Apple‑konto og anonymitet

Oplysningerne om din Apple‑konto bruges til at slå Apples tjenester til, når du logger ind, inkl. iCloud-sikkerhedskopiering, som automatisk sikkerhedskopierer data på din enhed, så du har dem, hvis du skulle få brug for at erstatte eller gendanne enheden. Enhedens serienummer kan blive brugt til at kontrollere, om du er berettiget til servicetilbud.
 

Apple‑konto er udviklet til at beskytte dine oplysninger og give dig mulighed for at vælge, hvad du vil dele.


Privacy Icon

  • Når du logger ind med din Apple‑konto, bliver tjenester som iCloud, App Store, iMessage og Find slået til på denne iPhone.
  • Visse oplysninger, herunder dine kontakter, kalendere, fotos, dokumenter, sundheds-, aktivitets- og andre appdata, vil blive sendt til Apple, som opbevarer og sikkerhedskopierer dem på dine vegne.
  • Desuden forbindes din enhed med din Apple‑konto for at forsyne dig med bedre service og support.

Din Apple‑konto og alle Apples tjenester er opbygget helt fra bunden med det formål at beskytte din anonymitet. Vi arbejder hårdt for kun at indsamle de data, vi skal bruge for at gøre din oplevelse bedre. Når vi indsamler data, mener vi, at det er vigtigt for dig at vide, hvad vi indsamler, og hvorfor vi har brug for dem, så du kan vælge på et oplyst grundlag.

En Apple‑konto er den personlige konto, du bruger til at få adgang til Apple-tjenester som iCloud, App Store, andre af Apples onlinebutikker, iMessage og FaceTime og til at få adgang til dit indhold på alle dine enheder og internettet. Din Apple‑konto indeholder de oplysninger, du bruger til at logge ind med, samt kontakt-, betalings- og sikkerhedsoplysninger, f.eks. godkendte telefonnumre eller sikkerhedsspørgsmål, som du bruger til alle Apple-tjenester. Apple opbevarer enhedens navn, serienummer og andre hardware-id’er med henblik på at give dig bedre service og support, herunder at vise status for garantien på din enhed og kontrollere, om du er berettiget til servicetilbud, når du aktiverer en enhed. Du kan redigere oplysningerne om din Apple‑konto og se en liste over dine enheder og telefonnumre på kontosiden til din Apple‑konto på account.apple.com.

Når du logger ind med din Apple‑konto, bliver tjenester som iCloud, App Store, iMessage, FaceTime og Find slået til på denne iPhone. Oplysningerne til din Apple‑konto, herunder dit tilknyttede telefonnummer, bruges med alle tjenester. Dette genererer analyseoplysninger, som muligvis bruges til at vedligeholde og forbedre disse tjenester. Desuden sendes udvalgte data fra din enhed til Apple, herunder dit valgte profilfoto, dine kontakter, kalendere, fotos og dokumenter, din sundhed og aktivitet samt dine Safari-faner og andre appdata, til opbevaring og sikkerhedskopiering på dine vegne.

Apple indsamler oplysninger, der er knyttet til din Apple‑konto, for at bestemme, om din enhed kan bruges til visse lovmæssigt krævede funktioner og tjenester, der er baseret på det land eller område, som din enhed befinder sig i. Vi indsamler også oplysninger om de apps, du installerer, herunder hvor du installerer dem fra (eksempelvis et websted eller en appmarkedsplads), der er knyttet til din Apple‑konto, til bogførings-, rapporterings- og analyseformål samt forebyggelse af svindel i forbindelse med aktiveringen af disse lovmæssigt krævede funktioner og tjenester. Derudover bruger vi den alder, der er knyttet til din Apple‑konto, til at opfylde vores forpligtelser, herunder i visse tilfælde til at stille alderssvarende oplysninger om dine rettigheder ifm. anonymitet til rådighed.

iCloud og anonymitet

Logge ind på iCloud
Når du bruger iCloud, sendes visse data, som du opbevarer på din enhed, automatisk til Apple, hvor de opbevares. På den måde kan du automatisk få adgang til dine data på alle dine iCloud-kompatible enheder eller computere (“enheder”). Disse data kan inkludere:

  • Kontakter
  • Kalendere
  • Påmindelser
  • Bogmærker
  • Safari-faner
  • Sundhedsdata
  • Hjem-data
  • Noter
  • Freeform
  • Fotos
  • Dokumenter
  • Wallet-data
  • Nøglering og adgangskoder
  • Telefonnummeret på din enhed
  • Enheds- og kontoindstillinger
  • Data fra andre Apple-apps, som bruger iCloud
  • Data fra tredjepartsapps, som bruger iCloud

iCloud-sikkerhedskopiering er også slået til for at sikre, at du har en aktuel sikkerhedskopi af dataene på din enhed, hvis du skulle have brug for at erstatte eller gendanne dem.

Du kan altid i Indstillinger på din enhed justere, hvilke funktioner i iCloud der skal være slået til, og hvilke data der skal sendes til iCloud.

iCloud-datasikkerhed
iCloud beskytter dine oplysninger ved at kryptere dem, når de sendes, opbevarer dem i iCloud i et krypteret format og bruger sikre tokens til godkendelse. Apple bruger end-to-end-kryptering til visse oplysninger. Det betyder, at det kun er dig, der kan få adgang til disse oplysninger og kun på enheder, hvor du er logget ind på iCloud. Ingen, ikke engang Apple, kan få adgang til oplysninger, der er beskyttet med end-to-end-kryptering. Der er flere oplysninger om datasikkerhed i iCloud på support.apple.com/102651.

Både datacentre tilhørende Apple og tredjeparter kan blive brugt til at opbevare og behandle dine data. Ved behandling af data, der er lagret i et datacenter tilhørende tredjeparter, tilgås krypteringsnøgler kun af Apple-software, der afvikles på sikre servere, og kun mens den nødvendige behandlingsproces finder sted.

iCloud-nøglering
iCloud-nøglering holder dine brugernavne og adgangskoder til Safari-websteder samt oplysninger om kreditkort og Wi-Fi-netværk ajour og tilgængelige på alle dine enheder. Den kan også opbevare de kontooplysninger, du bruger til Mail, Kontakter, Kalender, Beskeder, Facebook, Twitter, LinkedIn og andre internetkonti og automatisk føje disse oplysninger til alle dine enheder.

iCloud-nøglering bruger end-to-end-kryptering og er udviklet, så det kun er dig, der kan få adgang til disse oplysninger og kun på enheder, hvor du er logget ind på iCloud. Ingen, ikke en gang Apple, kan få adgang til dataene i din iCloud-nøglering. Du kan altid vælge at slå iCloud-nøglering fra i indstillingerne til iCloud.

iCloud-sikkerhedskopiering
Når du bruger iCloud-sikkerhedskopiering, kan sikkerhedskopien indeholde fotos, videoer, beskeder (iMessage-beskeder, sms’er og mms’er), data fra appen Sundhed og andre appdata, lokalitetsindstillinger (f.eks. lokalitetsbaserede påmindelser, som du har indstillet), Visuel telefonsvarer, enhedsindstillinger, enhedskarakteristika og andre data fra din iOS- eller iPadOS-enhed afhængigt af dine indstillinger.

Du kan få iCloud til at standse sikkerhedskopieringen af din enheds appdata for en bestemt app ved at gå til Indstillinger > [dit navn] > iCloud > Administrer lagringsplads > Sikkerhedskopier, vælge din iOS- eller iPadOS-enhed under Sikkerhedskopier og trykke for at slå de apps fra, som du ikke vil sikkerhedskopiere.

Du kan slå iCloud-sikkerhedskopiering helt fra i indstillingerne til iCloud og bruge Finder (macOS Catalina 10.15 eller en nyere version) eller iTunes (macOS Mojave 10.14 eller en tidligere version) til at sikkerhedskopiere din iOS- eller iPadOS-enhed til din computer. Du fjerner dine sikkerhedskopidata helt fra iCloud ved at slette dine individuelle sikkerhedskopier, før du slår iCloud-sikkerhedskopiering fra. Ellers opbevares sikkerhedskopidataene i op til 180 dage.

Deling af data med iCloud
Hvis du bruger iCloud til at dele arkiver – enten offentligt eller privat – i Noter, Pages, Numbers, Keynote, Freeform og visse tredjepartsapps, vil Apple opbevare og have adgang til det delte arkiv. Dit for- og efternavn, som er forbundet med din konto (hvis relevant), telefonnummeret på din enhed og arkivnavnet vil være tilgængelige for alle, som har adgang til linket, der deles, ligegyldigt om det delte er privat eller offentligt. De private deltageres identitet bliver ikke gjort tilgængelig for nogen, som ikke er blevet inviteret til og har accepteret den private deling.

Hvis du opretter eller tilmelder dig et delt bibliotek, kan alle deltagere tilføje, redigere og slette fotos og videoer i det delte bibliotek via iCloud. Indhold kan føjes til et delt bibliotek på flere forskellige måder – enten manuelt eller ved at dele automatisk. Du kan styre, hvordan du vil dele indhold, ved at gå til Indstillinger > Fotos > Delt bibliotek > Del fra Kamera på din iOS- eller iPadOS-enhed.

iCloud og apps
Nogle apps bruger iCloud til at opbevare data og indhold, som du leverer til appen, så du kan få adgang til dataene på alle dine iCloud-kompatible enheder. Appen kan vælge at opbevare nogle af eller alle dine data i iCloud. Tredjepartsapps kan anmode om, at du bliver slået op, så andre brugere af den pågældende app kan se dit for- og efternavn, når de søger efter Apple‑konto.

Du kan få en app til at holde op med at opbevare data i iCloud ved at slå adgang til iCloud fra for appen. Det gør du ved at gå til Indstillinger > [dit navn] > iCloud og trykke for at slå indstillingen fra for de apps, der vises på listen.

Apple-tjenester, der kræver iCloud
Hvis du vil bruge Apple-tjenester som Apple Pay, Aktivitetsdeling, Hjem, Handoff, Universel udklipsholder og Lås op vha. Apple Watch, skal du være logget ind på iCloud på din enhed. Apple bruger dit iCloud-abonnement til at bekræfte, at du har ret til at indstille og bruge sikker kameraoptagelse i appen Hjem. Apple har ikke adgang til indholdet af dine kameraoptagelser. Du behøver ikke at bruge alle iCloud-funktioner og kan i indstillingerne til iCloud på din enhed slå de iCloud-funktioner fra, som du ikke vil bruge.

Logge ud af iCloud
Hvis du vil holde op med at bruge iCloud på din iOS- eller iPadOS-enhed og et evt. parret Apple Watch, kan du logge ud af iCloud ved at gå til Indstillinger > [dit navn] og trykke på Log ud. Hvis du vil holde op med at bruge iCloud på Mac, skal du gå til Systemindstillinger > [dit navn] og klikke på Log ud. Adgangskoden til din Apple‑konto kræves muligvis.

Kommunikation med dig

Apple bruger muligvis oplysninger om din konto, f.eks. hvilke Apple-produkter du ejer, enheder, der er registreret i din konto, og dine abonnementer på Apple-tjenester til at sende dig information om iCloud og andre Apple-produkter, -tjenester og -tilbud, der måske interesserer dig, inkl. Apple One. Enhedens serienummer kan blive brugt til at kontrollere, om du er berettiget til servicetilbud. Hvis du er en del af en familiedelingsgruppe, kan Apple sende dig oplysninger om produkter, tjenester og tilbud, der er tilgængelige for dig via Familiedeling. Hvis du køber et abonnement på Apple One, sender vi dig muligvis information om funktionerne i de tjenester, du har valgt at abonnere på.

Markedsføring via e-mail
Du kan modtage disse informationer i e-mails, hvis du giver samtykke til markedsføring via e-mail. Du kan ændre dine e-mailindstillinger og fravælge at modtage disse e-mails på account.apple.com eller på din iOS- eller iPadOS-enhed ved at gå til Indstillinger > [dit navn] > Personlige oplysninger.

Push-notifikationer
Du kan også modtage disse informationer i push-notifikationer. Gå til Indstillinger > Notifikationer på din iOS- eller iPadOS-enhed for at opdatere dine indstillinger til notifikationer eller fravælge at modtage notifikationer.

Familiedeling

Med Familiedeling kan du og din familiegruppe dele abonnementer, køb og lokalitet. Familiearrangøren kan indstille børnesikring, f.eks. Spørg før køb og Skærmtid, for børn i familiegruppen. Hvis et medlem af din familiegruppe, logger ind på bestemte Apple-enheder, f.eks. et Apple TV, kan enheden foreslå, at andre medlemmer af familien tilføjes ved at vise det navn og det profilfoto, der er knyttet til vedkommendes Apple‑konto. Du kan få flere oplysninger om Familiedeling på www.apple.com/dk/legal/privacy/data/da/family-sharing.

iMessage, FaceTime og iCloud

Når du logger ind med din Apple‑konto på din iPhone, logges du automatisk ind på iMessage, FaceTime, iCloud og andre Apple-tjenester. Telefonnummeret på din enhed bliver også bekræftet og forbindes med din Apple‑konto. Din Apple‑konto eller dine telefonnumre vises til de personer, du kontakter eller deler data med, og andre kan få kontakt med dig vha. din Apple‑konto og dine e-mailadresser eller telefonnumre på din konto. Du kan vælge, hvordan folk kan kontakte dig, ved at gå til Indstillinger > [dit navn] > Personlige oplysninger. Du kan også finde ud af mere om iMessage og FaceTime og anonymitet ved at gå ind på Indstillinger > Beskeder og trykke på Om iMessage og FaceTime og anonymitet.

iTunes og App Store og Musik

Når du logger ind med din Apple‑konto på din iPhone, bliver du automatisk logget ind på iTunes Store, App Store og Apple Music, så du hurtigt og let kan foretage køb eller begynde at bruge Apple Music. De køb, du vælger at foretage, registreres i vores systemer, så du altid kan hente dem igen. Hvis du bruger Apple Music, kan din lyttehistorik blive opbevaret og brugt til at levere personlige anbefalinger. Du kan i indstillingerne til Apple Music vælge ikke at dele din lyttehistorik.

Hvis iTunes Match er tilgængeligt i dit område, og du bruger iTunes Match, vil iCloud indsamle oplysninger om medier i dit iTunes-bibliotek og enten matche medier til sange, der er tilgængelige i iTunes Store, eller overføre sange, der ikke kan matches, hvorefter du kan få adgang til disse sange fra gyldige enheder.

Apple‑abonnementer via partnere

Hvis udbyderen af dit mobilnetværk eller en af Apples partnere tilbyder et abonnement eller en gratis prøveperiode på en Apple-tjeneste (f.eks. Apple One, Apple Music eller Apple TV+), bruger Apple dit telefonnummer eller et unikt konto-id, der deles af partneren, til at identificere den gratis prøveperiode eller abonnementet, bekræfte din konto ved login og knytte din Apple‑konto til Apple-abonnementet eller den gratis prøveperiode. Vi bruger også telefonnummeret eller det unikke konto-id til at give udbyderen af dit mobilnetværk eller en partner besked om, at du har aktiveret en gratis prøveperiode eller et abonnement.

Betalingsmetoder, gavekort og overførsel af penge til Apple‑kontosaldo

Du skal føje en gyldig betalingsmetode til din Apple‑konto for at foretage køb i App Store, iTunes, Musik m.m. Du kan tilføje en betalingsmetode i iOS ved at gå til Indstillinger > [dit navn] > Betaling og levering, trykke på Tilføj betalingsmetode og tilføje relevante betalingsoplysninger. Du kan tilføje betalingsoplysninger ved manuelt at indtaste oplysningerne eller tage et billede af dit betalingskort. Hvis du vælger at tilføje betalingsoplysninger ved at tage et billede af dit betalingskort, vil din enhed bruge de relevante oplysninger fra billedet til at udfylde de obligatoriske felter. Billedet hverken ses eller opbevares af Apple. Apple indsamler og gemmer oplysningerne, du angiver, om betalingsmetoden, herunder kontonummer og udløbsdato, med henblik på at kunne gennemføre dine køb, overholde lovgivningen og forhindre svindel. Du kan også oplyse en fakturerings- og leveringsadresse til Apple, som kan bruges til marketing- og analyseformål, og med henblik på at overholde lovgivningen og forhindre svindel.

Når du bruger et betalingskort, kan Apple opbevare og automatisk opdatere dit kortnummer og dine faktureringsoplysninger til fremtidige køb, tilbagevendende transaktioner eller anden brug, du godkender. Apple kan få disse oplysninger fra din finansielle institution eller dit betalingsnetværk og bruger muligvis også oplysningerne til godkendelse og til at forhindre svindel.

Hvis du har slået Apple Pay til, vil Apple desuden kontrollere, om nogen Apple Pay-betalingsmetoder kan tilføjes som en betalingsmetode, der kan knyttes til din Apple‑konto, og vise betalingsmetoderne under Fundet i Wallet. Når du udfører en transaktion med din Apple‑konto, kontrollerer Apple muligvis også, om nogen tilknyttede betalingsmetoder for din Apple‑konto kan bruges til Apple Pay. Hvis det er tilfældet, vælger Apple muligvis at slå Apple Pay til for den pågældende betalingsmetode for at beskytte dine betalingsoplysninger. Du kan altid ændre dine betalingsmetoder ved at gå til Indstillinger > [dit navn] > Betaling og levering.

Du kan købe et Apple Gift Card ved at bruge en betalingsmetode, der er knyttet til din Apple‑konto, og dele gavekortet med en modtager ved at give Apple personens e-mailadresse, dit navn og beløbet på gavekortet. Du kan også skrive en besked, hvis du ønsker det. Apple bruger modtagerens oplysninger i forbindelse med salg og indløsning af gavekort, for at overholde lovgivningen og for at forhindre svindel.

Du kan også indløse et Apple Gift Card ved at indsætte værdien på gavekortet på saldoen på din Apple‑konto. Når du indløser et Apple Gift Card, bliver oplysninger om gavekortet knyttet til saldoen på din Apple‑konto, og oplysningerne bruges muligvis af Apple til at overholde lovgivningen og for at forhindre svindel. Visse oplysninger om din indløsning af gavekortet, f.eks. antallet af gavekort, du har indløst, bruges muligvis også til at tilpasse din indløsningsoplevelse og den kommunikation, du modtager fra Apple. Du kan fravælge at bruge oplysninger om gavekort til tilpasning ved at gå til iTunes Store, rulle til bunden, trykke på Apple‑konto > Vis Apple‑konto og trykke for at slå Personlige anbefalinger fra.

Du kan føje penge direkte til saldoen på din Apple‑konto vha. den registrerede betalingsmetode. Når du føjer penge til saldoen på din Apple-konto, kan du muligvis indstille et automatisk beløb eller tidsinterval til tilbagevendende pengeoverførsler. Hvis du indstiller automatiske pengeoverførsler, modtager du kommunikation fra Apple på din enhed eller via e-mail vedrørende din saldo eller dine tilbagevendende pengeoverførsler (f.eks. bekræftelsesmeddelelser, kvitteringer og påmindelser, når du har tilmeldt dig). Du kan altid ændre eller stoppe de automatiske pengeoverførsler i indstillingerne til din Apple‑konto.

Når du har indløst et gavekort eller føjet penge til saldoen på din Apple‑konto, kan du se den opdaterede saldo på din Apple-konto i Wallet, så du nemt kan bruge saldoen på din Apple-konto til at foretage køb i Apple Store.

Apple indsamler muligvis visse data om, hvordan du interagerer med betalingsindstillingerne til din Apple‑konto – herunder klik og tryk – med det formål at forbedre din oplevelse med betalingsmetoder, gavekort og pengeoverførsler til din Apple‑konto.

Administration af abonnement

Du kan se og administrere dine abonnementer på Apple-tjenester og tredjepartstjenester, som du har købt gennem Apples købssystem i appen, i indstillingerne til din Apple‑konto. I iOS skal du gå til Indstillinger > [dit navn] > Abonnementer. Tryk på abonnementet for at se oplysningerne om, administrere og annullere et aktivt eller et nyligt aktivt abonnement. Du kan også administrere delingen af dit abonnement med din familie, hvis du er i en iCloud-familie, samt dine præferencer for kvittering for fornyelse. Apple indsamler muligvis data om, hvordan du interagerer med enheden, herunder oplysninger om det, du ser, klikker og trykker på, i indstillingerne til Abonnement i din Apple‑konto med det formål at forbedre din oplevelse med administration af abonnementer.

Skole- og virksomhedsorganisationer

Hvis den e-mailadresse, du knytter til din Apple‑konto, bruger et domæne, der administreres af en Apple School Manager- eller Apple Business Manager-organisation, deler Apple muligvis din e-mailadresse med organisationen efter at have bekræftet, at domænet administreres af dem. Organisationen kan forhindre, at din e-mailadresse tilknyttes din Apple‑konto ved at lade dig overføre din konto til en arbejds- eller skolekonto eller ved at inddrage din e-mailadresse. Hvis du vælger at overføre din konto, kan Apple kontrollere forskellige kontoegenskaber for at fastslå egnethed, f.eks. dine abonnementer og køb, betalingsmetoder og resterende saldi, og om din konto er en del af en familiedelingsgruppe. Hvis din konto er egnet til formålet, kan du vælge at overføre din Apple‑konto til en arbejds- eller skolekonto, der administreres af organisationen. Derved får organisationen adgang til alle data, der er tilknyttet kontoen. Hvis din konto ikke er egnet til formålet, eller du ikke ønsker at tilmelde den, skal du opdatere den e-mailadresse, der er tilknyttet din Apple‑konto. Der er flere oplysninger om, hvordan din konto overføres, herunder en komplet liste over kontoegenskaber, på support.apple.com/102159.

Brugsdata

Vi indsamler også data om din brug af iCloud for at levere og forbedre tjenestens kvalitet. For at hjælpe med at håndtere kundeproblemer, hvis de opstår, kan nogle af disse data blive knyttet til din Apple‑konto. Vi kan bruge din IP-adresse til at afgøre hvilken by eller hvilket land, du tilgår tjenesten fra, men vi gemmer den ikke.

Gældende juridisk grundlag for behandling af personlige data

Vi behandler din Apple‑konto og de tilknyttede oplysninger beskrevet ovenfor generelt for at opfylde din kontrakt med Apple og som nødvendigt for at levere tjenesten og opfylde vores juridiske forpligtelser. Vi søger samtykke i overensstemmelse med de gældende lokale love, hvor det betragtes som det gældende juridiske grundlag.

Hvor de gældende love gør det muligt, behandler vi følgende kategorier af personlige data som nødvendigt af hensyn til vores eller en tredjeparts legitime interesser:

  • Din Apple‑konto, herunder de oplysninger, du bruger til at logge ind med, samt kontakt-, betalings- og sikkerhedsoplysninger, f.eks. godkendte telefonnumre eller sikkerhedsspørgsmål, som du skal bruge til alle Apples tjenester
  • De apps, du installerer, herunder hvor du installerer dem fra (eksempelvis et websted eller en appmarkedsplads)
  • Om din enhed kan bruges til visse lovmæssigt krævede tjenester og funktioner baseret på det land eller område, som den befinder sig i
  • Dine enheder, herunder enhedens navn, serienummer og andre hardware-id’er
  • Din brug af og dine abonnementer på forskellige Apple-tjenester, f.eks. iCloud, iTunes Store, App Store, Apple Music og Apple One
  • Betalingsoplysninger, herunder kontonumre og udløbsdatoer, fakturerings- og leveringsadresser og oplysninger om indløsning af gavekort

Disse legitime interesser inkluderer:

  • At give dig og andre forbedret service og support samt til bogførings-, rapporterings- og analyseformål
  • At afgøre tilgængeligheden af samt aktivering af lovmæssigt krævede funktioner og tjenester
  • At bruge dine data til at sende dig tilbud via e-mail og push-notifikationer, du kan være interesseret i
  • At kontrollere, om du er berettiget til tilbud
  • Forhindring af svindel og andre ondsindede aktiviteter

Opbevaring

Når du foretager et køb, f.eks. et abonnement, opbevarer vi personlige data med tilknytning til dit køb i de tidsrum, der er anført i gældende love mht. økonomisk rapportering, hvilket afhænger af de enkelte områder. For de fleste kunder vil det kræve en opbevaringsperiode på mindst 10 år. I nogle områder, f.eks. i Kina, kan opbevaringsperioden dog være på 30 år. Vi opbevarer muligvis også en optegnelse over dine interaktioner med iCloud-tjenester. Disse optegnelser opbevares normalt i 30 dage, men kan blive opbevaret i op til tre år i et samlet format, medmindre der er lov- eller retsprocesmæssige krav om, at de skal opbevares i en længere periode.

I tilfælde af at du sletter din Apple‑konto, opbevarer vi en optegnelse af den slettede konto med henblik på at overholde lovgivningskrav, herunder som beskrevet ovenfor. Oplysningerne opbevares, så længe det er nødvendigt på baggrund af en legitim interesse i kontosikkerhed. Hvis du senere hen ønsker at oprette en ny konto, skal du bruge en e-mailadresse, der ikke er tilknyttet den konto, du har bedt os om at slette. Hvis du brugte et telefonnummer til at oprette din konto, kan du af samme årsag ikke bruge samme nummer til at oprette en ny konto. Det er ikke muligt at fjerne den primære e-mailadresse til kontoen eller telefonnummeret (hvis du brugte et telefonnummer til at oprette kontoen). Vi kan også være forpligtet til at opbevare oplysninger for at imødekomme et retsforlig eller en anden tilsvarende proces.

Når vi sletter en konto, gør vi vores bedste for at slette alle personlige data, der er tilknyttet kontoen. Hvis vi sletter dine personlige data, gør vi visse personlige data om dig permanent uoprettelige, og vi sikrer også, at din identitet ikke kan spores ud fra visse personlige data.

Oplysninger indsamlet af Apple vil altid blive behandlet i overensstemmelse med Apples anonymitetspolitik, som kan læses på www.apple.com/dk/privacy

Udgivelsesdato: 20. september 2024