apple Card.
  • Goldman Sachs, udsteder af Apple Card, og Mastercard, det globale betalingsnetværk for Apple Card, modtager oplysninger om dine Apple Card-transaktioner, men vil hverken dele eller sælge dine transaktionsoplysninger til tredjeparter med henblik på markedsføring eller reklamer.
  • Apple Card-funktioner, der bruger din transaktionshistorik, såsom opsummeringer af udgifter, skabes på enheden. Apple kender ikke din transaktionshistorik.

Ansøgning om Apple Card

Når du ansøger om Apple Card, benyttes dit navn, din fødselsdato, dine kontaktoplysninger og enhedens telefonnummer af Apple og Goldman Sachs Bank USA, Salt Lake City-filialen (“Goldman Sachs”), til at kontrollere din identitet og forhindre svindel. Goldman Sachs anvender også disse oplysninger til at indstille din konto og til påkrævet rettidig omhu. Goldman Sachs bruger en tjeneste til identitetskontrol fra en tredjepartsudbyder til at kontrollere kontoejeres SSN (Social Security number) og nationalitet; Apple læser og opbevarer ikke disse oplysninger.

Hvis der er behov for flere oplysninger for at bekræfte din identitet, bliver du bedt om at scanne dit kørekort eller et officielt foto-id. Billedet af dit foto-id overføres på sikker vis til Goldman Sachs’ tredjepartsudbyder af identitetskontrol, så Goldman Sachs kan bekræfte din identitet og forhindre svindel. Apple læser og opbevarer ikke billedet af dit foto-id, men modtager navn og adresse fra dit foto-id for at kunne kontrollere din identitet og forhindre svindel i forbindelse med ansøgning om Apple Card.

Du får måske mulighed for at dele flere oplysninger med Goldman Sachs om visse af dine transaktioner og oplevelser med Apple som en del af din ansøgning. Hvis du beder Apple om at dele disse oplysninger, vil Goldman Sachs bruge disse oplysninger sammen med oplysninger, der indhentes fra kreditvurderingsbureauer og andre kilder, til at genevaluere din ansøgning; Goldman Sachs bruger ikke disse oplysninger til andre formål end vurdering og bevilling af kredit til Apple Card.

Du bliver også bedt om at oplyse din anslåede årlige indkomst til Goldman Sachs for at gøre det nemmere for dem at afgøre, om du skal bevilges kredit, og hvor stor en kredit du skal bevilges. Apple læser og opbevarer ikke oplysninger om din årlige indkomst.

Din ansøgning bliver ikke sendt til Goldman Sachs, som skal bruge den til at træffe en afgørelse mht. kredit, før du har accepteret betingelser og vilkår for Apple Card. Hvis Goldman Sachs har brug for yderligere oplysninger til at behandle din ansøgning, bliver oplysninger om din ansøgning opbevaret på din enhed i op til 30 dage. Apple registrerer, hvor du stoppede i ansøgningsprocessen, og Apple eller Goldman Sachs kontakter dig muligvis for at minde dig om, at du er i gang med en ansøgning, og for at tilbyde hjælp.

Oplysninger om din generelle lokalitet på det tidspunkt, hvor du sender ansøgningen, bruges af Apple og Goldman Sachs til at forhindre svindel, hvis Lokalitetstjenester er slået til. Når du ansøger om eller aktiverer Apple Card, bliver oplysninger om din enhed, f.eks. om visse enhedsindstillinger er slået til, og hvordan enheden bruges (f.eks. hvor stor en procentdel af tiden enheden er i bevægelse og det anslåede antal opkald pr. uge), muligvis sendt til Apple, ligesom når du føjer enhver anden betalingsmetode til Apple Pay, med henblik på bekræftelse af identitet og for at forhindre svindel. Apple modtager muligvis også oplysninger fra din udbyder om telefonnummeret på din ansøgning for at forhindre svindel.

Du kan muligvis være berettiget til at deltage i visse Apple Card-programmer, der leveres af Goldman Sachs, på basis af de oplysninger, du angav som en del af din ansøgning. Apple vil muligvis få at vide, om du modtager en invitation til at deltage, og om du accepterer eller afviser invitationen, og deler muligvis disse oplysninger med Goldman Sachs for at tilvejebringe programmet. Apple får ikke yderligere oplysninger om din deltagelse i programmet.

Aktivering af Apple Card

Apple leverer muligvis også oplysninger til Goldman Sachs eller Mastercard med det formål at aktivere og indstille dit Apple Card i Apple Pay og for at forhindre svindel. De delte oplysninger er de samme, som når du aktiverer et hvilket som helst kort i Apple Pay, og kan inkludere:

  • Det navn og den faktureringsadresse, der er knyttet til dit Apple-id
  • Generelle oplysninger om aktiviteten på din Apple-id-, iTunes- og App Store-konto (f.eks. om du har foretaget køb i iTunes gennem længere tid)
  • Oplysninger om din enhed og – hvis du bruger Apple Watch – om den parrede iOS-enhed (f.eks. et enheds-id, telefonnummer og navn og model på enheden)
  • Generel lokalitet på det tidspunkt, hvor du tilføjer kortet (hvis Lokalitetstjenester er slået til)
  • Historik over tilføjelse af betalingskort til konto eller enhed
  • Samlet statistik om oplysninger fra betalingskort, som du har føjet til eller forsøgt at føje til Apple Pay

For at hjælpe dig med at indstille kort, som du har eller har haft for nylig på andre enheder, opbevarer Apple en kortreference med din iCloud-konto, som kan bruges med kortudstederen eller betalingsnetværket til at tilføje kortet igen efter indtastning af sikkerhedskoden. Denne Apple Pay-funktion er tilgængelig med Apple Card.

Betaling med Apple Card

Når du starter en betaling i en app, på nettet eller i Virksomhedschat vha. Apple Card, leveres dit postnummer eller andre lignende oplysninger til appen, webstedet eller butikken for at muliggøre udregning af afgifter og leveringsomkostninger. Når du har godkendt betalingen, leveres der også andre oplysninger, som butikken har anmodet om, f.eks. enhedsspecifikt kontonummer, din leveringsadresse eller e-mailadresse. Butikken indsamler og bruger muligvis selv oplysninger om din transaktion som beskrevet i deres anonymitetspolitik, herunder oplysninger om din lokalitet, da du foretog transaktionen. Læs mere om, hvordan du styrer adgang til og brug af din enheds lokalitet, på www.apple.com/dk/legal/privacy/data/da/location-services.

Dit Apple Card-nummer leveres ikke, når du bruger Apple Pay. For at kunne sende dine betalingsoplysninger sikkert i apps, på websteder og i virksomhedschats, sendes oplysningerne krypteret til Apple, hvor de kortvarigt dekrypteres og derefter krypteres igen med en nøgle, som kun butikken kan læse, så det kun er butikken, udvikleren eller deres betalingsprocessor, der kan dekryptere dine betalingsoplysninger. Når du betaler på en Mac, som der ikke kan føjes noget kort til, kommunikerer Mac-computeren og den enhed, der godkender betalingen, over en krypteret kanal via Apples servere. Apple bevarer ikke nogen af disse oplysninger i en form, der kan identificere dig.

Når du anvender Apple Card, modtager vores udstedende bank og betalingsnetværkspartner – Goldman Sachs og Mastercard – samt deres serviceudbydere oplysninger om din transaktion, herunder butikken, tidspunktet og beløbet for at kunne drive Apple Card. Hverken Goldman Sachs eller MasterCard deler eller sælger dine transaktionsoplysninger med tredjeparter til brug for annoncering eller markedsføring.

Apple leverer og opbevarer oplysninger om individuelle transaktioner på din iCloud-konto og holder din transaktionshistorik ajour på alle dine enheder. Dine transaktioner opbevares i iCloud ved hjælp af end-to-end-kryptering, hvilket giver et højt niveau af datasikkerhed. Dine data beskyttes med en nøgle, der stammer fra oplysninger, som er unikke for din enhed, kombineret med enhedens kode, som kun du kender. Dine enheder kan få adgang til og læse din transaktionshistorik, men Apple har ikke adgang til disse oplysninger. Apple Card-funktioner, der bruger din transaktionshistorik, såsom opsummeringer af udgifter, skabes på enheden.

Apple Card for familien

Apple Card-kunder kan dele deres Apple Card med godkendte medlemmer af deres iCloud-familiedelingsgruppe ved at invitere dem til at blive enten medejer eller deltager. Status for invitationen til Apple Card for familien kan kontrolleres når som helst ved at se bagsiden af Apple Card i Wallet. Wallet hjælper med at administrere invitationen ved at give medejere og deltagere besked, når der sendes en invitation, et tilbud er klar til gennemgang og en medejer eller deltager svarer på en invitation eller et tilbud.

Konti med medejer: Hvis der skal tilføjes en medejer, skal Apple Card-kunder vælge det egnede medlem af familiedelingsgruppen, som skal føjes til kontoen som medejer. Apple sender en invitation til at blive medejer og dele Apple Card til det valgte medlem af familiedelingsgruppen. Inviterede personer, der ikke har en Apple Card-konto, skal angive ansøgningsoplysninger som beskrevet ovenfor. Eksisterende Apple Card-kunder skal videregive oplysninger om aktuel indtægt til Goldman Sachs med henblik på evaluering af kreditmaksimum på det Apple Card, hvor vedkommende bliver medejer. Oplysninger om eksisterende saldoer bliver oplyst som en del af vilkårene i tilbuddet om at blive medejer af et Apple Card, fordi begge medejere vil være ansvarlige for eksisterende Apple Card-saldoer. Hvis en konto med medejer oprettes, kan hver medejer bede om adgang til oplysninger om transaktionshistorik fra de konsoliderede konti ved at kontakte Goldman Sachs. Seneste transaktioner vil også kunne ses på enheden. Apple giver personer, der har ansøgt om Apple Card med medejer, besked, når deres tilbud om Apple Card med medejer er klar til gennemgang, og når den potentielle medejer svarer på tilbuddets vilkår. Medejere vil hver især have adgang til oplysninger om alle fremtidige transaktioner på kontoen. Oplysninger om saldo, herunder tilgængelig kredit, samlet saldo og kreditmaksimum, vil også kunne ses af begge medejere.

Konti med deltager: Hvis der skal tilføjes en deltager, skal Apple Card-ejere vælge det egnede medlem af familiedelingsgruppen, som skal føjes til kontoen som deltager. Apple bruger de angivne oplysninger til at sende en invitation om at dele ejerens Apple Card til det valgte medlem af familiedelingsgruppen. Hvis deltageren er under 18 år, vil den voksne ejer blive bedt om at bekræfte deltagerens borgerlige navn og fødselsdato. Hvis deltageren er 18 år eller ældre, bliver vedkommende bedt om at bekræfte sit borgerlige navn, sin fødselsdato og privatadresse. Hvis en deltager på 18 år eller ældre ønsker at tilføje oplysninger om kontoen i sine arkiver hos forbrugervurderingsbureauer, kan vedkommende oplyse sit SSN (Social Security number) til Goldman Sachs, når deltagerkontoen oprettes. Oplysninger, der angives som en del af oprettelsesprocessen for deltageren, sendes krypteret til Goldman Sachs og opbevares af Apple, indtil oprettelsesprocessen er færdiggjort, eller der er gået 30 dage. Udfyldte oplysninger vedr. oprettelse af en deltager sendes sammen med ejerens og deltagerens Apple‑id til Goldman Sachs, så Apple Card-kontoen kan indstilles og administreres og for at forhindre svindel.

Ejere kan vælge at dele oplysninger om saldo, f.eks. tilgængelig kredit, samlet saldo og kreditmaksimum, med en deltager ved at gå til bagsiden af Apple Card i Wallet, vælge navnet på deltageren og slå Vis oplysninger om saldo til. Ejere er ansvarlige for alle transaktioner, der påvirker saldoen, og kan derfor se transaktionsaktivitet for alle andre ejere eller deltagere, men deltagere kan kun se deres egne transaktionsoplysninger. Ejere kan også vælge en transaktionsgrænse for en deltager. Grænsen kan når som helst ændres ved gå til bagsiden af Apple Card i Wallet, vælge navnet på deltageren og vælge Transaktionsgrænse.

Notifikationer: Ejere kan administrere notifikationer om aktivitet på Apple Card-familiekonti ved at gå til bagsiden af Apple Card i Wallet, vælge navnet på medejeren eller deltageren og slå notifikationer til/fra. Ejere kan også vælge kun at modtage notifikationer, hvis bestemte grænser overskrides, f.eks. transkaktioner over et vist beløb. Apple bruger oplysninger om notifikationsindstillinger til at administrere notifikationer. Notifikationsindstillinger deles ikke med andre personer, der er knyttet til kontoen. Når notifikationer om transaktioner er slået til, modtager ejere en push-notifikation, der viser dato og tidspunkt for købet, beløbet, butiksnavn og lokalitet, hvis tilgængelig. Hvis notifikationen drejer sig om deltagere, der har transaktionsgrænser, indeholder den også deltagernes samlede månedlige forbrug.

Apple Card og lokalitet

Når du anvender Apple Card med Apple Pay, sendes der oplysninger om butikken og lokaliteten fra din enhed til Apple Kort på en måde, der ikke kan knyttes til dig, for at levere forbedrede butiksoplysninger såsom adresse og kontaktoplysninger. Hvis du bruger et fysisk Apple Card, får du mulighed for at bruge din enheds lokalitet til at hjælpe Apple Kort med at identificere den rigtige butik til transaktionen. Med henblik på at identificere og forhindre svindel kan Apple bruge lokalitetsoplysninger, der er knyttet til din brug af Apple Card. Dette kræver, at du har Lokalitetstjenester i Wallet slået til, og oplysningerne kan f.eks. indsamles, når du bestiller eller udskifter et fysisk Apple Card eller planlægger en saldobetaling. Apple indsamler ellers ikke oplysninger om din lokalitet, når du anvender Apple Card. Når du betaler på internettet med Apple Card, kan Goldman Sachs modtage data om din lokalitet fra en tredjepartsudbyder af tjenester inden for forebyggelse af svindel. Goldman Sachs bruger kun disse data til forebyggelse af svindel.

Apple Card og analyse

Med henblik på at forbedre Apple Card indsamler Apple oplysninger om Apple Card-ansøgningsprocessen og brugen af Apple Card-funktioner i appen Wallet og opbevarer dem på en måde, der ikke identificerer dig personligt. Disse oplysninger omfatter den tid, det tager at afslutte ansøgningen, og hvilke Apple Card-funktioner, der anvendes hyppigst, f.eks. den månedlige aktivitetsoversigt. Apple kan også bruge disse oplysninger til at forbedre andre Apple-produkter og -tjenester til markedsføring og til at forhindre svindel og øge sikkerheden.

Apple bruger muligvis oplysninger om din konto hos Apple, f.eks. at du har et Apple Card, til interne forsknings- og analyseformål, f.eks. økonomiske prognoser. Apple bruger muligvis også oplysninger om dit forhold til Apple, f.eks. hvilke Apple-produkter du har købt, hvor længe du har haft dit Apple‑id, og hvor ofte du handler hos Apple, med henblik på at forbedre Apple Card ved at identificere Apple-målinger, der kan hjælpe Goldman Sachs med at forbedre beslutningsprocessen i forbindelse med kreditbevilling. Ingen personlige data om dit forhold til Apple deles med Goldman Sachs for at identificere relevante Apple-målinger. Du kan fravælge denne brug af oplysningerne om dit forhold til Apple ved at sende en e-mail til vores anonymitetsteam på dpo@apple.com og skrive “Apple Relationship Data and Apple Card” som emne. Ansøgere og kortindehavere kan muligvis vælge at dele de identificerede målinger med Goldman Sachs med henblik på at få en ny vurdering af den tilbudte kredit eller større kredit.

Apple Card og kommunikation

Apple kan bruge din Apple Card-kontostatus, f.eks. om du har ansøgt om eller har en nuværende Apple Card-konto, til at afgøre, om en besked er relevant for dig, herunder markedsføringsbeskeder. Apple kan også sende beskeder til din enhed, som muligvis bruger oplysninger, der kun kendes af dig og enheden, f.eks. transaktionshistorik og lokalitet, for at afgøre, om en besked er relevant for dig. Apple kan f.eks. sende en besked, som er relevant for personer, der typisk køber rejser, til enheden. Apple behøver ikke at vide, om du har købt rejser – enheden kan bruge din transaktionshistorik til at afgøre, om beskeden er relevant for dig. Det sikrer, at du modtager relevant kommunikation, samtidig med at din anonymitet beskyttes. Apple ved ikke hvilke beskeder, du ser på din enhed.

Anonyme og samlede oplysninger, som ikke kan forbindes med dig, kan også bruges af Apple Card i forbindelse med marketing og andre typer beskeder. Du kan fravælge marketingbeskeder ved at klikke på linket Afmeld abonnement i en marketing-e-mail eller ved at slå notifikationer fra for Apple Card.

Apps og websteder fra Apple kan kontrollere, om du har Apple Card

Apps og websteder fra Apple, der kan kontrollere, om du har Apple Pay slået til, kan også kontrollere, om du har Apple Card. I iOS og Safari kan du ændre indstillingerne for at forhindre Apple-apps og websteder i at kontrollere, om du har Apple Card. I iOS skal du gå til Indstillinger > Safari og trykke for at slå Kontroller Apple Pay fra. På Mac skal du gå til Safari > Indstillinger > Anonymitet og fravælge “Websteder må søge efter Apple Pay og Apple Card”.

Daily Cash

Hvis du har Apple Cash, bliver dine Apple Card Daily Cash-udbetalinger behandlet gennem Apple Payments Inc., et godkendt selskab til pengeoverførsler, der er et datterselskab til Apple Inc. Du kan læse mere om, hvordan Apple Payments Inc. beskytter din anonymitet, ved at åbne Wallet, trykke på dit Apple Cash-kort, trykke på knappen Mere og derefter trykke på ”Se, hvordan dine data administreres”.

Support til Apple Card

Hvis du har spørgsmål om Apple Card, kan du kontakte support via appen Wallet ved at starte Beskeder. Apple vil bruge alle oplysninger, du deler, herunder personlige data, til at behandle din anmodning. Hvis din forespørgsel skal sendes til og behandles af Goldman Sachs, vil Apple dele oplysningerne om dig og din forespørgsel med Goldman Sachs, så de bedre kan hjælpe dig. Apple gemmer ikke økonomiske oplysninger, der kan identificere dig personligt, som sendes til behandling hos Goldman Sachs. Du kan også kontakte support direkte, hvis du har spørgsmål, ved at ringe til +1 877-255-5923.

Lukning af din Apple Card-konto

Hvis du lukker din Apple Card-konto, bliver oplysningerne om kontoen bevaret i Wallet, indtil du fjerner Apple Card fra appen Wallet.

Opdatering af dine oplysninger

Du kan opdatere din faktureringsadresse i Wallet ved at redigere oplysningerne, der er knyttet til dit Apple Card. Du kan også opdatere dine Apple Card-kontooplysninger ved at kontakte Goldman Sachs. Goldman Sachs kan dele opdaterede Apple Card-kontooplysninger med Apple med henblik på at yde Apple Card-tjenester.

Apple Line of Credit

Apple Line of Credit er en funktion i Apple Card. Hvis du ansøger om Apple Card på apple.com, kan du muligvis være kvalificeret til Apple Line of Credit-funktionen, og Apple kan behandle nogle af dine oplysninger forskelligt fra, hvordan oplysninger behandles, hvis du ansøger om Apple Card på en kvalificeret Apple-enhed.

Hvis du ansøger om Apple Card på apple.com og er kvalificeret til Apple Line of Credit, indsamles og sendes dine ansøgningsoplysninger via nettet. Oplysninger om dit ansøgningstelefonnummer, og ikke din enhed, vil muligvis blive sendt til Apple med henblik på identitetskontrol og for at forhindre svindel. Derudover indsamler Apple browsertype og IP-adresse på ansøgningstidspunktet, og Apple og Goldman Sachs bruger oplysningerne til at forhindre svindel. Hvis Goldman Sachs har brug for yderligere oplysninger til at behandle din ansøgning, vil oplysninger om din ansøgning ikke blive gemt på din enhed, mens der gives yderligere oplysninger, i modsætning til når du ansøger om Apple Card på en kvalificeret enhed. For at hjælpe med at forbedre Apple Line of Credit indsamler Apple oplysninger om ansøgningsprocessen vedrørende Apple Line of Credit-funktionen på Apple Card.

Apple Line of Credit kan kun bruges til at gennemføre transaktioner med Apple. Når du betaler med Apple Line of Credit, bruger Apple dit postnummer eller andre tilsvarende oplysninger for at gøre det muligt at beregne gebyrer og forsendelsesomkostninger. Dit virtuelle betalingskontonummer, din leveringsadresse og din e-mailadresse kan bruges til at behandle din transaktion. Apple Line of Credit bruger ikke nøjagtige lokalitetsoplysninger.

Apple kommunikerer muligvis med dig via e-mail og gennem andre kanaler, du bruger til at kontakte Apple. I modsætning til Apple Card sender Apple ikke beskeder om Apple Line of Credit til din enhed ved hjælp af oplysninger, som kun du og din enhed, men ikke Apple, kender. Du kan fravælge markedsføringsbeskeder for Apple Line of Credit ved at klikke på linket til afmelding i en marketing-e-mail.

Hvis du har spørgsmål om Apple Line of Credit, vil opdatere dine personlige data eller lukke din konto, kan du kontakte support ved at ringe til +1 877-255-5923. Du kan få adgang til supportfunktionen ved at starte Beskeder via appen Wallet, efter at Apple Card er blevet aktiveret på en kvalificeret enhed.

Webportal for Apple Card

Du kan administrere Apple Card og Apple Line of Credit-funktionen ved hjælp af webserviceportalen for Apple Card ved at logge ind på card.apple.com med dit Apple-id. Når du skal foretage en betaling, kan du give oplysninger om den bankkonto, en betaling foretages fra. Disse oplysninger bruges kun til at behandle din betaling. Apple indsamler oplysninger om handlinger, du udfører på portalen, f.eks. om du planlægger eller har foretaget en betaling, og bruger disse oplysninger til at imødekomme din anmodning eller til fejlfinding og lignende. Apple deler muligvis visse indsamlede oplysninger med Goldman Sachs, hvor det er nødvendigt for at imødekomme din anmodning. Oplysninger om din brug af portalen, der ikke kan knyttes til dig, kan blive brugt af Apple til at forbedre Apple Card.

Flere oplysninger

Apple bruger muligvis dine Apple Card-relaterede oplysninger i overenstemmelse med loven eller med henblik på at forhindre svindel, selv efter at du har lukket din konto. Apple deler muligvis også oplysninger om dit forhold til Apple med tjenesteudbydere, som er forpligtet til at håndtere oplysningerne i overensstemmelse med denne meddelelse og Apples instruktioner, er forpligtet til at bruge rimelige sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte de personlige data, de modtager, og som skal slette de personlige data, når de har udført tjenesterne, medmindre det kræves af loven, at de gemmes.

Apple deler muligvis dine oplysninger med Goldman Sachs i overensstemmelse med loven og med henblik på at forhindre svindel. Apple modtager muligvis også Apple Card-relaterede oplysninger om dig fra Goldman Sachs med henblik på at forhindre svindel. Du kan få flere oplysninger om, hvordan Goldman Sachs beskytter dine personlige oplysninger, ved at læse deres anonymitetspolitik her: https://www.goldmansachs.com/privacy-and-cookies/c-privacy-policy.html.

Når du bruger Apple Card, indvilliger du i, at Apple og dets datterselskaber og repræsentanter overfører, indsamler, vedligeholder, bearbejder og bruger dine oplysninger som beskrevet ovenfor.

Apple opbevarer kun personlige data, så længe det er nødvendigt i forbindelse med de formål, de blev indsamlet til, herunder som beskrevet i denne meddelelse og i overensstemmelse med Apples anonymitetspolitik eller som lovgivningen foreskriver. Når vi fastslår længden på opbevaringsperioder, undersøger vi først grundigt, om det er nødvendigt at opbevare de indsamlede personlige data, og hvis opbevaring kræves, arbejder vi på at opbevare de personlige data i så kort tid, som det er muligt i henhold til lovgivningen.

Oplysninger indsamlet af Apple vil altid blive behandlet i overensstemmelse med Apples anonymitetspolitik, som kan læses på www.apple.com/dk/privacy

Udgivelsesdato: 18. september 2023